MRF 2022.126
Planklagenævnets afgørelse af 24. april 2022, j.nr. 21/07672
Ikke medhold i klage over lokalplan, der ophævede en servituts bebyggelsesregulerende bestemmelser, da det ikke udgjorde en retlig mangel, at kommunen ikke havde imødekommet indsigelser fra 38 ud af 55 grundejere, der ønskede at bevare servitutten, og da servitutbestemmelserne stred mod formålet i lokalplanen og dermed kunne ophæves, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 21.
Hørsholm Kommune vedtog den 31. maj 2021 endeligt lokalplan nr. 173, den nordlige del af Rungsted. Lokalplanen havde til formål at revidere plangrundlaget for området, at sikre områdets åbne bebyggelsesstruktur og grønne karakter samt at sikre klare retningslinjer for fremtidigt byggeri og udviklingen af områderne som helhed, herunder at ophæve dele af de forskelligartede områdeservitutter, der var gældende for delområderne i lokalplanen, som bl.a. fastsatte en udnyttelsesgrad på 25 %. Det var således bestemt i lokalplanen, at der med denne blev aflyst en servitut for den del, der omfattede de bebyggelsesregulerende bestemmelser i servituttens afsnit 1-5, som indeholdt bestemmelser om bebyggelsens anvendelse, omfang, udnyttelsesgrad og placering, ydre fremtræden samt bestemmelser om byggelinjer, udstykninger og vejadgang. Planvedtagelsen blev påklaget af en beboer i området, der bl.a. anførte, at kommunen ikke kunne se bort fra, at 38 ud af 55 grundejere i Sophienberg-udstykningen i høringen havde ønsket at bevare servitutten, at kommunen ikke havde hjemmel til at aflyse servitutten, og at kommunen havde ophævet servitutten for at lette den administrative håndtering af byggesager og derved havde inddraget usaglige hensyn. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at kommunen havde overholdt reglerne om offentlighedsperiode i planlovens § 27, stk. 1, 1. pkt., jf. § 24, stk. 5, og at alle indsigelser var indgået i deres fulde ordlyd som bilag til dagsordenen til kommunalbestyrelsens møde den 31. maj 2021. Da kommunen ikke efter planloven var forpligtet til at imødekomme indsigelser, og da der i øvrigt tilkommer kommunerne et meget vidt skøn i forhold til indholdet af en lokalplan, fandt nævnet ikke, at det udgjorde en retlig mangel, at kommunen ikke havde imødekommet indsigelserne. Nævnet lagde til grund, at der var tale om en privatretlig tilstandsservitut, idet den ikke efter sin ordlyd var pålagt med hjemmel i lov. Nævnet fandt, at de ophævede servitutbestemmelser stred mod formålet i lokalplanen, som var, at spørgsmålet om bebyggelsens anvendelse, omfang og placering, ydre fremtræden samt bestemmelser om byggelinjer, udstykninger og vejadgang fremover skulle reguleres ensartet af lokalplanen. Nævnet fandt herefter, at kommunen havde haft hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, nr. 21, til at ophæve servituttens afsnit 1-5 inden for lokalplanområdet. Endelig fandt nævnet, at kommunens ønske om at fastlægge ensartede retningslinjer for de enkelte delområder i lokalplanen var en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at vedtagelsen af lokalplanen udelukkende var båret af et ønske om administrative lettelser. Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen.