MRF 2022.211
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. august 2022, j.nr. 21/05377
Afvisning af klage over Varde Kommunes afgørelse om at acceptere landmands anmeldte driftsændringer på fem marker i Natura 2000-område efter udløb af MVJ-aftale, da kommunens accept af anmeldelser efter naturbeskyttelseslovens § 19 b ikke er en afgørelse, der kan påklages ifølge forarbejderne.
Efter udløb af MVJ-aftaler anmeldte landmanden L den 20. oktober 2020 med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 19 b driftsændringer på fem marker beliggende i et Natura 2000-område langs Varde Å, hvoraf de tre marker var registreret som beskyttet eng omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Varde Kommune traf den 27. oktober 2020 afgørelse om at acceptere de anmeldte driftsændringer, da kommunen vurderede, at den anmeldte driftsændring for de § 3-beskyttede enge ikke krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, da driftsændringen alene indebar en genoptagelse af den lovlige drift forud for indgåelse af de pågældende MVJ-aftaler. Ifølge kommunen var de øvrige arealer ikke omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I forhold til Natura 2000-området vurderede kommunen, at den anmeldte driftsændring ikke ville påvirke arter eller naturtyper, der indgik i udpegningsgrundlaget for habitatområdet eller fuglebeskyttelsesområdet. Afgørelsen blev den 23. november 2020 påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager gjorde bl.a. gældende, at kommunen ikke havde vurderet, om driftsændringen vil påvirke en sø, at kommunens vurdering af, om den ene af markerne opfyldte kriterierne for at være beskyttet eng, var forkert, og at den intensiverede drift skal vurderes i sammenhæng med de øvrige arealer inden for habitatområdet, som i 20 år har været omfattet af MVJ-aftaler. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at naturbeskyttelseslovens § 19 b, stk. 4, 1. pkt., er udformet på en sådan måde, at en anmelder kan igangsætte en anmeldt aktivitet, hvis kommunen ikke reagerer inden for 4-ugersfristen. Efter nævnets opfattelse er det forudsat i forarbejderne, at kommunalbestyrelsens manglende reaktion, herunder meddelelse om at kommunalbestyrelsen ikke vil foretage en nærmere vurdering af aktiviteten, ikke har karakter af en afgørelse, der kan påklages til nævnet. Ved lovens vedtagelse i 2004 var det forudsat, at anmelderordningen er i overensstemmelse med habitatdirektivet og Århus-konventionen, jf. Miljøministerens besvarelse af spørgsmål 24 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg i forbindelse med udvalgets behandling af lovforslaget. I denne sag havde kommunen foretaget en screening, der konkluderede, at de anmeldte driftsændringer ikke krævede konsekvensvurdering af påvirkningen af Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag, hvorfor nævnet med henvisning til forarbejderne afviste at behandle klagen.
Kommentar: Det må tiltrædes, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klageadgang over kommunens stiltiende accept af anmeldte driftsændringer i Natura 2000-områder efter naturbeskyttelseslovens § 19 b er i overensstemmelse med forarbejderne og fast klagenævnspraksis. Det er korrekt, at efter lovens ordning må det samme gælde, hvis der ikke er tale om en stiltiende accept, men en begrundet screening, da der efter § 19 b i alle tilfælde skal ske en screening. Det må derimod anses for mere tvivlsomt, om denne ordning er i overensstemmelse med habitatdirektivets art. 6, stk. 3. Se uddybende Pagh: Juristen 2011, s. 166 samt i relation til samspil med Århus-konventionen Pagh: TfM 2017, s. 3 med kommentarer til sag C-243/15.