MRF 2022.273
Østre Landsrets dom af 7. december 2022, 19. afd., sag S-2611-22
(Lone Dahl Frandsen, Lone Kerrn-Jespersen og André Dybdal Pape (kst.))
Anklagemyndigheden mod T (adv. Torben Groth Madsen, besk.)
Bøde og tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud om enten at afhænde en landbrugsejendom eller opfylde bopælspligten ved at opføre en passende beboelsesbygning og for ikke at efterkomme påbud om lovliggørelse af pavilloner opført uden landzonetilladelse og uden byggetilladelse.
Sagen angik en landbrugsejendom på Lolland, som T havde erhvervet i juni 2005. Da T ikke boede på ejendommen og ikke opfyldte pligten til fast bopæl på en landbrugsejendom efter landbrugslovens § 8, meddelte Landbrugsstyrelsen i juni 2020 påbud til T om enten at afhænde ejendommen eller opfylde bopælspligten ved at etablere en passende beboelsesbygning på ejendommen. I slutningen af 2020 tog T folkeregisteradresse på landbrugsejendommen og flyttede ind i en række sammenhængende pavilloner, der ifølge T var opført ca. 10 år forinden, da det eksisterende stuehus på ejendommen ikke var egnet til beboelse. Da Landbrugsstyrelsen mente, at T fortsat ikke efterkom påbuddet, blev der rejst en straffesag mod T. Under straffesagen blev T tillige tiltalt for at have overtrådt planloven og byggeloven, idet T havde opført de omhandlede pavilloner uden landzonetilladelse og byggetilladelse, og da T havde undladt at efterkomme et af Lolland Kommune meddelt påbud efter byggeloven om lovliggørelse af pavillonerne. T erkendte sig skyldig i overtrædelsen af planloven, men nægtede sig skyldig i overtrædelsen af påbuddene efter landbrugsloven og byggeloven. Byretten fandt, at T ikke kunne anses for at have efterkommet Landbrugsstyrelsens påbud, idet T havde taget bolig i pavillonbygningerne, der var opført uden landzonetilladelse og byggetilladelse, og idet T ikke havde afhændet landbrugsejendommen, uanset at den var sat til salg. T var derfor skyldig i overtrædelsen af landbrugsloven. Da T endvidere havde erkendt, at han ikke havde søgt byggetilladelse til opførelse af pavillonbygningerne, og da pavillonerne ikke var fjernet, fandtes T tillige skyldig i overtrædelsen af byggeloven, herunder ved ikke at efterkomme kommunens lovliggørelsespåbud. På den baggrund blev T idømt en bøde på 20.000 kr. og månedlige tvangsbøder på 3.000 kr., indtil ejendommen var afhændet, eller bopælspligten blev opfyldt ved at etablere en passende beboelsesbygning på ejendommen. T blev endvidere idømt månedlige tvangsbøder på 10.000 kr., indtil pavillonbygningerne var lovliggjort ”ved at søge og opnå tilladelse til at bibeholde pavillonbygningerne på ejendommen eller ved at nedrive de etablerede pavillonbygninger”. T ankede dommen til landsretten, der stadfæstede byrettens dom, idet bødestraffen blev nedsat til 15.000 kr. og de månedlige tvangsbøder vedrørende lovliggørelse af pavillonbygningerne blev nedsat til 3.000 kr. pr. måned.
Kommentar: Det må anses for tvivlsomt, om der som antaget i nærværende sag er hjemmel i retsplejelovens § 997, stk. 3, til at pålægge tvangsbøder for at gennemtvinge en alternativ forpligtelse til at søge det ulovlige forhold lovliggjort enten retligt eller fysisk. Tvangsbøder er et middel til gennemtvingelse af en bestemt handlepligt over for det offentlige, og det ligger i sagens natur uden for tiltales handlemuligheder at opnå en afgørelse med et bestemt indhold fra myndighederne. Hertil kommer, at det i almindelighed antages at være en forudsætning for pålæggelse af tvangsbøder for manglende efterlevelse af et lovliggørelsespåbud, at en eventuel mulighed for at lovliggøre forholdet retligt er blevet afklaret forinden, jf. også kommentaren til MRF 2022.252 V.