MRF 2021.286

Vestre Landsrets kendelse af 4. oktober 2021, 14. afd., sag BS-31467/2021-VLR
(John Lundum, Hanne Aagaard og Anne Toftdal (kst.))

C og H (adv. Lasse Ladefoged) mod Forsvarsministeriet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)

Tidligere naboers erstatningssag mod Forsvarsministeriet for fremtidige naboretlige støjulemper fra Flyvestation Skrydstrup som følge af udskiftning af kampfly ikke anset at indeholde sådanne principielle spørgsmål, at sagen skulle behandles af landsretten som 1. instans. [Kæret - se MRF 2022.158 H]

N havde i 2002 erhvervet en ejendom i nærheden af Flyvestation Skrydstrup. På baggrund af beslutningen om udskiftning af kampfly, der skal stationeres ved Flyvestation Skrydstrup, vedtog Folketinget lov nr. 881 af 16. juni 2020 om udbygning af Skrydstrup Lufthavn, der i § 11 indeholder en bemyndigelse til, at Forsvarsministeren fastlægger en kompensationsordning til naboer til lufthavnen for værditab, hvilket er sket med bekendtgørelse 2020/939, hvor nabobebyggelser er inddelt i en rød og gul zone, således at ejere boliger i rød zone har krav på 140.000 kr. som kompensation for de fremtidige støjgener, mens ejere af boligejendomme i gul zone har krav på 70.000 kr. som kompensation for de fremtidige støjgener, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. N’s ejendom var beliggende i gul zone, hvorfor N havde modtaget en kontant kompensation på 70.135,40 kr. I foråret 2021 solgte N ejendommen for 1.945.000 kr., men fik af ejendomsmægler oplyst, at ejendommen kunne være solgt for 2.300.000 kr., hvis der ikke var udsigt til forøgede støjgener som følge af de nye fly. N anlagde herefter sag mod Forsvarsministeriet med påstand om, at ministeriet skal betale 355.000 kr., idet N henviste til, at den kommende støj vil overstige den naboretlige tålegrænse. N anmodede samtidigt om, at sagen skulle henvises til landsretten som 1. instans grundet dens principielle karakter. Byretten gav N medhold. Forsvarsministeriet påstod frifindelse og afviste, at den naboretlige tålegrænse var overskredet med henvisning til bl.a. U 2009.2680 H, men tilsluttede sig, at sagen startede ved landsretten som 1. instans. Landsretten skal imidlertid efter retsplejelovens § 226, stk. 5, af egen drift påse, at sagen har en karakter, så den skal begynde i landsretten i 1. instans. Landsretten lagde herefter til grund, at sagen i det væsentlige handlede om, hvorvidt den naboretlige tålegrænse var overskredet, hvilket beror på en konkret rimelighedsvurdering, hvor retspraksis har klarlagt, hvilke momenter der indgår i vurderingen. Landsretten afviste derfor, at sagen indeholder sådanne principielle spørgsmål, at det kan begrunde, at sagen indledes i landsretten som 1. instans.

Kommentar: Som sagen forelå ifølge kendelsen, må resultatet tiltrædes. Der er imidlertid mindst tre forhold i denne sag, som adskiller sagen fra traditionelle sager om erstatning for støj, der overskrider den naboretlige tålegrænse. For det første fremgår det af § 7 i lov om Skrydstrup Lufthavn, at miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 33 ikke finder anvendelse, hvilket bl.a. er begrundet med, at det ikke er muligt efter miljøbeskyttelsesloven at tillade højere støj grundet økonomisk kompensation, som det bl.a. fremgår af klagenævnspraksis om Cityringbyggeriet (se fx MAD 2014.53 Nmk). For det andet kan afgørelser om støj ikke påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, og for ejendomme i gul zone er det heller ikke muligt at indbringe den bekendtgørelsesfastsatte erstatning for taksationskommission. Det fremgår i den sammenhæng særskilt af bekendtgørelens § 2, stk. 2, at ”der ydes ikke kompensation efter denne bekendtgørelse, såfremt ejendommens ejer har anlagt erstatningssag mod staten og ved endelig dom eller ved forlig har fået tildelt en erstatning som følge af støjgener fra F-35-kampfly”. Hvis naboer måtte mene, at den takstmæssigt fastsatte erstatning er for lille, vil de dermed på forhånd afskære sig fra den takstmæssige erstatning, hvis naboerne formaster sig til at anlægge retssag. Dette er samtidigt årsag til den tredje særegenhed i denne sag, nemlig at det er tidligere naboer, som gør et naboretligt ansvar gældende mod Forsvarsministeriet, da sagsøgerne ellers havde mistet takstmæssig erstatning for støjgener. De to først anførte forhold må anses for indskrænkninger af de rettigheder, som borgerne i almindelighed har, når deres bolig udsættes for støjgener, og retsvirkningerne heraf er der ikke taget nærmere stilling til i hidtidig retspraksis, ligesom der ikke i retspraksis er taget stilling til, om disse omstændigheder kan begrunde, at tidligere ejere kan gøre et naboretligt ansvar gældende for et fremtidigt værditab. Om landsretten var opmærksom på disse særegenheder i sagen, fremgår imidlertid ikke af kendelsen.

Link til byrettens og landsrettens kendelser. (NB: Kendelsen er kæret til Højesteret - se MRF 2022.158 H)