MRF 2022.128
Planklagenævnets afgørelse af 27. april 2022, j.nr. 21/08334
Kommunes beslutning om ikke at igangsætte ny lokalplanlægning for retligt at lovliggøre anvendelsen af en portnerbolig til beboelse, der som følge af myndighedspassivitet ikke kunne kræves fysisk lovliggjort, udgjorde en afgørelse, der kunne prøves af Planklagenævnet. Da ejendommen var omfattet af en lokalplan, som var i overensstemmelse med kommuneplanen, var kommunen ikke forpligtet til at udarbejde lokalplanforslag, jf. planlovens § 13, stk. 3.
Kolding Kommunen gav i 2016 afslag på dispensation fra lokalplan nr. 23, Industriområde Bavnevej, til at anvende portnerboligen på E’s ejendom til udlejningsbolig. E påklagede afgørelsen til Planklagenævnet, der i januar 2018 traf afgørelse om, at kommunen efter lokalplanen ikke kunne give tilladelse til at anvende ejendommen til beboelse, da det vil være i strid med lokalplanens principper, som udlagde området til erhvervsformål. Kommunen meddelte herefter i september 2018 påbud efter planlovens § 51 til E om at ophøre med den lokalplanstridige anvendelse, hvilket efter klage blev ophævet af Planklagenævnet i februar 2019 pga. retsfortabende myndighedspassivitet, da en i 2001 meddelt byggetilladelse gav såvel den daværende som nuværende ejer en berettiget forventning om anvendelsen til portnerbolig (MAD 2019.27 Pkn). Kommunen traf på denne baggrund i marts 2020 afgørelse om, at ejendommen fortsat kunne anvendes til portnerbolig, og henviste til, at Planklagenævnet i februar 2019 havde truffet afgørelse om, at kommunen som følge af myndighedspassivitet var afskåret fra at kræve en anvendelse til portnerbolig lovliggjort. Kommunen traf herefter den 2. juni 2021 afgørelse om ikke at gangsætte en retlig lovliggørende lokalplanlægning for ændret anvendelse af ejendommen, idet kommunen vurderede, at anvendelsen af ejendommen til portnerbolig var lovlig, og at der derfor ikke var noget grundlag for en retlig lovliggørelse i form af en ny lokalplanlægning. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at kommunen havde pligt til retligt at lovliggøre portnerboligen. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at E mente, at kommunen var forpligtet til at lovliggøre anvendelsen ved at vedtage en ny lokalplan, der tillod boligformål, da anvendelsen ikke kunne lovliggøres ved at dispensere fra lokalplanen. Nævnet lagde endvidere til grund, at en beslutning om ikke at igangsætte lokalplanlægning udgør en afgørelse, når kommunen har foretaget en konkret vurdering i forhold til et specifikt projekt og herefter har besluttet at fastholde den eksisterende planlægning, eller manglen på samme, når beslutningen medfører, at det konkrete projekt ikke kan gennemføres. Da kommunens beslutning om at afslå anmodningen om at igangsætte en planlægningsproces indebar, at ejendommen ikke kunne anvendes til beboelse, men alene kunne anvendes til portnerbolig som følge af myndighedspassivitet, fandt nævnet, at der var tale om en afgørelse, som kunne prøves af nævnet. Da ejendommen allerede var omfattet af en lokalplan, som var i overensstemmelse med kommuneplanen, fandt nævnet dog, at kommunen allerede af den grund ikke var forpligtet til at udarbejde et forslag til lokalplan, jf. planlovens § 13, stk. 3. Nævnet bemærkede i forlængelse heraf, at selve afgørelsen om ikke at udarbejde et forslag til ny lokalplan var en skønsmæssig vurdering, der ikke kunne efterprøves af nævnet. Det bemærkedes endvidere, at det forudgående forløb ikke medførte, at E havde krav på, at kommunen udarbejdede en ny lokalplan, jf. planlovens § 51, stk. 3, men at det derimod blot betød, at kommunen som følge af den udviste myndighedspassivitet ikke kunne give et påbud om lovliggørelse af anvendelsen til portnerbolig. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse illustrerer nogle af de udfordringer, som afgørelsesbegrebet giver anledning til i planloven. Som det fremgår af bl.a. MRF 2021.5 Pkn, kan kommunen i nogle tilfælde efter planlovens § 13, stk. 3, være forpligtet til at udarbejde forslag til lokalplan – men ikke til at vedtage lokalplanen, og Planklagenævnet fandt på denne baggrund i MRF 2021.5 Pkn, at nævnet kunne ophæve kommunens beslutning om ikke at udarbejde forslag til lokalplan, hvilket dog forudsætter, at det ansøgte er i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. MRF 2021.143 Pkn, hvor nævnet dog forudsatte, at beslutningen var en afgørelse, der kan påklages. Det synes at være samme forståelse, der er lagt til grund i den foreliggende sag, hvor problemet dog i stedet er, at kommunen har pligt til at lovliggøre ulovlige forhold efter planlovens § 51, stk. 3, men hvor praksis er, at Planklagenævnet kan prøve påbud om fysisk lovliggørelse henholdsvis indholdet lovliggørende afgørelser, men ikke kan prøve kommunens manglende håndhævelse, hvor grænsedragningen dog volder problemer, som det også fremgår af MRF 2022.133 Pkn.