MRF 2022.122
Planklagenævnets afgørelse af 4. april 2022, j.nr. 22/00288
Ophævet dispensation efter planlovens § 19, stk. 1, til opførelse af 22 boliger uden for de i lokalplanen angivne byggefelter, da den bebyggelsesregulerende lokalplanbestemmelse var medtaget under lokalplanens formålsbestemmelse og dermed var en del af planens principper. Kommunens beslutning om ikke at ville håndhæve en servituts byggeretlige bestemmelser efter planlovens § 43 var ikke en afgørelse efter planloven, der kunne prøves af Planklagenævnet.
Frederikshavn Kommune gav i september 2021 byggetilladelse til opførelse af 22 boliger med tilhørende udhuse/skure og gav samtidig dispensation fra en række bestemmelser i lokalplan nr. SAE.4.77.0, Boligbebyggelse på den gamle skole i Sæby. Der blev dispenseret fra § 4.1 om vejforhold, § 6.2 om taghældning, § 7.1 om bebyggelsens ydre fremtræden og § 6.2, hvori det var bestemt, at bebyggelsen skulle opføres i 1, 1½ og 2 etager inden for de på bilag 2 viste byggefelter. I perioden fra den 22. juni 2020 til den 20. juli 2020 blev der foretaget naboorientering, hvoraf fremgik, at der var ansøgt om principiel tilladelse til opførelse af 22 boliger og udhuse/skure, som ønskedes opført som sammenbyggede enfamiliehuse i én etage, ligesom det fremgik, hvilke lokalplanbestemmelser som projektet krævede dispensation fra. Afgørelsen blev påklaget af en beboer i området, N, der bl.a. anførte, at der ifølge en tinglyst deklaration ikke måtte bygges nærmere skel end 2,5 meter, og at kommunen ikke kunne negligere en deklaration omkring byggeretlige forhold og træffe en positiv afgørelse stridende herimod. Det anførtes endvidere, at tegningsmaterialet i naboorienteringen var mangelfuldt, herunder at byggeprojektet var blevet revideret, uden at dette tegningsmateriale var fremsendt, og at N ikke var blevet partshørt. Planklagenævnet (formanden) bemærkede, at kommunens beslutning, om ikke at ville håndhæve servitutten efter planlovens § 43 ikke er en afgørelse efter planloven. Nævnet afviste derfor klagepunktet og bemærkede, at såfremt N ønskede at få efterprøvet, hvorvidt boligbyggeriet var i strid med servitutten, måtte dette ske ved et civilretligt søgsmål. For så vidt angik dispensationen fra lokalplanens § 6.2 bemærkede nævnet, at der var tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse, der som hovedregel ikke omfattes af en lokalplans principper. Den bebyggelsesregulerende bestemmelse om byggefelter var dog medtaget under lokalplanens formålsbestemmelse, idet det fremgik af lokalplanens § 1, at et af tre formål med lokalplanen var, at der inden for lokalplanområdet maksimalt blev bygget 25 boliger, som overholdt de angivne byggefelter. Nævnet fandt på den baggrund, at § 6.2 om byggefelter var en del af planens principper, hvorfor der ikke er hjemmel i planlovens § 19, stk. 1, til at dispensere fra bestemmelsen. Derimod var der hjemmel til dispensationen fra de øvrige lokalplansbestemmelser. Nævnet fandt endvidere, at det fremsendte materiale i forbindelse med naboorienteringen var tilstrækkeligt, ligesom ændringerne i projektet ikke medførte, at materialet ikke havde givet et retvisende billede i forhold til de ansøgte dispensationer. Endelige afviste nævnet, at det ansøgte byggeri medførte konkrete og væsentlige gener for N, da boligerne alene skulle opføres i én etage. N var derfor ikke part i sagen, hvorfor kommunen ikke var forpligtet til at foretage partshøring. Planklagenævnet ophævede herefter dispensationen fra lokalplanens § 6.2, mens nævnet ikke kunne give medhold i klagen over de øvrige dispensationer.