MRF 2022.308

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. december 2022, j.nr. 21/13445

Region Midtjylland havde ikke klageret over ophævelse af påbud om afværgeforanstaltninger af historisk forurening i forbindelse med Miljøstyrelsens revurdering af miljøgodkendelse af Cheminova, da regionens interesse i at undgå at overtage udgiften til afværgeforanstaltninger efter jordforureningslovens kapitel 3 vedrører myndighedsudøvelse og efter lovændring i 2005 ikke hjemler klageret efter miljøbeskyttelseslovens § 98.

Sagen omhandlede Miljøstyrelsens revurdering af vilkår i miljøgodkendelsen af Cheminova fra 2006, hvor der bl.a. var fastsat vilkår om afværgeforanstaltninger for ældre forurening ved Harboøre Tange, hvorefter Cheminova skulle oppumpe grundvand over for den historiske jordforurening af Rønland ved Harboør Tange. Selve afværgeindsatsen skete i henhold til et påbud meddelt af Ringkøbing Amt i 1981 og 1983, hvilket var videreført som vilkår i miljøgodkendelsen fra december 2006. I forbindelse med den obligatoriske revurdering af miljøgodkendelsen fandt Miljøstyrelsen, at de to oprindelige påbud meddelt i 1981 og 1983 måtte anses for efterlevet og ophævede i afgørelse af 12. oktober 2021 i forbindelse med revurdering af miljøgodkendelsen de tidligere vilkår om afværgeforanstaltninger med henvisning til miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 72, idet Miljøstyrelsen samtidig traf afgørelse efter jordforureningslovens §§ 40 og § 41 samt miljøbeskyttelseslovens § 69 om, at de tidligere påbud fra 1981 og 1983 måtte anses for efterlevet. Afgørelsen blev påklaget af Region Midtjylland, der bl.a. gjorde gældende, at afgørelsen var forkert, da vilkårene i miljøgodkendelsen fra 2006 måtte anses for udtryk for amtets håndhævelse af påbuddene fra 1981 og 1983 og reelt var udtryk for lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Endvidere anførte regionen, at afgørelsen betød, at afværgeforanstaltningerne fra den historiske forurening i stedet skulle varetages af regionen efter jordforureningslovens kapitel 3. Cheminova gjorde bl.a. gældende, at regionen ikke havde klageret over afgørelsen, da en potentiel forøgelse af regionens omkostninger efter jordforureningslovens kapitel 3 ikke er en interesse, der er værnet af miljøbeskyttelsesloven. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at nævnet opfattede klagen sådan, at den vedrørte en afgørelse om revurdering med ophævelse af vilkår i miljøgodkendelsen vedrørende opretholdelse af afværgeindsats, og at klageret derfor måtte afgøres efter miljøbeskyttelseslovens § 98. Nævnet lagde herefter til grund, at det fremgik af miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 11 (lovforslag nr. L 91) i april 2005, at det ikke fandtes hensigtsmæssigt at tillægge regionerne en generel klageret efter miljøbeskyttelsesloven, da regionerne ikke varetager opgaver efter miljøbeskyttelsesloven. Regionernes klageret efter miljøbeskyttelsesloven er derfor afgrænset af det almindelige kriterium om individuel og væsentlig interesse i sagens udfald, hvorfor den særlige ordning med regioners klageret efter jordforureningslovens § 82, stk. 2, ikke gælder for afgørelser efter miljøbeskyttelsesloven. I den konkrete sag lagde nævnet vægt på, at klagen skete med henvisning til de lovbestemte opgaver, der med jordforureningslovens kapitel 3 er pålagt regionerne at varetage, og at klagen derved var i begrundet i hensyn, der ikke adskilte sig fra generelle myndighedsinteresser. Da der på den baggrund ikke forelå en individuel og væsentlig interesse i sagen, afviste Miljø- og Fødevareklagenævnet Region Midtjyllands klage fra realitetsbehandling. Afgørelsen er af regionen indbragt for domstolene.

Kommentar: Sagen angår i realiteten flere principielle juridiske spørgsmål. Miljøstyrelsens afgørelse fra 2021 i forbindelse med revurdering af miljøgodkendelsen er kun sporadisk omtalt i Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, men drejer sig grundlæggende om, hvorvidt der i en miljøgodkendelse kan fastsættes vilkår om oprydning af tidligere forurening. Det er lidt overraskende, at dette var anført som vilkår i miljøgodkendelsen fra 2006, da Højesteret i U 2006.1531 H afviste, at der efter miljøbeskyttelseslovens § 41 kan påbydes oprydning af ældre forurening og dermed afsluttede en årelang uenighed i teorien om, hvorvidt miljøbeskyttelseslovens § 41 kunne anvendes, hvilket også må være gældende for vilkår i miljøgodkendelse (se Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 649 f.). Ifølge nævnets afgørelse blev dette ikke bestridt af regionen, der i stedet gjorde gældende, at miljøgodkendelsesvilkårene var en videreførelse af et lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, uden der herved ses en stillingtagen til, at Cheminova ved en utrykt Vestre Landsretsdom af 4. juni 1987 (sag B 402/1984) blev frifundet for erstatningsansvar for den pågældende forurening (dommen er vedlagt som bilag). Ingen af disse spørgsmål tog Miljø- og Fødevareklagenævnet imidlertid stilling til, idet nævnet med henvisning til ændringen af klagereglerne ved kommunalreformen afviste, at regionen havde klageret. Som anført er afgørelsen af regionen indbragt for domstolene, der dog i første omgang alene kan tage stilling til regionens klageret efter miljøbeskyttelsesloven.

Link til afgørelsen. (Vestre Landsrets dom af 4. juni 1987 (sag B 402/1984) er vedlagt som bilag)