MRF 2021.147
Planklagenævnets afgørelse af 7. maj 2021 (j.nr. 20/13033, 20/02628 og 20/02625)
Ikke medhold i klage over afgørelse om, at nedrivningen af en beboelsesejendom og opførelsen af et nyt etagebyggeri, ikke var lokalplanpligtigt. Anpartsforening kunne ikke anses for part i sagen, da foreningens interesse alene vedrørte indholdet af en eventuel lokalplan og ikke selve afgørelsen om lokalplanpligt.
Aarhus Kommune meddelte i marts 2019 tilladelse til nedrivning af en beboelsesejendom og garage på en ejendom. Ejendommen var omfattet af Kommuneplan 2017 og var placeret i rammeområde 030107BO, som var fastlagt til boligformål i form af etagebebyggelse. Ejendommen var optaget i kommuneplanen som bevaringsværdig med bevaringsværdi 4. Kommunen meddelte i oktober 2019 byggetilladelse til opførelse af et nyt etagebyggeri på ejendommen med 16 lejligheder med tagterrasse og kælder inklusiv opbevaringsrum og 17 p-pladser på 760 m2. Etagebyggeriet måtte opføres i op til 5 etager med et etageareal på 1.218 m2. Afgørelsen blev påklaget af en række naboer, der bl.a. anførte, at projektet var i strid med kommuneplanen, at både nedrivningen af ejendommen og opførelsen af et nyt etagebyggeri var lokalplanpligtigt, og at en anpartsforening på en naboejendom skulle have været partshørt om det ansøgte projekt. Planklagenævnet (formanden) lagde indledningsvist til grund, at en vurdering af, om et forhold er i strid eller i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. planlovens § 12, stk. 1, ikke i sig selv har retsvirkning for borgerne, hvorfor en sådan vurdering ikke kan anses for en afgørelse efter planloven, jf. planlovens § 58. Da kommunen i relation til kommuneplanen alene havde truffet en skønsmæssig afgørelse efter byggelovgivningen, var der ikke tale om en afgørelse efter planloven, hvorfor nævnet ikke havde kompetence til at behandle klagepunktet. Hvad angik lokalplanpligt, lagde nævnet til grund, at kommunen havde truffet indirekte afgørelse om, at nedrivningen og opførelsen af nyt byggeri ikke var lokalplanpligtig. Nævnet fandt, at der var tale om et meget lille område, der bestod af en blanding af villaer, mindre etageejendomme, etageboligbebyggelse på 4-6 etager og etagebyggeri i op til 16 etager. Området havde således ikke en i forvejen veldefineret, ensartet karakter, ligesom etagebyggeriet hverken højde- eller volumenmæssigt adskilte sig væsentligt fra mange andre bygninger i området. Nævnet fandt herefter ikke, at nedrivning af den eksisterende bebyggelse og opførelsen af det ansøgte etagebyggeri medførte en sådan ændring af det bestående miljø, at det medførte lokalplanpligt. Hvad angik partshøringspligt, lagde nævnet til grund, at klagernes ønske om, at der skulle gennemføres en lokalplanproces, udsprang af anpartsforeningens interesser i forhold til indholdet af en eventuel lokalplan, i den konkrete sag formentlig i forhold til byggeriets omfang, hvilket ville sige resultatet af lokalplanprocessen. På den baggrund fandt nævnet, at foreningens interesse i den konkrete sag om en afgørelse om lokalplanpligt var så indirekte og usikker, at foreningen allerede af den grund ikke kunne anses for part. Kommunen havde derfor ikke pligt til at partshøre anpartsforeningen i forhold til afgørelsen om, at projektet ikke var lokalplanpligtigt. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: De såkaldte indirekte afgørelser er hyppigt forekommende på planlovens område, hvilket skyldes, at tilladelser til gennemførelse af bygge- og anlægsarbejder efter byggeloven forudsætter, at arbejderne er i overensstemmelse med planlovens regler. Det ligger imidlertid i den indirekte afgørelses natur, at den ikke træffes og meddeles som en direkte (positiv) afgørelse, hvilket indebærer, at de almindelige forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler som partshøring, begrundelse og klagevejledning normalt ikke overholdes. I almindelighed fører dette imidlertid ikke til den indirekte afgørelses ugyldighed, da det i praksis ville forhindre myndighederne i at træffe sådanne indirekte afgørelser. Alligevel prøvede Planklagenævnet i denne sag, om anpartsforeningen skulle have været partshørt, uden at overveje betydningen af afgørelsens karakter, hvilket tillige var tilfældet i MRF 2021.149 Pkn. I det hele taget savnes mere sammenhængende og principielle overvejelser hos lovgiver og domstolene om betydningen af indirekte afgørelser i relation til de forvaltningsretlige sagsbehandlingskrav og om disse afgørelsers funktion på miljørettens område. Som led heri bør overvejes hensigtsmæssigheden ved, at den indirekte afgørelse påklages til én klageinstans, mens ”hovedafgørelsen” (typisk byggetilladelsen) påklages til en anden klageinstans. En mere enkel løsning vil være, at Planklagenævnet også bliver rekursmyndighed efter byggeloven, og at det præciseres, at Planklagenævnet i klager over afgørelser efter byggeloven kan prøve det planmæssige grundlag for disse afgørelser.