MRF 2022.9
EU-Domstolens dom af 27. januar 2022, 3. afd., sag C-238/20, Sātiņi-S
EU-retten kræver ikke, at medlemsstaterne yder erstatning for skader på dambrug forårsaget af arter beskyttet af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet. Udbetaler medlemsstaten erstatning, indebærer det en sådan fordel for den erhvervsdrivende, at der kan være tale om statsstøtte.
Virksomheden Sātiņi-S (S) erhvervede i 2002 et damområde på ca. 600 ha beliggende i et beskyttet naturreservat i Letland, der i 2005 blev udpeget som Natura 2000-område. Fra ejendommen drev S et dambrug, der blev påført skader for op mod 90.000 euro forårsaget af fugle beskyttet efter fuglebeskyttelsesdirektivets art. 5, hvorfor fuglene bl.a. ikke må jages. Efter lettisk lovgivning har lodsejere ret til erstatning for alvorlige skader forårsaget af migrerende dyrearter og særligt beskyttede arter, og S ansøgte derfor de lettiske myndigheder om at få udbetalt erstatning for skaderne. Ansøgningen blev afslået af myndighederne med den begrundelse, at S i løbet af de seneste tre regnskabsår havde fået udbetalt statsstøtte svarende til de minimis-reglen på 30.000 euro, jf. art. 3, stk. 2, i forordning 717/2014. S anfægtede afslaget ved de lettiske domstole og anførte, at erstatning for skader på dambrug forårsaget af beskyttede dyr på grund af sin kompenserende karakter ikke udgjorde statsstøtte. Sagen førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, der for det første angik, om medlemsstaterne efter chartrets art. 17 om beskyttelse af ejendommen er forpligtet til at yde (fuldstændig) erstatning til erhvervsdrivende for tab som følge af rådighedsindskrænkninger pålagt til beskyttelse af Natura 2000-områder. Kommissionen gjorde gældende, at Domstolen ikke havde kompetence til at besvare spørgsmålet, da chartret kun finder anvendelse, når medlemsstaterne ”gennemfører EU-retten”, jf. art. 51. I den konkrete sag udsprang erstatningspligten af lettisk ret og gennemførte ikke en forpligtelse i habitatdirektivet eller fuglebeskyttelsesdirektivet, hvorfor chartret efter Kommissionens opfattelse ikke fandt anvendelse. EU-Domstolen forkastede Kommissionens indsigelse med henvisning til, at medlemsstaterne gennemfører EU-retten i chartrets forstand, når de gennemfører beskyttelsesforanstaltninger efter habitatdirektivets art. 6, stk. 2, og fuglebeskyttelsesdirektivets art. 5. Gennemførelsen heraf indebærer som minimum rådighedsindskrænkninger, der uundgåeligt har konsekvenser for ejendomsretten, hvorfor medlemsstaterne anses for at gennemføre EU-retten i chartrets forstand, ”når de indfører ordninger, der tildeler betalinger i henhold til fugledirektivet og habitatdirektivet” (præmis 23-27). EU-Domstolen bemærkede herefter, at chartrets art. 17, stk. 1, kun giver ret til erstatning i tilfælde af ”berøvelse” af ejendomsretten såsom ved ekspropriation. I den konkrete sag indebar habitatdirektivets og fuglebeskyttelsesdirektivets krav, at S kun i begrænset omfang kunne beskytte sit dambrug mod de beskyttede fugle, hvilket ikke indebar en berøvelse af ejendomsretten, men en begrænsning af udøvelsen heraf, som efter chartrets art. 17, stk. 1, 3. pkt., kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet. I et sådant tilfælde kræver EU-retten ikke, at medlemsstaterne yder en erstatning til lodsejere, der pålægges proportionale rådighedsindskrænkninger som følge af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet, jf. også de forenede sager C 20/00 og C-64/00 (præmis 36). Det var derfor ikke i strid med chartrets art. 17, at den erstatning, der blev udbetalt efter lettiske ret, var væsentligt lavere end de skader, som den erhvervsdrivende faktisk havde lidt. Det andet præjudicielle spørgsmål angik, om erstatningen i den konkrete sag kunne anses for statsstøtte, hvilket bl.a. forudsætter, at erstatningen giver modtageren en økonomisk fordel, der kan påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencevilkårene. Domstolen bemærkede, at den kompenserende karakter af en erstatning ikke i sig selv indebærer, at erstatningen ikke giver modtageren en økonomisk fordel. Omkostninger forbundet med overholdelsen af ufravigelige miljøbeskyttelsesregler udgør således sædvanlige driftsomkostninger for et dambrug, der normalt belaster virksomhedens budget (præmis 42-44). I den konkrete sag havde erstatningen desuden ikke til formål at kompensere for skader forvoldt af de nationale myndigheder, ligesom den ikke kunne sidestilles med tilbagebetaling af ulovligt opkrævede afgifter eller med betalingen af en ekspropriationsgodtgørelse (præmis 50-51). Erstatningen gav således modtageren en sådan økonomisk fordel, at den kan udgøre statsstøtte i TEUF art. 107’s forstand, forudsat at de øvrige kendetegn ved statsstøtte er til stede.
Kommentar: Dommen understreger, at EU’s charter om grundlæggende rettigheder har et bredt anvendelsesområde, uanset at chartret ikke i den konkrete sag fandtes overtrådt. Både Kommissionen og generaladvokaten havde i sagen argumenteret for, at chartret ikke fandt anvendelse, da den omhandlede erstatningsordning ikke fulgte af en EU-retlig forpligtelse. I dansk ret findes der ikke en generel adgang for berørte lodsejere til at kræve erstatning i en situation som den, der forelå i sag C-238/20. Lodsejere og andre rettighedshavere har dog i medfør af naturbeskyttelseslovens § 19 g krav på erstatning, når kommunerne pålægger vedkommende en bestemt drift eller andre foranstaltninger som led i beskyttelsen af Natura 2000-områder eller gennemførelsen af Natura 2000-planerne. Hertil kommer, at Naturstyrelsen på grundlag af forvaltningsplanen for ulv i Danmark udbetaler kompensation til husdyrholdere i tilfælde af ulveangreb på husdyr.
Samme dag som afsigelsen af sag C-238/20 afsagde EU-Domstolen dom i sag C-234/20, der angik den samme lettiske virksomheds ansøgning om støtte under landdistriktsprogrammet for tørvebundsarealer i Natura 2000-områder. I denne sag fastslog EU-Domstolen bl.a., at forordning 1305/2013 og chartrets art. 17 skal fortolkes således, at der ikke skal ydes en Natura 2000-betaling til ejeren af et tørvebundsareal, der er omfattet af Natura 2000-nettet, med den begrundelse, at der er sket en begrænsning af en økonomisk virksomhed, der kan udøves på et sådant tørvebundsareal, bl.a. et forbud mod at foretage en beplantning med tranebær, når ejeren på det tidspunkt, hvor han erhvervede den pågældende faste ejendom, havde kendskab til en sådan begrænsning.