MRF 2022.158
Højesterets kendelse af 23. august 2022, sagerne BS-39795/2021-HJR og BS-39903/2021-HJR
(Oliver Talevski, Kurt Rasmussen og Jens Kruse Mikkelsen)
A og B (adv. Erik Berg for begge) mod Forsvarsministeriet (adv. Britta Moll Bown)
Tidligere naboers erstatningssag mod Forsvarsministeriet for fremtidige naboretlige støjulemper fra Flyvestation Skrydstrup som følge af udskiftning af kampfly skulle ikke behandles af landsretten som 1. instans.
A og B havde i 2002 erhvervet en ejendom i nærheden af Flyvestation Skrydstrup. På baggrund af beslutningen om udskiftning af kampfly, der skal stationeres ved Flyvestation Skrydstrup, vedtog Folketinget lov nr. 881 af 16. juni 2020 om udbygning af Skrydstrup Lufthavn, der i § 11 indeholder en bemyndigelse til, at Forsvarsministeren fastlægger en kompensationsordning til naboer til lufthavnen for værditab, hvilket er sket med bekendtgørelse 2020/939, hvor nabobebyggelser er inddelt i en rød og gul zone, således at ejere boliger i rød zone har krav på 140.000 kr. som kompensation for de fremtidige støjgener, mens ejere af boligejendomme i gul zone har krav på 70.000 kr. som kompensation for de fremtidige støjgener, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. A og B’s ejendom var beliggende i gul zone, hvorfor A og B havde modtaget en kontant kompensation på 70.135,40 kr. I foråret 2021 solgte A og B ejendommen for 1.945.000 kr., men fik af ejendomsmægler oplyst, at ejendommen kunne være solgt for 2.300.000 kr., hvis der ikke var udsigt til forøgede støjgener som følge af de nye fly. A og B anlagde herefter sag mod Forsvarsministeriet med påstand om, at ministeriet skal betale 355.000 kr., idet A og B gjorde gældende, at den kommende støj vil overstige den naboretlige tålegrænse. A og B anmodede samtidigt om, at sagen skulle henvises til landsretten som 1. instans grundet dens principielle karakter, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. Forsvarsministeriet påstod frifindelse og afviste, at den naboretlige tålegrænse var overskredet med henvisning til bl.a. U 2009.2680 H, men tilsluttede sig, at sagen skulle behandles af landsretten som 1. instans. Byretten besluttede at henvise sagen til landsretten. Efter retsplejelovens § 226, stk. 5, skal landsretten dog af egen drift påse, at sagen har en karakter, så den skal begynde i landsretten i 1. instans. Landsretten lagde til grund, at sagen i det væsentlige handlede om, hvorvidt den naboretlige tålegrænse var overskredet, hvilket beror på en konkret rimelighedsvurdering, hvor retspraksis har klarlagt, hvilke momenter der indgår i vurderingen. Landsretten afviste derfor, at sagen indeholdt sådanne principielle spørgsmål, at det kunne begrunde, at sagen skulle indledes i landsretten som 1. instans, hvorfor sagen blev hjemvist til byretten (MRF 2021.286). Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse i henhold til dens grunde med en bemærkning om, at Højesterets ressourcer som udgangspunkt ikke bør benyttes til at behandle sager, hvis udfald i det væsentlige afhænger af bevismæssige vurderinger, eller som angår retsanvendelse på områder, hvor de principielle retsspørgsmål allerede er afklaret.
Kommentar: Som sagen forelå ifølge kendelserne, må resultatet tiltrædes. Flere forhold gør dog, at sagen adskiller sig fra traditionelle sager om erstatning for støj, der overskrider den naboretlige tålegrænse. Der henvises herom til kommentaren til landsrettens kendelse i MRF 2021.286 V. Om landsretten og Højesteret var opmærksom på disse særegenheder, fremgår ikke af kendelserne.