MRF 2021.22
Planklagenævnets afgørelse af 28. januar 2021, j.nr. 20/04764, 20/04691, 20/10104, 20/10103, 20/10101, 20/10100, 20/10099, 20/10098, 20/10097, 20/08608 og 20/08505
Opførelse af 10 Skanlux sommerhuse på 182 m2-242 m2 med 10-14 sengepladser var i modstrid med lokalplan, da bebyggelsen langt oversteg det forventelige i et feriecenter og ikke fremstod som sammenhængende med den eksisterende bebyggelse, hvorfor kommunens indirekte afgørelse om, at opførelse af 10 sommerhuse var i overensstemmelse med lokalplan, blev ophævet.
Guldborgsund Kommune meddelte i april og juni 2020 byggetilladelser efter byggelovens § 16 til opførelse af 10 sommerhuse på 182 m2-242 m2 med 10-14 sengepladser. Husene ville blive opført på to ejendomme beliggende i et område, hvor der i forvejen var etableret 143 ferieboliger. Ejendommene var omfattet af delområde A i lokalplan nr. 19 for et feriecenter (Dansk Folkeferie) ved Bøtøvej i Marielyst fra 1987. Lokalplanen havde bl.a. til formål at gøre et daværende feriecenter tidssvarende ved at tillade nedrivning af ældre feriehuse med efterfølgende nyopførelse af 130-150 ferieboliger og fællesbygninger, som skulle samles på et landskabeligt og brugsmæssigt sammenhængende område. Af lokalplanens § 3.1 fremgik, at delområde A kun måtte anvendes til feriecenter i form af koncentreret feriebebyggelse til udlejning/ferieby, og at bebyggelsen kun måtte bestå af ferieboligbebyggelse med tilhørende fællesbygninger indeholdende reception, restaurant, fælleslokaler samt diverse fritidsfaciliteter. Afgørelserne blev påklaget af beboere i området, der bl.a. anførte, at byggeprojektet ville være i strid med planlovens § 39, hvorefter der i sommerhusområder som udgangspunkt ikke må opføres mere end én bolig pr. matrikel, og at byggeriet var i strid med lokalplanen bl.a. med henvisning til, at byggeprojektet ikke opfyldte begrebet ”feriecenter”, da husene vil blive opført som private ferieboliger. Planklagenævnet (formanden) afviste at have kompetence til at behandle klage vedrørende planlovens § 39, fordi kommunen ikke havde forholdt sig til overensstemmelsen med planlovens § 39 i forbindelse med meddelelsen af byggetilladelserne på trods af krav herom i bygningsreglementet, men havde udskudt denne stillingtagen til senere, hvormed spørgsmålet ikke var omfattet af de påklagede afgørelser. Nævnet tog herefter stilling til, om de af kommunen meddelte byggetilladelser, var i overensstemmelse med lokalplanen og dermed umiddelbart tilladt efter planloven. Nævnet lagde til grund, at en byggetilladelse til byggeri på en ejendom, der er omfattet af en lokalplan, er en afgørelse om, at byggeriet er i overensstemmelse med planen, medmindre der er dispenseret herfra efter planlovens § 19. Kommunen havde ikke meddelt dispensation fra lokalplanen, hvorfor nævnet lagde til grund, at kommunen havde truffet indirekte afgørelse om, at byggeriet var i overensstemmelse med formåls- og anvendelsesbestemmelserne i lokalplanen. Nævnet fandt, at det i sagen var afgørende, om den ansøgte bebyggelse kunne betegnes som en del af et ”feriecenter”, da det ikke kunne tillægges vægt, om den ansøgte feriebebyggelse havde én eller flere ejere, eller om der ville ske udlejning. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at lokalplanområdet ikke var udlagt til sommerhusområde, og at et ”feriecenter” adskiller sig fra et sommerhusområde. Nævnet lagde til grund, at begrebet ”feriecenter” i den konkrete sag måtte forstås som en gruppe af mindre feriehuse/-boliger/-lejligheder, som opføres koncentreret, og har adgang til en række fælles bygninger og faciliteter samt visuelt fremstår som et samlet område. Nævnet fandt herefter, at opførelsen af 10 huse på 182 m2-242 m2 med 10-14 sengepladser var af et omfang, der langt oversteg det forventelige i et feriecenter, og at husene ikke fremstod som sammenhængende med den eksisterende bebyggelse. Nævnet bemærkede endvidere, at husene ville blive opført på et sted og i et mønster, som fraveg lokalplanens retningsgivende bebyggelsesplan. Nævnet fandt derfor at opførelsen af husene ikke var i overensstemmelse med lokalplanens formåls- og anvendelsesbestemmelser, og at der endvidere ikke kunne gives dispensation fra bestemmelserne i lokalplanen efter planlovens § 19, da dette ville være i strid med lokalplanens principper. Nævnet fandt herefter ikke anledning til at tage stilling til de øvrige klagepunkter. Planklagenævnet ophævede herefter kommunens afgørelser.
Kommentar: Planklagenævnets bemærkning om, at lokalplan nr. 19 for et feriecenter (Dansk Folkeferie) ved Marielyst ikke er beliggende i et sommerhusområde er uforståelig, da det direkte fremgår af lokalplanens § 2.3, at ”lokalplanområdet er beliggende i sommerhusområde”. Se: https://dokument.plandata.dk/20_1026520_APPROVED_1181805819406.pdf.