MRF 2021.146
Planklagenævnets afgørelse af 4. maj 2021 (j.nr. 21/02909 og 21/02907)
Ikke medhold i klage over kommunes vedtagelse efter planlovens § 24 om at sende forslag til kommuneplantillæg og lokalplan samt miljørapport i offentlig høring, da kommuneplantillæg var i overensstemmelse med planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 15, og miljøvurderingen først kan prøves, når planforslaget er endelig vedtaget.
Ikast-Brande Kommune vedtog den 1. februar 2021 forslag til kommuneplantillæg nr. 43 og lokalplan nr. 314, Teknisk anlæg, vindmøller øst for Blåhøj, med miljøkonsekvensrapport. Planområdet lå ca. 370 m fra kommunegrænsen til Vejle Kommune, hvor et større område var udpeget som bevaringsværdigt landskab. Planvedtagelsen og miljørapporten blev påklaget af en gruppe borgere, der bl.a. gjorde gældende, at planerne ikke omtalte sammenhængen mellem det planlagte og nabokommunernes udpegninger. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunens vedtagelse af at sende et planforslag i offentlig høring ”er en afgørelse efter planloven”, men at Planklagenævnets prøvelseskompetence i denne fase er begrænset, da planen vil kunne blive ændret i lyset af bemærkninger indkommet under offentlighedsperioden. Planlægenævnet kan dog navnlig prøve ”klagepunkter, som specifikt vedrører kravene til indholdet af planforslag”. Herudover følger det af fast praksis, at en miljøvurdering først kan påklages i forbindelse med den endelige vedtagelse af planen. Nævnet prøvede herefter alene, om forslaget til kommuneplanen var vedtaget i overensstemmelse med planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 15, hvorefter en kommuneplan skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder kommuneplanens sammenhæng med kommuneplanlægning i nabokommunen. Nævnet fandt ikke, at den manglende beskrivelse af betydningen for Vejle Kommunes landskabelige udpegninger var i strid med planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 15, da den eventuelle negative påvirkning af landskabet i Vejle Kommune ikke efter nævnets opfattelse havde den fornødne tyngde og væsentlighed til, at dette udløste et krav om, at Ikast-Brande Kommune skulle redegøre for dette i kommuneplantillægget. Nævnet lagde herved vægt på afstanden til kommunegrænsen, den geografiske udstrækning af udpegningen til bevaringsværdigt landskab og på karakteren af påvirkningen, som alene var visuel. Nævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse betyder, at en kommunes ’vedtagelse’ efter planlovens § 24, stk. 1, om at sende forslag til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan i høring af Planklagenævnets anses for en afgørelse, der kan påklages, og at vedtagelsen af at sende forslag i høring dermed ikke anses for en procesledende beslutning. Planklagenævnets kompetence i denne fase omfatter dog alene en prøvelse af, om planlovens specifikke krav til indholdet i kommuneplantillægget og lokalplanen er opfyldt. Dette må imidlertid sammenholdes med, at enhver indholdsmangel ved et endeligt vedtaget kommuneplantillæg eller lokalplan kan prøves af Planklagenævnet, uanset om de samme indholdsmangler fremgik af forslaget til kommuneplantillæg eller lokalplan, og uanset at klagefristen over forslaget er udløbet. Efter min opfattelse burde dette føre til, at Planklagenævnet i denne sag havde afvist klagen, fordi den vedrørte en procesledende beslutning, da de rejste indsigelser alle vil kunne behandles, hvis den det endeligt vedtagne kommuneplantillæg og lokalplan var påklaget rettidigt. Den samme udvidelse af afgørelsesbegrebet til at omfatte procesledende beslutninger – og dermed hvad der kan klages over – ses i Planklagenævnets afgørelse i MRF 2021.143 Pkn, hvor Planklagenævnet behandlede en klage over, at Vesthimmerlands Kommune havde afvist at udarbejde lokalplanforslag om vindmøllepark, der krævede kommuneplantillæg, selv om kommunens pligt til at udarbejde lokalplanforslag efter planlovens § 13, stk. 3, kun gælder, hvis anlægsarbejdet er i overensstemmelse med kommuneplanen. Klager fik (naturligvis) ikke medhold, men efter min opfattelse er det en fejl, at Planklagenævnet behandler sådanne procesledende beslutninger.
Klagesagen fra Ikast Brande bekræftede samtidigt tidligere praksis, hvorefter Planklagenævnet ikke tager stilling til indsigelser mod manglende miljøvurdering af lokalplanforslaget, før planen er endelig vedtaget. Det fremgår dog samtidigt af Planklagenævnets øvrige praksis, at hvis klage over screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 af lokalplanforslaget indgives mere end fire uger efter screeningsafgørelsen er offentliggjort, vil klagen blive afvist som for sent indgivet, uanset klagen over screeningsafgørelsen er indgivet mindre end fire efter lokalplanens vedtagelse (se f.eks. Planklagenævnets afgørelse af 18. september 2019 (j.nr. 19/05452), afgørelse af 15. juni 2020 (j.nr. 20/05212) og MAD 2018.326 Pkn. Afgørelsen i MRF 2021.146 Pkn viser dermed på sin egen måde de indbyggede modsigelser i Planklagenævnets praksis, der giver klager over screeningsafgørelser efter de EU-retlige regler om miljøvurdering en ringere retsstilling end andre klager over tilblivelsesmandler ved lokalplanens vedtagelse. Den enkle løsning på disse problemer er at afvise alle klager over processuelle eller indholdsmæssige mangler i forslag til lokalplan og klager over screeningsafgørelser efter miljøvurderingslovens § 10 af lokalplanforslag, hvis klagen indgives før lokalplan eller kommuneplantillæg er endelig vedtaget, og i stedet anvende en ensartet klagefrist over alle disse indsigelser på fire uger fra lokalplanens endelige vedtagelse. Det sidste vil dog kræve en ændring af miljøvurderingslovens § 51, så klagefristen over screeningsafgørelser efter miljøvurderingslovens § 10 først løber fra det tidspunkt, hvor den pågældende plan er vedtaget.