MRF 2022.53
Planklagenævnets afgørelse af 31. januar 2022, j.nr. 21/09338
Ophævet afgørelse om, at et hegn var i strid med lokalplan, som foreskrev etablering af hæk eller levende hegn, da det ikke fremgik tilstrækkeligt klart, at lokalplanen indeholdt et forbud mod etablering af et fast hegn bag ved en hæk eller et levende hegn.
Albertslund Kommune traf i juli 2021 afgørelse om, at et hegn på E’s ejendommen var i strid med lokalplanen for området. Lokalplanen bestemte, at der mod stamveje og områdestier skulle plantes hæk eller levende hegn, og henviste til planens kortbilag. Det fremgik af sagens oplysninger, at det faste hegn ønskedes opført ca. 50 cm bag en eksisterende hæk, som havde dannet afgrænsning fra ejendommen og ud mod områdestien. Den eksisterende hæk var klippet ned til en højde på ca. 40 cm for at opnå ny sund genvækst, og det faste hegn ønskedes opført mod indbliksgener i den tid, som hækken tog om at vokse op igen, og herefter ville det faste hegn være skærmet af hækken. Det fremgik af kommunens afgørelse, at når der i en lokalplan er bestemmelser om placering og type af hegn træder disse i kraft i stedet for hegnslovens regler, og idet hegnslovens regler var gældende i en afstand af 1,75 meter fra skel, var det ikke tilladt at opsætte et fast hegn 0,5 meter bag hækken. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte, at det ikke fremgik klart og præcist af lokalplanen, at der ikke måtte etableres et indre hegn på grunden. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at i det omfang der blev opsat hegn mod stamveje og områdestier, skulle dette ifølge lokalplanen være enten hæk eller levende hegn. Nævnet fandt dog ikke, at det fremgik tilstrækkeligt klart og præcist af bestemmelsen i lokalplanen, at den indeholdt et forbud mod etablering af et fast hegn bag ved en hæk eller et levende hegn. Nævnet fandt på den baggrund ikke, at det var tilstrækkeligt klart, at det faste hegn var i strid med lokalplanens § 8.4, og hegnet var derfor umiddelbart tilladt efter bestemmelsen, jf. planlovens § 18. Planklagenævnet ophævede herefter afgørelsen.
Kommentar: Indholdet i Planklagenævnets retlige vurdering af bestemthedskrav er i overensstemmelse med fast praksis. Problemet er imidlertid, at der ikke ses at foreligge en afgørelse efter planloven i form af et lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51. Efter det oplyste havde kommunen i den konkrete sag alene tilkendegivet, at et hegn var i modstrid med lokalplanen. En sådan tilkendegivelse er ikke i sig selv en afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet, medmindre kommunen må anses for at have truffet afgørelse om enten at meddele påbud efter planlovens § 51 eller om at afslå at meddele et sådant påbud, jf. også FOB 2020-37. Der er dog ikke tale om et enkeltstående tilfælde i Planklagenævnets praksis, jf. f.eks. MRF 2022.45 Pkn. Noget andet er, at kommunerne naturligvis har glæde af den vejledning, der ligger i Planklagenævnets afgørelse.