MRF 2022.220
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. september 2022, j.nr. 22/02900
Ophævet og hjemvist Halsnæs Kommunes lovliggørende tilladelse til skråningsbeskyttelse efter kystbeskyttelseslovens § 3, da vilkår om strandfodring var baseret på et ikke-færdigbehandlet projekt, men afvist indsigelse vedrørende kommunens screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10.
Halsnæs Kommune meddelte i december 2021 lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3 til en allerede etableret skråningsbeskyttelse samt tilladelse til etablering af skråningsbeskyttelse på en kyststrækning 3 km nordøst for Hundested i et område, der er omfattet af Overfredningsnævnets kendelse fra 1979 om fredning af strandarealerne ved Thorup. Kommunen traf samtidig afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at skråningsbeskyttelsen ikke krævede VVM-tilladelse, og at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriets § 3. Endelig traf kommunen afgørelse om, at der ville kunne meddeles dispensation til anlægget efter naturbeskyttelseslovens § 15, efter naturbeskyttelseslovens § 3 og dispensation fra fredningen efter naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1. Af afgørelsen fremgik det desuden, at kommunen arbejdede på et kystbeskyttelsesprojekt (Nordkystens Fremtid), der omhandlede sandfordring. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at der ikke var foretaget en konkret afvejning af de hensyn, som kræves i kystbeskyttelseslovens § 1, at tilladelsen var i strid med kystbeskyttelseslovens formål, og at projektet krævede VVM-tilladelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) begrænsede sin prøvelse til, om projektet var miljøvurderingspligtigt, og til Halsnæs Kommunes vilkår om strandfodring. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at skråningsbeskyttelse ikke krævede VVM-tilladelse. I forhold til strandfodring fandt nævnet, at kommunen i tilladelsen til kystbeskyttelsesforanstaltningerne indirekte havde indsat vilkår om strandfodring. Nævnet fandt, at vilkåret om strandfodring ved hjælp af sandfodring var mangelfuldt, da vilkåret skulle realiseres ved et ikke-færdigbehandlet projekt om strandfodring, og da det nærmere tidspunkt for realisering af projektet ikke var kendt. Nævnet ophævede på den baggrund kommunens afgørelse efter kystbeskyttelseslovens § 3 og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to bemærkninger. Afgørelsen illustrerer den vidtgående virkning af, at tilladelser efter kystbeskyttelseslovens § 3 er tillagt bonusvirkning i forhold til dispensationer efter naturbeskyttelsesloven, således at kommunen i disse sager tillige overtager fredningsnævnets kompetence efter naturbeskyttelseslovens § 50 og Kystdirektoratets kompetence efter naturbeskyttelseslovens § 15. Det er derimod lidt uforståeligt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet tog stilling til, om projektet krævede miljøvurdering, da tilladelsen til projektet blev ophævet grundet vilkår om strandfodring, hvorfor der i alle tilfælde vil skulle udarbejdes et nyt projekt. Som minimum burde nævnet dog have forholdt sig til – eller gjort kommunen opmærksom på – de særlige rammer for lovliggørelse af mangelfuld eller manglende forudgående miljøvurdering af projekter, der er udviklet i EU-Domstolens praksis. Sammenholdt med hidtidig klagenævnspraksis efterlader afgørelsen således indtryk af, at nævnet kun nu og da er opmærksom herpå, jf. f.eks. MAD 2021.132 Mfk, MRF 2022.106/2 Mfk og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. oktober 2022, j.nr. 21/01059, hvor EU-Domstolens praksis omvendt blev inddraget.