MRF 2022.268

Østre Landsrets dom af 14. oktober 2022, 16. afd., sag BS-30324/2021-OLR
(Dorthe Wiisbye, Janni Christoffersen og Jørgen Jørgensen (kst.))

Faxe Kommune (adv. Malene Blom Sillesen) mod Nymølle Stenindustrier A/S (adv. Håkun Djurhuus). Biintervenient til støtte for Faxe Kommune: Kommunernes Landsforening (adv. Pernille Aagaard Truelsen)

Kommunes afslag på tilladelse til midlertidig grundvandssænkning i forbindelse med råstofindvinding ikke ugyldigt, bl.a. fordi indsigelse om magtfordrejning blev afvist. Påstand om, at kommunen havde pådraget sig et erstatningsansvar for det tab, afslaget måtte medføre for råstofindvinderen, afvist pga. manglende aktualitet og bestemthed. [Anket]

Nymølle Stenindustrier A/S (A) indgav i maj 2018 ansøgning efter råstofloven om tilladelse til at indvinde 250.000 m³ sten og grus pr. år på en ejendom i Faxe Kommune, hvoraf 100.000 m³ var beliggende under grundvandsspejlet. Som en del af ansøgningen blev der også ansøgt om tilladelse efter vandforsyningslovens § 26 til en midlertidig grundvandssænkning. Faxe Kommune meddelte den 29. november 2019 afslag på tilladelse til midlertidig grundvandssænkning med henvisning til, at kommunen ønskede at bevare den nuværende tilstand for hydrologi og kvalitet af grundvand. Kommunens tekniske forvaltning havde udarbejdet et udkast til tilladelse, som var blevet tilsidesat af et flertal på 4 mod 3 medlemmer af kommunens teknik- og miljøudvalg, der i stedet stemte for at meddele afslag. Flertallet bestod af bl.a. udvalgets formand og af kommunalbestyrelsesmedlemmerne G og B. A påklagede kommunens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet, men trak efterfølgende klagen tilbage og indbragte kommunens afgørelse for domstolene med påstand om, at afgørelsen var ugyldig, og at kommunen skulle anerkende, at kommunen ved afgørelsen ”har pådraget sig erstatningsansvar overfor Nymølle Stenindustrier A/S for det tab afslagsafgørelsen måtte påføre Nymølle Stenindustrier A/S”. Til støtte for ugyldighedspåstanden gjorde A navnlig gældende, at udvalgsmedlemmerne G og B offentligt havde engageret sig stærkt og personligt i den lokale modstand mod råstofindvinding på A’s ejendom, og at de derfor havde været inhabile ved behandlingen af A’s ansøgning. A gjorde endvidere gældende, at kommunen havde lagt vægt på usaglige hensyn. Kommunen påstod frifindelse for ugyldighedspåstanden og afvisning af, subsidiært frifindelse for, erstatningspåstanden med henvisning til, at erstatningspåstanden vedrørte et eventuelt fremtidigt tab, og at A derfor ikke havde en aktuel interesse i at få prøvet dette spørgsmål. Byretten lagde til grund, at både G og B ejede ejendomme i området omkring det mulige gravefelt, og at beboerne i flere af G’s ejendomme var blevet partshørt af Region Sjælland i forbindelse med ansøgningen om gravetilladelse. G og B havde begge profileret sig politisk i forhold til etableringen af grusgraven, og G var medstifter af og havde tidligere siddet i bestyrelsen for en forening imod råstofgraven, hvori hans kæreste og muligvis han selv ligesom B stadig var medlemmer. Hertil kom, at G og B havde udarbejdet flere kritiske høringssvar til regionen, og at G i et af disse høringssvar havde tilkendegivet, at en gravetilladelse ville påvirke hans og hans families økonomi drastisk. Byretten fandt, at G ved sin adfærd havde givet udtryk for at have en sådan særlig væsentlig og direkte personlig økonomisk interesse i sagen, at der ud fra en generel vurdering var risiko for, at han ville kunne lade sig påvirke heraf ved sin stillingtagen til A’s ansøgning. G havde derfor været inhabil ved behandlingen af ansøgningen, mens byretten ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for også at statuere inhabilitet for B. Da G’s stemme havde været afgørende for afgørelsens udfald, medførte hans inhabilitet, at kommunens afslag var ugyldigt. Byretten fandt dernæst, at kommunens afslag tillige havde været båret af usaglige hensyn, idet tre vidner fra Teknik- og Miljøudvalget havde forklaret for byretten, at afslaget var begrundet i et forsigtighedsprincip. Af det materiale, der havde været tilgængeligt for udvalget, fremgik imidlertid, at en midlertidig grundvandssænkning ville være uden betydning for kvaliteten af grundvandet, og flertallet havde ikke påvist fejl heri eller indhentet oplysninger fra tredjemand, der imødegik disse vurderinger. På den baggrund fandt byretten, at flertallet ikke på sagligt grundlag havde kunnet afslå at meddele tilladelse under henvisning til et forsigtighedsprincip. Henset til disse fejl fandt byretten endvidere, at kommunen havde pådraget sig et erstatningsansvar for den skade, som A måtte blive påført som følge heraf. A fik derfor medhold i begge sine påstande. Faxe Kommune ankede dommen til landsretten, hvor Kommunernes Landsforening biintervenerede til støtte for kommunen. For landsretten frafaldt A anbringendet om, at B havde været inhabil ved sagens behandling i kommunen. Landsretten fandt, at G som valgt lokalpolitiker ikke havde været inhabil ved behandlingen af sagen, idet G’s personlige eller økonomiske interesse i sagen var af afledt karakter, da G ikke selv boede i området, men var ejer af de nærtliggende ejendomme. Spørgsmålet om økonomisk indvirkning angik ikke en aktuel ændring af ejendommenes værdi, idet det var uvist, om et prisfald ville indtræffe for de pågældende ejendomme, hvornår dette i givet fald ville ske, og hvilken størrelse et prisfald for ejendommene på stedet i givet fald ville have. Der blev heller ikke tale om indskrænkning i råde- og brugsretten for beboere og brugere af G’s ejendomme. Landsretten afviste endvidere, at råstoflovens § 5 a, stk. 4, hvorefter kommunerne er bundet af råstofplanen i deres planlægning og administration, indebærer, at kommunens selvstændige kompetence til at træffe afgørelse efter vandforsyningsloven om tilladelse til sænkning af grundvandsstanden, er ophævet eller begrænset. For så vidt angik A’s anbringende om magtfordrejning bemærkede landsretten, at kommunen havde begrundet afslaget med, at den ønskede at bevare den nuværende tilstand for hydrologi og kvalitet af grundvand, og at kommunen derfor ikke ville tillade aktiviteter, der indebar en risiko for hydrologien og kvaliteten af grundvandet. Efter bevisførelsen fandt landsretten ikke grundlag for at fastslå, at kommunen havde inddraget usaglige hensyn, eller at kommunens afslag var utilstrækkeligt begrundet. Med hensyn til A’s erstatningspåstand bemærkede landsretten, at påstanden angik en afgørelse, som landsretten ikke havde fundet ugyldig, og drejede sig om et endnu ikke indtruffet tab af en uvis størrelse. Påstanden savnede derfor aktualitet og var behæftet med en sådan uklarhed og ubestemthed, at den ikke kunne indgå i en domskonklusion. På denne baggrund blev kommunen frifundet for ugyldighedspåstanden, mens landsretten afviste erstatningspåstanden.

