MRF 2022.183
Østre Landsrets dom af 20. september 2022, 14. afd., sag BS-26054/2022-OLR
(Michael Kistrup, Benedikte Holberg og Stine Fink Hansen (kst.))
A ApS (PC) mod Helsingør Kommune (adv. Jacob Brandt)
Afslag på landzonetilladelse til ændring af bygning fra erhverv til bolig stadfæstet. Anke afvist, idet sagsportalens appelfunktion var betjent af en person, der hverken havde møderet eller var tegningsberettiget for appellanten.
Den 20. september 2018 meddelte Helsingør Kommune afslag på landzonetilladelse til en række forhold, herunder ændring af en bygning fra erhverv til bolig. Bygningen var ejet af A ApS (A) og anvendtes tidligere til navnlig motel i overensstemmelse med en landzonetilladelse. A havde erhvervet bygningen på tvangsauktion i 2010 og ønskede at anvende bygningen til én boligejendom. A sagsøgte kommunen og nedlagde påstand om, at afgørelsen var ugyldig og skulle hjemvises til fornyet behandling. A gjorde navnlig gældende, at bygningen havde været anvendt til bolig i 50 år med kommunens viden, og at kommunens passivitet havde givet A en berettiget forventning om at opnå tilladelse efter planlovens § 35. Kommunen påstod frifindelse og gjorde navnlig gældende, at omdannelsen fra moteldrift til bolig fra 2010 kræver landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, og at afslaget herpå hvilede på saglige, planmæssige hensyn. Byretten indledte med at redegøre for, at der i landzone efter planlovens § 35, stk. 1, ikke uden tilladelse må foretages ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse, og at der efter § 35, stk. 10, kan gives tilladelse til at etablere flere boligenheder i eksisterende bygninger, såfremt boligenhederne indrettes uden væsentlig om- eller tilbygning. Dernæst udtalte byretten, at en landzonetilladelse afhænger af planlægningsmæssige hensyn og natur- og landskabsmæssige hensyn og hensyn til at undgå uplanlagt byspredning, der ikke er nødvendig for landbruget, og at kommuneplanen og mere almene hensyn kan inddrages i vurderingen. Byretten lagde til grund, at der var givet landzonetilladelse til at anvende bygningen til motel- og hotelværelser, og at anvendelsesændringen til beboelse krævede ny landzonetilladelse, og at kommunen i den forbindelse havde lagt vægt på lovlige planlægningsmæssige og landskabelige hensyn. Landsretten fandt det ikke bevist, at der havde foreligget myndighedspassivitet, som havde givet A en berettiget forventning om at opnå landzonetilladelse til den pågældende anvendelsesændring. Kommunens afgørelse var derfor ikke ugyldig, og frifindelsespåstanden blev taget til følge. Der blev indleveret rettidig ankestævning via domstolenes sagsportal på vegne af A af en person (PC), som ikke – på trods af opfordringer – fremlagde en fuldmagt. Landsretten afviste anken med den begrundelse, at PC ikke var tegningsberettiget i A eller havde møderet i ankesagen, jf. retsplejeloves § 260, stk. 3, og § 261, stk. 2.