MRF 2022.50

Planklagenævnets afgørelse af 12. januar 2022, j.nr. 21/05860

Påbud om fysisk lovliggørelse efter planlovens § 51 af en carport opført hhv. 1,37 og 0,96 meter fra skel i strid med lokalplan, der fastsatte en afstand på mindst 2,5 meter, var ikke i strid med proportionalitetsprincippet, da værdispildet ikke opvejede hensynet til retshåndhævelsen. Påbuddet ophævet, da det ikke var udstedt til ejeren af ejendommen, men alene til dennes repræsentant.

Slagelse Kommune meddelte i december 2020 E påbud om fysisk lovliggørelse af en opført carport på E’s ejendom. Ejendommen var omfattet af en lokalplan, der bestemte, at garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger skulle placeres mindst 2,5 meter fra nabo- og stiskel og 5 meter fra skel til vej. Det fremgik af afgørelsen, at carporten var 47 m2 inkl. tagudhæng og var placeret med en skelafstand mod nord på 1,37 meter og 0,96 meter fra skellet mod vest. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at kommunen ikke havde håndhævet lokalplanen over for lignende forhold, da der var en række ejendomme i området, hvor der var bygget i skel, og at udgiften til lovliggørelse af carporten ville være uforholdsmæssigt stor i forhold til, at carporten var opført forholdsvis langt fra skel. Planklagenævnet (formanden) konstaterede indledningsvis, at kommunen havde oplyst, at det var korrekt, at en række ejendomme ikke overholdt afstanden på 2,5 meter til skel, og at kommunen havde taget dette til efterretning, således at sagerne ville blive oprettet til videre foranstaltning. Nævnet lagde derfor til grund, at kommunen ikke havde givet dispensation/tilladelse til forholdene på disse ejendomme, idet det forhold, at kommunen ikke havde forfulgt ulovlige forhold, som svarede til det ansøgte, ikke kunne sidestilles med, at kommunen stiltiende havde udøvet en dispensationspraksis. På denne baggrund fandt nævnet ikke, at kommunens påbud var udtryk for usaglig forskelsbehandling. For så vidt angik spørgsmålet om proportionalitet bemærkede nævnet, at der ikke forelå konkrete oplysninger om omfanget af et eventuelt værdispild, men fandt desuagtet, at værdispildet i denne sag efter nævnets vurdering ikke kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen. Det fandtes derfor ikke at være ude af proportion med interessen i retshåndhævelsen, herunder hensynet til at undgå præcedensvirkning, at kommunen havde givet påbud. Nævnet konstaterede imidlertid, at påbuddet ikke var adresseret og sendt til ejeren af ejendommen, men alene til ejerens advokat og ejerens søn, da sønnen tidligere havde oplyst kommunen, at han varetog sagen. Da det ifølge praksis ikke er tilstrækkeligt at meddele et varsel eller påbud til en repræsentant, fandt nævnet, at kommunen burde have sendt varslet samt påbuddet direkte til ejeren af ejendommen. Påbuddet var således ikke udstedt til rette adressat og led derfor af en væsentlig mangel, hvorfor Planklagenævnet ophævede påbuddet.

Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to kommentarer. Afgørelsen understreger, at ved påbud om lovliggørelse skal påbuddet meddeles til ejeren (alle ejerne, hvis der er flere), og at undladelse heraf medfører ugyldighed, hvilket er i overensstemmelse med fast retspraksis, jf. f.eks. U 2000.457 V. I forhold til proportionalitet og værdispild forekommer afgørelsen mindre overbevisende. Hvis der ikke er grundlag for at fastslå omfanget af værdispild, er det i sagens natur ikke muligt at afveje værdispildet over for retshåndhævelsesinteressen. Planklagenævnet burde derfor have tydeliggjort, at kommunen i forhold til denne afvejning har pligt til at oplyse sagen tilstrækkeligt.

Link til afgørelsen.