MRF 2022.175
Østre Landsrets dom af 7. juni 2022, 1. afd., sag BS-6107/2021-OLR
(Annette Dam Ryt-Hansen, Peter Thønnings og Mette Kjølby (kst.))
A (adv. Alexander Christian May-Worre) mod B (adv. Carl Gustaf Jespersen)
B havde færdselsret over A’s ejendom på grundlag tinglyst servitut fra 1934 om ”fri færdselsret”, uanset at vejen aldrig var blevet etableret som forudsat ved udstykning. Afvist, at færdselsret var bortfaldet ved frihedshævd, idet afspærring med bom og kæde kunne fjernes uden vanskeligheder, og da vejen var en privat fællesvej efter privatvejslovens § 10, nr. 3.
Sagen angik, om B havde færdselsret over A’s ejendom, matrikel 2v, og om en sådan færdselsret i øvrigt måtte udgøre en adgangsvej/indkørsel til B’s ejendom, matrikel 2k. A havde nedlagt påstand om, at B skulle anerkende, at al færdsel på A’s ejendom beliggende C-vej 2, matrikel 2v, ad den sti, der gik fra C-vej og ned til stranden via matrikel 2v og 2g, og som er benævnt D-vej, alene måtte ske til fods eller på cykel med det formål at få adgang til strandarealet på matrikel 2g, og at færdsel på stien ikke måtte ske med motorkøretøj. B havde heroverfor nedlagt påstand om frifindelse og en selvstændig påstand om, at A skulle anerkende, at B og den til enhver tid værende ejer af matrikel 2k beliggende C-vej 2a, havde fri og uhindret vej- og færdselsret ad en 4 meter bred adgangsvej over A’s ejendom, matrikel 2v, beliggende C-vej 2. Efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger i sagen konkluderede byretten, at der på matrikel 2v i 1934 var tinglyst en servitut, hvorefter der skulle udlægges en 4 meter bred adgangsvej til parcellen (matrikel 2k) over matrikel 2v (tidligere 2g), og at fremtidige ejere af den solgte parcel (matrikel 2k) havde fri færdselsret ad denne vej. Byretten konstaterede dog, at der ikke var sket en anlæggelse af adgangsvej til bl.a. matrikel 2k. Byretten fandt endvidere, at adgangsvejen skulle placeres som angivet på et kortmateriale. Da adgangsvejen måtte anses for at fungere som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet lå på, når ejendommen ikke havde samme ejer, opfyldte adgangsvejen definitionen på en privat fællesvej i privatvejslovens § 10, nr. 3. Herefter blev der i det hele givet medhold til B. A ankede dommen til landsretten, der lagde til grund, at ejerne af matrikel 2k havde en tinglyst færdselsret over matrikel 2v, der svarede til vejforløbet som angivet på nogle forskellige kortbilag. Det forhold, at vejen aldrig var blevet etableret som forudsat i forbindelse med udstykning som en 4 meter bred vej, ændrede ikke ved B’s færdselsret, der i servitutten var defineret som en ”fri færdselsret” ad den vej, der skulle udlægges. A gjorde for landsretten endvidere gældende, at dele af færdselsretten var bortfaldet, fordi A havde vundet frihedshævd, idet der på et vejstykke var opsat bom og kæde. B afviste, at der var vundet frihedshævd, da arealet var udlagt som privat fællesvej efter privatvejloven, hvorfor vejen kun kunne nedlægges med kommunens tilladelse efter privatvejslovens § 71. Landsretten fandt, at B’s ret til at færdes pa A’s ejendom hverken ved den stedfundne opsætning af bom og kæde, der uden vanskeligheder kunne fjernes, eller på grund af naturlig bevoksning på vejstykket kunne anses for bortfaldet ved frihedshævd, uanset at færdselsretten ikke kunne udnyttes fuldt ud i overensstemmelse med servituttens indhold på en del af vejen. Hele det omtvistede vejstykke var således omfattet af færdselsretten for de til enhver tid værende ejere af matrikel 2k, herunder den del af vejstykket på matrikel 2v, der løb parallelt med kysten mellem matrikel 2g og 2v. Landsretten fandt herefter og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, at adgangsvejen opfyldte definitionen på en privat fællesvej, jf. § 10, nr. 3, i lov om private fællesveje. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.
Kommentar: Dommen er især interessant mht. spørgsmålet om frihedshævd, men landsrettens præmisser efterlader en uklarhed. Landsrettens henvisning til privatvejslovens § 10, nr. 3, kan således forstås på den måde, at når der er tale om en privat fællesvej, er det alene kommunen, der har kompetencen til at nedlægge vejen, men hvis dette er tilfældet, er det uden betydning, om A’s afspærring med bom og kæde kunne fjernes uden vanskeligheder. Problemstillingen er principiel, fordi privatretlige servitutter, der tillægger en ejer færdselsret på en måde, som retligt må klassificeres som vejberettiget i forhold til en privat fællesvej, dermed ikke kan bortfalde ved frihedshævd, hvis det lægges til grund, at der ikke kan vindes frihedshævd i modstrid med offentligretlige servitutter, og at det i så fald alene er kommunen, der kan ophæve vejretten for den påtaleberettigede efter servitutten. En sådan antagelse er dog næppe korrekt, og landsrettens begrundelse må nok nærmere forklares med formuleringen af B’s påstand og domskonklusionen i byrettens dom, hvorefter A bl.a. skulle anerkende, ”at der er tale om en privat fællesvej”.