MRF 2022.161
Vestre Landsrets dom af 23. marts 2022, 3. afd., sag BS-48638/2020-VLR
(Helle Korsgaard Lund-Andersen, Stig Glent-Madsen og Kristin Bergh (kst.))
A (adv. Bjørn Scmidt Jensen) mod B (adv. Jesper Frøkjær)
Afvist, at areal uden for befæstet vejbane var taget i brug som privat fællesvej, idet lejlighedsvis brug af arealet til parkering ikke kunne føre til et andet resultat.
Sagen drejede sig om, hvorvidt A kunne få medhold i, at et areal var taget i brug som privat fællesvej, der blev etableret ved ændring af en offentlig vej til en privat fællesvej. Baggrunden for sagen var, at B havde foretaget tilplantninger, der hindrede A i at parkere uden for det befæstede areal, hvilket A mente var en tilsidesættelse af A’s vejret, mens B gjorde gældende, at den private fællesvej alene omfattede en bredde på 3,80 meter. Byretten lagde til grund, at der er en formodning for, at bredden af en privat fællesvej som udgangspunkt er samme bredde som et areal udlagt til vej, hvorfor A havde bevisbyrden for, at den udlagte vej var taget i brug i et større omfang. Da A ikke havde ikke ført bevis for, at den private fællesvej efter ændringen af vejforløbet blev bevaret som ibrugtaget vej, gav A’s ret til færdsel på vejen ikke ret til at parkere på vejen. Der var herefter ikke en sådan sammenhæng mellem vejret og adgang til parkering, at man kunne konkludere, at accept af lejlighedsvis parkering var et udtryk for, at en vej var taget i brug det pågældende sted. Byretten bemærkede, at det efter forklaringerne måtte lægges retten til grund, at det lejlighedsvis var sket, at to biler havde passeret hinanden på den private fællesvej ved, at en eller begge biler havde kørt lidt ind på græsset ved siden af kørebanen. Græsarealerne på begge sider af den nuværende kørebane fremtrådte imidlertid ikke som en vejrabat eller et vigeareal, og oplysningerne om den lejlighedsvise benyttelse af græsset til passage var så ukonkrete mht. blandt andet tidspunkt, hyppighed og omfang, at det ikke udgjorde bevis for, at en del af græsarealet ved siden af den nuværende kørebane havde karakter af en vejrabat eller et vigeareal, som skulle betragtes som en del af den ibrugtagne vej. A havde herefter ikke ført bevis for, at et større areal end kørebanearealet var taget i brug som vej, hvorfor B’s principale påstand om frifindelse blev taget til følge. A ankede til landsretten, hvor B erklærede sig indforstået med, at et mindre areal fra A’s postkasse til indkørsel blev en del af den private fællesvej, men hvor parterne i øvrigt gentog deres anbringender. Landsretten tiltrådte efter fremlæggelsen af omfattende billedmateriale af vejens udseende og benyttelse og den øvrige bevisførelse, at A ikke havde bevist, at arealet uden for den befæstede vejbane var taget i brug som vej. Det forhold, at det omstridte areal lejlighedsvist var benyttet som bl.a. parkeringsareal, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom med den ændring, at B anerkendte, at et mindre areal blev en del af den private fællesvej og herefter kunne betragtes som taget i brug.
Kommentar: Det fremgår ikke af dommen, om kommunens afgørelse om at omlægge vejen fra offentlig vej til privat fællesvej indeholdt en stillingtagen til bl.a. den private fællesvejs placering og bredde, hvorfor dommen er afgjort på grundlag af parternes anbringender.