MRF 2022.258
Vestre Landsrets dom af 9. november 2022, 8. afd., sag BS-27538/2021-VLR
(Torben Geneser, Jon Esben Hvam og Thomas Raaberg-Møller)
A (adv. Anders Stoltenberg) mod Aalborg Kommune (adv. Mads Kobberø)
Kommune havde på grundlag af fredningskendelse og fredningsnævnets godkendelse af et naturgenopretningsprojekt i Lille Vildmose været berettiget til at etablere en dæmning og en midlertidig arbejdsvej delvist på privat grund uden ejerens samtykke.
Ved Naturklagenævnets afgørelse af 20. december 2007 blev Lille Vildmose i Aalborg og Mariagerfjord Kommuner fredet. Ifølge fredningskendelsens § 3 har plejemyndigheden (Aalborg Kommune) ret til at foretage naturgenopretning i zone 2.1, herunder hævning af vandstanden, efter planer godkendt af fredningsnævnet. Efter ansøgning fra Aalborg Kommune godkendte fredningsnævnet i juni 2012 et naturgenopretningsprojekt med henblik på vandstandshævning i Smidie Fenner, som blev stadfæstet af Natur- og Miljøklagenævnet i marts 2013 (NMK-522-00101 – MAD 2013.601 Nmk). Af forskellige årsager nåede kommunen ikke at udnytte godkendelsen inden udløbet af den 3-årige udnyttelsesfrist, og kommunen indgav derfor ansøgning om fornyet godkendelse. Projektet ville bl.a. indebære, at der på en ca. 1.000 m strækning langs Tofte Mose blev etableret en dæmning med indbygget membran, der skulle hindre afdræning af den sårbare højmose i overensstemmelse med målsætningen i de statslige Natura 2000-planer. Det fremgik af ansøgningen, at en mindre del af dæmningen skulle placeres på A’s ejendom, der var beliggende inden for fredningens zone 2.1. I februar 2016 meddelte fredningsnævnet dispensation til det ansøgte og godkendte naturgenopretningsprojektet. Afgørelsen blev påklaget af A til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der den 30. juni 2017 (NMK-522-00323) stadfæstede afgørelsen, idet nævnet fandt, at projektet ikke gik ud over, hvad der var kendt i forbindelse med fredningssagens behandling, og at der ved erstatningsfastsættelsen var taget højde herfor, uden det kunne tillægges betydning, at A havde erhvervet ejendommen efter fredningssagens afslutning. A indbragte Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse for domstolene. I 2018-19 udførte Aalborg Kommune med politiets bistand arbejdet med at etablere dæmningen, hvoraf en del som angivet i ansøgningen blev placeret på A’s ejendom. Som led i anlægsarbejdet etablerede og benyttede kommunen en midlertidig arbejdsvej på A’s ejendom. A anlagde efterfølgende sag mod Aalborg Kommune med påstand om, at kommunen skulle anerkende ikke at have været berettiget til at etablere dæmningen og arbejdsvejen på A’s ejendom uden dennes tilladelse, og at kommunen ikke var berettiget til benytte arbejdsvejen. A henviste navnlig til, at kommunen ikke havde haft hjemmel til at etablere en dæmning og arbejdsvej på A’s ejendom uden dennes samtykke, og at kommunen derfor havde krænket A’s ejendomsret efter grundlovens § 73. Kommunen påstod frifindelse med henvisning til, at kommunen på grundlag af fredningskendelsen og fredningsnævnets projektgodkendelse havde ret til at udføre arbejdet med dæmningen på A’s ejendom, og at kommunen efter naturbeskyttelseslovens § 76 havde adgang til A’s ejendom. Byretten frifandt kommunen med henvisning til, at dæmningen og arbejdsvejen var i overensstemmelse med det af fredningsnævnet godkendte projekt, og at gyldigheden af fredningsnævnets og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser ikke var til prøvelse under sagen mod Aalborg Kommune, hvorfor disse afgørelser måtte lægges uprøvet til grund. A ankede byrettens dom og gentog sine påstande. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at det havde været nødvendigt at etablere og benytte arbejdsvejen på A’s ejendom, og at ejendommen ikke blev berørt af gennemførelsen af naturgenopretningsprojektet i videre omfang end forudsat i projektet og i fredningsnævnets godkendelse af projektet. På den baggrund havde kommunen været berettiget til at etablere dæmningen og i den forbindelse etablere og benytte en midlertidig arbejdsvej som sket. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom, hvorefter kommunen blev frifundet.
Kommentar: Dommen fastslår, at kommunens arbejder på A’s ejendom lå inden for rammerne af fredningskendelsen og fredningsnævnets godkendelse af naturgenopretningsprojektet, og at disse afgørelser udgjorde den fornødne hjemmel for kommunens indgreb i A’s ejendom. Dette må sammenholdes med, at den tidligere ejer af A’s ejendom på tidspunktet for fredningens gennemførelse blev tilkendt erstatning for fredningen i overensstemmelse med naturbeskyttelseslovens § 39, hvorfor resultatet må tiltrædes, da en fredningserstatning skal give ejeren fuld erstatning for de rådighedsbegrænsninger, som fredningen påfører ejeren.