MRF 2022.176
Østre Landsrets dom af 7. juni 2022, 11. afd., sag BS-11635/2021
(Ole Dybdahl, Finn Morten Andersen og Kasper Madsen (kst.))
G Menighedsråd (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen) mod A (adv. Sten Corfix Jensen)
Under hensyn til kirkegårds samfundsmæssige betydning havde nabo ikke krav på, at menighedsråd fjernede eller beskar 16-22 meter høje kirkegårdstræer, der medførte skyggegener, som normalt ville overstige den naboretlige tålegrænse, idet naboen havde erhvervet ejendommen 20-30 år, efter træerne var plantet.
A havde i 1997 købt en boligejendom opført i 1827. Ejendommen grænsede op til en kirkegård, hvor der i 1970’erne var plantet bøge- og egetræer, som i 1997 ifølge A var ca. 5-7 meter høje. I 2007 rettede A henvendelse til G Menighedsråd grundet skyggeproblemer fra træerne, som A ønskede beskåret, hvilket gav anledning til, at menighedsrådet fik fjernet to selvsåede træer. I 2010 anmodede A på ny menighedsrådet om at beskære eller fælde de skyggende træer, hvorefter menighedsrådet fik foretaget en opstamning og beskæring af egetræerne. Efter at fornyet henvendelse fra A i 2017 endte uden resultat anlagde A sagde mod menighedsrådet med principal påstand om, at menighedsrådet skulle fjerne alle bøge- og egetræer i en afstand af 19 meter til skel, der medførte skyggegener på det meste af A’s ejendom, subsidiær påstand om fældning af bestemte træer og mere subsidiære påstande om beskæring af bestemte træer og pligt for menighedsrådet til at sikre, at træerne ikke oversteg 16 meter henholdsvis 12 meter, og fjerne de dele af træerne, der overskred skel. Til støtte herfor gjorde A gældende, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, da træerne betød, at betydelige dele af A’s ejendom lå i skygge i sommermånederne, og medførte nedfaldne grene. Menighedsrådet påstod principalt frifindelse og subsidiært beskæring af enkelte af træernes kroner, men anerkendte beskæring af de dele af træerne, der overskred skel til A’s ejendom. Til støtte for påstanden om frifindelse gjorde menighedsrådet bl.a. gældende, at A var bekendt med træerne, da A købte ejendommen i 1997, og at der måtte tages hensyn til, at der var tale om en kirkegård. Under sagen blev udmeldt syn og skøn, der bl.a. konkluderede, at træerne var 16-22 meter høje og medførte betydelige skyggegener, og at det ene bøgetræs grene overskred skel med 6-8 meter. Byretten lagde til grund, at de skyggende træer var 60 år henholdsvis 30 år gamle og allerede var store, da A købte ejendommen i 1997. På grundlag af skønserklæringen lagde byretten til grund, at træerne med deres antal, højde og tæthed stod som en tæt mur, der skyggede meget på A’s ejendom, og at generne for A var så betydelige, at A efter den almindelige naboret havde krav på begrænsning af ulemperne, men at der også måtte tages hensyn til, at det drejede sig om kirkegårdstræer, der indgik i kirkegårdens gravpladser. Med henvisning hertil afviste byretten, at A kunne kræve træerne fjernet, men gav A medhold i, at der skulle ske en beskæring af bestemte træer, idet retten lagde til grund, at der var enighed om, at træer skulle beskæres, så skel ikke blev overskredet. Menighedsrådet ankede dommen med påstand om frifindelse, og under landsrettens behandling blev der udmeldt supplerende skøn. Landsretten lagde til grund, at kirkegårdens store træer tæt ved skel påførte A væsentlige gener som følge af skygge og nedfaldne grene, og at generne normalt vil overstige den naboretlige tålegrænse i et villakvarter. Samtidig måtte det dog tillægges betydning, at træerne udgjorde centrale elementer i et anonymt gravanlæg på en kirkegård, der var anlagt som en lund, hvor træerne indgik i et samspil med kirken og den øvrige del af kirkegården, og at området var anlagt i slutningen af 1960’erne og derfor beplantet i 20 år som kirkegård, da A i 1997 erhvervede ejendommen. Efter en samlet afvejning fandt landsretten herefter, at A måtte tåle de betydelige gener, som hun burde kunne forudse ved erhvervelsen i 1997. Menighedsrådet blev derfor frifundet.
Kommentar: Dommen illustrerer, at den naboretlige tålegrænse også påvirkes af ulempens samfundsmæssige nytte, og at tidsfaktoren – hvem kom først – kan indgå som et moment, når det drejer sig om skyggegener fra træer, der var plantet og relativt store på det tidspunkt, hvor den forulempede nabo overtog ejendommen. Dommen må formentlig samtidig forstås på den måde, at når de store generende træer overskrider skel, og dette medfører væsentlige ulemper for naboen, kan naboen kræve grene, der overskrider skel fjernet på grundlag af naboretten, men dette var der ifølge dommen enighed om. Samtidig kan det have haft betydning i den konkrete sag, at naboen ikke havde nedlagt påstand om erstatning på naboretligt grundlag, men alene om fældning og beskæring af træerne. I et sådant tilfælde kan der muligvis spores en tilbøjelighed i retspraksis til at afgøre sagen på, at tålegrænsen ikke er overskredet, såfremt der ikke findes at kunne gives medhold i, at den forulempende aktivitet skal bringes til ophør. Eftersom landsretten udtrykkeligt anerkendte, at naboen blev udsat for ”gener, som normalt vil overstige tålegrænsen i et villaområde”, synes det nærliggende at antage, at naboen kunne have haft krav på erstatning fra menighedsrådet. Mht. nyere naboretlig praksis om skyggende træer se tillige MRF 2021.292 V, hvor det blev afvist, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, med henvisning til, at hele området var præget af store træer. Se endvidere Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 274 ff. og 283 f.