MRF 2021.143
Planklagenævnets afgørelse af 21. april 2021 (j.nr. 20/12965)
Ikke medhold i klage over Vesthimmerlands Kommunes beslutning om ikke at igangsætte en planlægningsproces for ansøgning om opstilling af 4 vindmøller efter planlovens § 13, stk. 3, da vindmøllerne ønskedes placeret i et område, der ikke i kommuneplanen var udlagt til vindmøller. Manglende klagevejledning og henvisning til lovgrundlag i begrundelsen var ikke konkret væsentlige mangler.
Sagen omhandlede et vindmøllelaugs ansøgning om opstilling af 4 vindmøller på mellem 142,5 og 150 meter i Vesthimmerlands Kommune. Området grænsede op til rammeområde 308, der i kommuneplanen var udlagt til vindmøller, hvori der var placeret 5 vindmøller. Det fremgik af kommuneplanen, at der inden for rammeområdet forventedes at kunne opstilles 4 store vindmøller med en totalhøjde på 125-150 meter, og at de 5 eksisterende vindmøller ville saneres. Det fremgik af ansøgningen, at de 5 eksisterende vindmøller skulle nedtages i forbindelse med projektet. Kommunen udarbejdede et idéoplæg til forhøring, og i forbindelse med høringen indkom 59 høringssvar, som generelt var negative over for projektet. Ansøgningen blev behandlet i byrådet den 19. december 2019, hvoraf fremgik, at der, for at udvide rammeområde 308, skulle vedtages et tillæg til kommuneplanen, og at projektet var lokalplanpligtigt efter planlovens § 13, stk. 2. Forvaltningen mente, at projektet kunne overholde afstandskrav til naboer samt de fastsatte grænseværdier for bl.a. støj, og forvaltningen anbefalede, at planlægningen skulle igangsættes. Kommunen sendte imidlertid i januar 2020 en e-mail til vindmøllelauget, hvor det fremgik, at byrådet gik imod administrationens indstilling pga. manglende lokal opbakning. Kommunalbestyrelsens beslutning blev påklaget af vindmøllelauget, der bl.a. anførte, at beslutningen om ikke at fortsætte planlægningsprocessen var at virke imod kommuneplanens gennemførelse, at politikerne havde lagt forkerte oplysninger om behovet for elproduktion i kommunen til grund, og at der ikke var givet en tilstrækkelig begrundelse, ligesom afgørelsen ikke var ledsaget af en klagevejledning. Det blev endvidere gjort gældende, at der forelå inhabilitet, da flere politikere allerede før foroffentlighedsprocessen havde givet deres holdning til kende, inden beslutningen blev truffet i byrådet, og at en kommunal medarbejder, der i en periode havde behandlet sagen, var inhabil og havde forhalet sagen. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en afgørelse, som kunne prøves af nævnet, idet kommunens beslutning om at standse planlægningsprocessen var truffet på baggrund af en konkret vurdering i forhold til et specifikt projekt. Nævnet konstaterede, at vindmøllerne ønskedes placeret i et område, der ikke i var planlagt for vindmøller. Projektet var dermed ikke i overensstemmelse med kommuneplanen, hvorfor kommunen ikke var forpligtet til at udarbejde forslag til kommuneplantillæg eller forslag til lokalplan og fremme sagen mest muligt i henhold til planlovens §§ 12 eller 13, stk. 3. Hvad angik spørgsmålet om inhabilitet fandt nævnet ikke, at den pågældende medarbejder havde medvirket i sagens behandling på en sådan måde, at det var omfattet af forvaltningslovens § 3, stk. 3, da medarbejderen hverken havde siddet med sagsbehandlingen af sagen eller deltaget i politiske møder. Nævnet afviste hertil, at medarbejderen skulle have forhalet sagen, idet nævnet ikke fandt, at perioden, hvor sagen ikke blev fremmet, var påfaldende længe. Nævnet fandt endvidere ikke, at det forhold, at byrådsmedlemmer havde udtalt sig om deres holdning til, hvordan afgørelsen burde falde ud, i sig selv medførte inhabilitet. Herudover fandt nævnet ikke, at kommunen havde tilvejebragt forkerte oplysninger om behovet for elproduktion i kommunen, eller at der i øvrigt var grundlag for at antage, at sagen ikke skulle være tilstrækkelig oplyst. Nævnet lagde herved vægt på, at en beslutning om, hvorvidt der skal igangsættes en planlægningsproces – uden for de situationer, der er omfattet af planlovens § 13, stk. 3 – grundlæggende er en politisk, skønsmæssig beslutning, og at en sådan kan træffes på et forholdsvis begrænset faktuelt grundlag. Nævnet bemærkede, at afgørelsen skulle have været ledsaget af en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25, men at der i det foreliggende tilfælde ikke var tale om en konkret væsentlig mangel. I forhold til afgørelsens begrundelse fandt nævnet, at lovhenvisningen burde have været mere specifik, således at der var henvist til i hvert fald planlovens § 13. Nævnet afviste dog også her, at der var tale om en konkret væsentlig mangel, da konkrete henvisninger ikke ville have ført til et andet resultat. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse indebærer en meget udvidet fortolkning af afgørelsesbegrebet. I sig selv må det anses for tvivlsomt, om en kommunes beslutning om ikke at efterleve pligten i planlovens § 13, stk. 3, til at udarbejde lokalplanforslag, der er i overensstemmelse med kommuneplanen, kan anses for en afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet, da der kan argumenteres for, at udarbejdelse af lokalplanforslag er en procesledende beslutning, hvor forpligtelsen i stedet må påses af Ankestyrelsen efter kommunestyrelsesloven, da kommunalbestyrelsen i alle tilfælde ikke er forpligtet til at vedtage lokalplanen. I dette tilfælde gik Planklagenævnet imidlertid videre, idet det direkte følger af planlovens § 13, stk. 3, at pligten til at udarbejde lokalplanforslag kun gælder, hvis projektet er i overensstemmelse med kommuneplanen. Da dette ikke var tilfældet i denne sag, burde klagen efter min opfattelse være afvist. Den omstændighed, at kommunen i første omgang havde gennemført meroffentlighedsprocedure efter planlovens § 23 c efter anmodning fra en projektherre, kan hverken efter ordlyden af § 23 c eller § 13, stk. 3, føre til, at kommunen efter den offentlige høring er forpligtet til at gå videre med udarbejdelse af lokalplanforslag. Meningen med § 23 c er netop, at kommunen hører borgerne, inden det omfattende arbejde med lokalplan igangsættes. At der herefter typisk vil foreligge et konkret projekt fra en projektherre, kan efter min opfattelse ikke i sig begrunde, at kommunens beslutning om ikke at gå videre med et kommuneplantillæg udgør en afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet. Se tillige MRF 2021.146 Pkn, hvor Planklagenævnet behandlede en klage over en kommunes beslutning efter planlovens § 24, stk. 1, om at sende et lokalplanforslag i høring. Hvis Planklagenævnets forståelse i de to afgørelser af nævnets kompetence til at behandle procesledende beslutninger er udtryk for gældende ret, vil det have meget vidtgående konsekvenser, som Planklagenævnet – og ikke kun dets formand – bør overveje nærmere.