MRF 2022.248
Vestre Landsrets dom af 28. marts 2022, 13. afd., sag S-2226-20
(Peter Buhl, Ida Skouvig og Carsten Busk)
Anklagemyndigheden mod T (adv. Anders Stoltenberg)
Overtrædelse af harmonireglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsen i planperioden 2012/2013 var undergivet 5-årig strafferetlig forældelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 10, hvorfor tiltalte blev frifundet for overtrædelse, da det ikke var bevist, at landmand havde udbragt gødning efter 2. marts 2013.
T var tiltalt for overtrædelse af harmonikravene i § 31, stk. 1, i den dagældende husdyrgødningsbekendtgørelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3, og husdyrgødningsbekendtgørelsens § 41, stk. 1, nr. 1, ved i planperioden 2012/2013 at have udbragt en husdyrgødningsmængde på mere end 1,4 dyreenheder (DE) pr. hektar. T blev sigtet for forholdet den 22. marts 2018. Byretten fandt på grundlag af bevisførelsen, at T var skyldig i den rejste tiltale, og idømte T en bøde på 7.000 kr. T indbragte sagen for Vestre Landsret, hvor T gjorde gældende, at sagen var strafferetligt forældet. På grundlag af drøftelser mellem Landsbrugsstyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Rigsadvokaten blev sagen udvalgt som prøvesag, idet andre sager om overtrædelse af harmonireglerne blev sat i bero på udfaldet af retssagen mod T. Landsretten udtalte indledningsvist, at forældelsesfristen var 2 år, medmindre den 5-årige forældelsesfrist i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 10, fandt anvendelse. Husdyrgødningsbekendtgørelsen var udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 7, stk. 1, nr. 11, og § 19, stk. 5, men da alene miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5, er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 10, foretog landsretten en nærmere vurdering af hjemmelsgrundlaget for bekendtgørelsens harmoniregler. På grundlag af en gennemgang af lovforarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 7, stk. 1, nr. 11, og § 19, stk. 5, fandt landsretten, at harmonireglerne i den daværende husdyrgødningsbekendtgørelsen var udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5. Overtrædelse af harmonireglerne var derfor undergivet 5-årig forældelse efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 10. Landsretten udtalte herefter, at den 5-årige forældelsesfrist blev afbrudt den 22. marts 2018, da der blev rejst sigtelse mod T, og at forældelsesfristen skulle regnes fra det sidste tidspunkt for udbringning af husdyrgødning i planperioden. Efter sagens bevisførelse fandt landsretten det ikke bevist, at der var bragt gødning ud efter den 22. marts 2013. Forholdet var dermed forældet, hvorfor T blev frifundet.
Kommentar: Dommen præciserer grundlaget for beregning af forældelse ved overtrædelse af de såkaldte harmonikrav i den tidligere husdyrgødningsbekendtgørelse, hvormed anklagemyndigheden fik medhold på dette punkt. Når der alligevel skete frifindelse, var det, fordi anklagemyndigheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at udbringning af gødning var sket fem år, før der blev rejst sigtelse. Den omstændighed, at forholdet først blev konstateret ved tilsynsmyndighedens kontrol af gødningsregnskab i juni 2015 som anført i anklageskriftet, betød ikke, at forældelsen kunne regnes fra tidspunktet for kontrollen, hvilket må anses i overensstemmelse med fast strafferetlig praksis. Det er i øvrigt det samme princip, der skal anvendes ved fastsættelse af, hvilket år der danner grundlag for beregning af tilbagebetalingskrav efter EU-reglerne om krydsoverensstemmelse, jf. EU-Domstolens dom i sag C-239/17, Fløjstrupgård I/S, hvor det blev fastslået, at det er overtrædelsesåret, og ikke det år, hvor overtrædelsen konstateres, der er grundlaget, hvormed EU-Domstolen underkendte både Kommissionen og det daværende Fødevareministeriums klagecenter. I straffesager er det imidlertid ikke nok, at overtrædelsen skete i planperioden, men anklagemyndigheden må konkret løfte bevisbyrden for, at overtrædelsen skete inden fem år før sigtelsen.