MRF 2021.149
Planklagenævnets afgørelse af 10. maj 2021 (j.nr. 19/09420 og 19/09422)
Ombygning af en kontorbygning til 188 studieboliger var ikke lokalplanpligtig, da ombygningen ikke medførte en udvidelse af bygningen eller ændrede områdets karakter. Kommunen havde ikke pligt til at håndhæve servitutbestemmelse om, at bygningen kun måtte anvendes til kontorbyggeri. Dissens.
Frederiksberg Kommune meddelte i november 2019 byggetilladelse til ombygning af en eksisterende 5.708 m2 kontorbygning til 188 studieboliger. Byggetilladelsen muliggjorde dertil indretning af 5. salen med fælles tagterrasse og indretning af gårdarealet med et grønt område, opholdsarealer, affaldsområde og 33 cykelparkeringspladser. Ejendommen var ikke omfattet af en lokalplan, men var beliggende i et område, der i kommuneplanrammen var udlagt til blandede byfunktioner, hvor der foruden boliger især kunne lokaliseres kontor og serviceerhverv, offentlige institutioner, undervisningsinstitutioner og lignende. Ejendommen var desuden omfattet af en tinglyst servitut af 2. marts 1967 om, at bygningen på ejendommen kun måtte anvendes til kontorbyggeri. Afgørelsen blev påklaget af naboejendommens ejerforening og dennes beboere, der bl.a. anførte, at projekt var lokalplanpligtigt, at ejerforeningens beboere skulle have været partshørt, og at kommunen havde pligt til at håndhæve servitutten. Planklagenævnet lagde indledningsvist til grund, at kommunen ved at give byggetilladelse til ombygningen havde truffet en indirekte afgørelse om, at ombygningen ikke var lokalplanpligtig. Nævnets flertal (8 mod 3) fandt ikke, at ombygningen medførte en væsentlig ændring i det bestående miljø, da der var tale om en eksisterende bygning, som ikke udvidedes. Dertil fandt nævnet, at ejendommen indgik i et større byområde, der var præget af blandet beboelse og erhverv, og at ombygningen ikke ville bevirke, at området ændrede karakter. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at projektet var lokalplanpligtigt. For så vidt angik partshøring, lagde nævnet til grund, at ejerforeningens beboeres ønske om, at der skulle gennemføres en lokalplanproces, udsprang af beboernes interesser i forhold til indholdet af en eventuel lokalplan. Et enstemmigt nævn fandt herefter, at beboernes interesse i afgørelsen om lokalplanpligt var så indirekte og usikker, at beboerne allerede af den grund ikke kunne anses for parter i sagen. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke efter planloven havde pligt til at påse, at servitutten var overholdt, idet nævnet lagde til grund, at der var tale om en privatretlig servitut. Da kommunens beslutning om ikke at håndhæve servituttens bestemmelser således ikke var en afgørelse efter planloven, havde nævnet ikke kompetence til at behandle klagepunktet. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.