MRF 2022.252
Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2022, 14. afd., sag S-1364-21
(John Lundum, Hanne Aagaard og Stine Kvesel Mortensen (kst.))
Anklagemyndigheden mod A og B (adv. Niels Holger Printz, for begge)
Bøde på 5.000 kr. og tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud om fysisk lovliggørelse af et 5 m2 jolleskur opført uden byggetilladelse og i strid med en lokalplan.
Sagen angik en ejendom i Skagen omfattet af en lokalplan, der bl.a. bestemte, at det bebyggede areal på hver grund ikke måtte overstige 20 %, og at der herudover måtte opføres én bygning på maks. 35 m2 indeholdende garage, carport, udhus, drivhus el.lign. og højst to udhuse hver på maks. 10 m2. Ejendommens ejere, A og B, fik i april 2017 byggetilladelse til opførelse af et nyt helårshus, et udhus og en garage på ejendommen. En eksisterende anneksbygning blev bevaret, hvorefter det samlede bebyggede areal, ekskl. udhus og garage, udgjorde 20 % af ejendommens areal. Udhuset og garagen havde tilsammen et areal på 55 m2, svarende til, hvad der i henhold til lokalplanen måtte udføres ud over det bebyggede areal på 20 %. Efter at have konstateret, at der var et legehus/jolleskur på 5 m2 på ejendommen, meddelte Frederikshavn Kommune i februar 2020 efter forudgående varsel påbud om fysisk lovliggørelse af skuret inden den 7. maj 2020 med henvisning til, at skuret var opført uden byggetilladelse og i strid med lokalplanen. Da påbuddet ikke blev efterkommet, indgav kommunen den 13. maj 2020 politianmeldelse, hvilket førte til, at der blev rejst en straffesag mod A og B. A og B nægtede sig skyldig med henvisning til bl.a., at der tidligere havde været opført et legehus på ejendommen med en anden placering, og da der var tale om en ubetydelig bygning, hvorfor påbuddet var ugyldigt. Byretten lagde til grund, at A og B i tilknytning til ombygning og nyopførelse på deres ejendom havde genplaceret et jolleskur, der tidligere havde været placeret forskellige steder på ejendommen. Byretten fandt derfor, at jolleskuret skulle vurderes efter den gældende lokalplan, og at skuret var i strid hermed, idet det bebyggede areal i forvejen udgjorde 20 %, mens det øvrige bebyggede areal foruden skuret udgjorde 55 m2. Da det endvidere var ubestridt, at der ikke var søgt om byggetilladelse eller dispensation til skuret, fandtes påbuddet at have været hjemlet. Byretten bemærkede, at det forhold, at jolleskuret tidligere og gennem en årrække havde befundet sig ejendommen, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom A og B ikke havde en berettiget forventning om, at tilladelse til skuret var ufornøden, uanset at der indtegnet en ”båd” i tegningsmaterialet ved den oprindelige ansøgning om byggetilladelse til ombygning og nyopførelse på ejendommen. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at forholdet var af underordnet betydning med den følge, at kommunen ikke havde haft ret til at søge forholdet lovliggjort som sket. Da A og B ikke havde efterkommet påbuddet, blev de hver især idømt en bøde på 5.000 kr. og blev samtidig pålagt månedlige tvangsbøder på 2.000 kr., indtil kommunens påbud var efterkommet. A og B ankede byrettens dom til landsretten, der stadfæstede dommen i henhold til dens grunde og med bemærkning om, at det, der var anført for landsretten, herunder om kommunens sagsbehandling vedr. to andre ejendomme, ikke kunne føre til et andet resultat.
Kommentar: Dommen giver anledning til to kommentarer. Den første vedrører byrettens bemærkning – som blev tiltrådt af landsretten – om, at der ikke var grundlag for at fastslå, at forholdet var af underordnet betydning, jf. byggelovens § 16 C, stk. 3, og planlovens § 51, stk. 3, ”med den følge, at kommunalbestyrelsen ikke har haft ret til at søge forholdet lovliggjort”. Som de to bestemmelser og motiverne hertil (Folketingstidende 1983-84, 2. saml., tillæg A, sp. 1495 og 1557) er formuleret, er konsekvensen af, at et ulovligt forhold er af underordnet betydning, ikke, at forholdet ikke kan kræves lovliggjort af tilsynsmyndigheden, men derimod alene, at myndigheden ikke har pligt til at foranledige lovliggørelse. Administrativ praksis er i overensstemmelse hermed, jf. f.eks. MRF 2022.131 Pkn. For det andet må det undre, at domstolene ikke inddrog, om kommunen forudgående havde afklaret, hvorvidt det ulovlige jolleskur kunne lovliggøres retligt, inden der blev meddelt påbud om fysisk lovliggørelse. Kommunen havde tilsyneladende ikke foretaget en sådan vurdering i sagen, idet det af kommunens påbud alene fremgik, at kommunen tidligere havde vurderet, at der ikke kunne gives dispensation fra lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesgrad (men derimod ikke bestemmelsen om udhuse), og idet byretten bemærkede, at det var ubestridt, at der ikke var søgt om byggetilladelse eller dispensation til skuret. Uanset om der er ansøgt om en retlig lovliggørelse, er det imidlertid en forudsætning for fysisk lovliggørelse, herunder idømmelse af tvangsbøder for manglende efterkommelse af et lovliggørelsespåbud, at det først er vurderet, om forholdet kan lovliggøres retligt, jf. f.eks. MRF 2021.252 Pkn og Annette Møller-Sørensen, Administrativ håndhævelse, 2003, s. 159.