Kommentar: Landsrettens dom forekommer at hænge i en tynd tråd med hensyn til inhabilitet. Det er noget bagvendt, når landsretten anfører, at G’s personlige eller økonomiske interesse er af ”afledt karakter”, idet han ikke selv bor på stedet, men ejer ejendommene. Som ejer har han netop en direkte økonomisk interesse i sagen, der er omfattet af inhabilitetsgrunden i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1. Det må i den forbindelse understreges, at § 3, stk. 1, nr. 1, ikke er begrænset til parter, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 118 og Azad Taheri Abkenar, Inhabilitet i forvaltningen, 2. udg., 2022, s. 73 ff. At der er usikkerhed med hensyn til, hvordan værdien af ejendommene vil blive påvirket, kan ikke på det foreliggende grundlag ændre ved, at G i kraft af sit ejerskab har en særlig økonomisk interesse i sagen. Dette underbygges af G’s egne høringssvar. Fra retspraksis kan især henvises til U 1989.735 H, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem fandtes inhabilt i forhold til vedtagelsen af en kommuneplan, idet medlemmet ejede fire ejendomme i området. Derimod kan G’s politiske opfattelse af sagen og foreningsarbejde ikke danne grundlag for en inhabilitetsindsigelse, jf. Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 8. udg., 2019, s. 93 f.

Link til byrettens og landsrettens domme.

NB: Dommen er med Procesbevillingsnævnets tilladelse anket til Højesteret. Højesteret har den 24. januar 2024 (sag BS-29747/2023-HJR) stadfæstet landsrettens dom. Højesterets dom bringes snarest på MRF.