MRF 2022.218
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. september 2022, j.nr. 22/02601
Ophævet og hjemvist Ikast-Brande Kommunes VVM-tilladelse til opstilling af tre 167,5 meter høje vindmøller ved Blåhøj, da VVM-tilladelsens vilkår for at undgå skade på laks i Skjern Å kræver en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2.
Ikast-Brande Kommune meddelte i februar 2022 VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til opstilling af tre 167,5 meter høje vindmøller øst for Blåhøj, hvor nærmeste Natura 2000-områder var nr. 70, Mose ved Karstoft Å, beliggende ca. 600 meter fra projektområdet og nr. 68, Skjern Å, beliggende ca. 14 km fra projektområdet. VVM-tilladelsen blev meddelt på grundlag af en forudgående væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, idet kommunen vurderede, at projektet ikke ville påvirke naturtyperne på udpegningsgrundlaget, og at det med et vilkår om nedsivning af grundvand blev sikret, at der ikke ville ske okkerpåvirkning af arterne på udpegningsgrundlaget. I forhold til støj og skygge var der indsat vilkår, som skulle sikre, at de vejledende regler om skyggekast samt kravene til støjgrænserne ikke blev overskredet. VVM-tilladelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en række omboende, som bl.a. gjorde gældende, at projektet ville medføre en påvirkning af de to nærliggende Natura 2000-områder, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde forholdt sig til påvirkningen af flagermus samt traner og en række andre fuglearter på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1, at kommunen ikke havde forholdt sig tilstrækkeligt til skyggekast, visuelle påvirkninger, udsivning af okker samt ikke havde foretaget partshøring. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at det følger af EU-Domstolens faste praksis, at hvis et projekt forudsætter afværgeforanstaltninger for at undgå skadelige virkning på Natura 2000-områder, er det ikke tilstrækkeligt med en væsentlighedsvurdering (screening), men nødvendigt med en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte væsentlighedsvurderingen for så vidt angik Natura 2000-område nr. 70, Mose ved Karstoft Å. For så vidt angik Natura 2000-område nr. 68, Skjern Å, indeholdt VVM-tilladelsen vilkår, der måtte anses for at have til formål at undgå eller reducere projektets skadelige indvirkninger på Natura 2000-området, hvorfor projektet krævede en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, hvilket ikke var sket. VVM-tilladelsen led derfor af en væsentlig retlig mangel. I forhold til de øvrige indsigelser fandt klagenævnet derimod ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. VVM-tilladelsen blev herefter ophævet og hjemvist til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen må sammenholdes med, at Planklagenævnets i april 2022 ikke fandt grundlag for at underkende plangrundlaget for vindmølleprojektet (MRF 2022.127 Pkn). Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i sagen er imidlertid i overensstemmelse med ny praksis (se f.eks. MRF 2021.183 Mfk). Forskellen mellem de to afgørelser kan begrundes med, at plangrundlaget ikke er en tilstrækkelig betingelse for at opføre vindmøllerne, og de miljømæssige vilkår for vindmøllerne i alle tilfælde skal fastsættes i VVM-tilladelsen.