MRF 2022.312
Planklagenævnets afgørelse af 14. november 2022, j.nr. 22/03349
Fagforenings erhvervelse af to ejendomme til brug for en forbundsskole krævede tilladelse efter sommerhuslovens § 8, stk. 1, fordi erhvervelsen ikke fandtes at være sket i erhvervsøjemed, da den ikke havde et kommercielt formål, hvorefter tilladelse stadfæstet. Dissens.
En fagforening ansøgte i februar 2022 Bolig- og Planstyrelsen om tilladelse til at erhverve to ejendomme i Korsør til brug for en forbundsskole. Ejendommene var omfattet af Korsør Kommunes lokalplan for Tårnborg Parkhotel. Bolig- og Planstyrelsen meddelte den 22. februar 2022 tilladelse til erhvervelse af de to ejendomme med henvisning til sommerhuslovens § 8, stk. 1, der lyder: ”Selskaber, foreninger og andre sammenslutninger, private institutioner, stiftelser og legater må ikke erhverve fast ejendom uden miljøministerens tilladelse, medmindre ejendommen skal anvendes til helårsbeboelse eller i erhvervsøjemed”. Styrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ejendommene erhvervedes med henblik på anvendelse som forbundsskole indeholdende uddannelse med mulighed for overnatning til brug for foreningens medlemmer, hvilket delvist var finansieret af offentlige midler og af foreningens egen økonomi, hvorfor aktiviteterne ikke vurderedes at være i erhvervsøjemed. Afgørelsen blev påklaget af fagforeningen, der anførte, at erhvervelsen ikke krævede tilladelse efter sommerhuslovens § 8, stk. 1, da de almindelige fagforeningsaktiviteter uden rekreative formål måtte anses for at være i erhvervsøjemed, og henviste til bl.a., at der var tale om en gruppe lønmodtagere, der havde organiseret sig for at varetage deres erhvervsmæssige interesser, og at forbundets drift primært finansieredes ved medlemmernes kontingentbetaling, ligesom forbundet var forpligtet til at betale lønsumsafgift. Planklagenævnets flertal (10 mod 1) fandt ikke, at erhvervelsen af ejendommene var sket i erhvervsøjemed, og tillagde det i den forbindelse afgørende vægt, at hensigten med erhvervelsen ikke havde et kommercielt formål, men derimod var at drive forbundsskole. Flertallet fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at erhvervelsen af ejendommene krævede tilladelse efter sommerhuslovens § 8, stk. 1. Mindretallet fandt omvendt, at erhvervelsen var sket i erhvervsøjemed og således ikke krævede tilladelse, idet mindretallet henviste til, at ét af formålene med sommerhuslovens § 8, stk. 1, ifølge lovforarbejderne er at regulere selskabers og foreningers adgang til at erhverve fast ejendom til rekreativ anvendelse, ligesom det bl.a. fremgår, at bestemmelsen tilsigter at imødegå omgåelse af gældende bestemmelser om erhvervelse af fast ejendom. Mindretallet fremhævede i den forbindelse, at fagforeningen ikke havde til hensigt at udnytte ejendommene rekreativt, og det af fagforeningens vedtægter fremgik bl.a., at denne udførte faglig og politisk oplysningsvirksomhed og sikrede, at tillidsvalgte på alle niveauer blev tilbudt ajourført uddannelse. Planklagenævnet stadfæstede herefter afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to principielle kommentarer. Den ene er, at det er usædvanligt, at Planklagenævnet behandler en klage over en afgørelse, hvor ansøger har fået fuldt medhold, men det er korrekt, at efter sommerhuslovens § 10 e kan en adressat påklage en afgørelse. Sagen indeholder da også et mere principielt spørgsmål, nemlig kravet om tilladelse i sommerhuslovens § 8, stk. 1, der blev vedtaget i 1972 forud for Danmarks indtrædelse i EF (nu EU) for netop at undgå, at andre EU-borgere kunne opkøbe boligejendomme, der ikke anvendes til helårsbeboelse. Selv om et sådant forbud er i modstrid med TEUF art. 63-66 om kapitalens fri bevægelighed, fik Danmark med Maastricht-traktaten i 1993 indført en særordning med den såkaldte sommerhusprotokol til traktaten, hvorefter de danske regler i sommerhusloven kan fortsætte, og i dette lys kan det være velbegrundet, at opretholde en udvidende fortolkning af sommerhuslovens § 8.