MRF 2022.58
Planklagenævnets afgørelse af 15. marts 2022, j.nr. 20/10260
Delvis ophævelse af indirekte afgørelse om, at byggetilladelse til opdelt boligejendom var i overensstemmelse med lokalplan, da der efter lokalplanen kun måtte opføres eller indrettes én bolig på ejendommen, hvorfor bygningen var i strid med planlovens § 18, idet den fremstod som to adskilte boligenheder med bl.a. egen indgang samt eget køkken, opholdsrum, entré og første sal. Dissens.
Sagen omhandlede opførelse af dobbelthus på en ejendom i Greve, der var omfattet af en lokalplan, der i § 6, stk. 1, fastsatte, at bebyggelsesprocenten ikke måtte overstige 25, men at kommunen kunne tillade en bebyggelsesprocent på op til 35 i særlige tilfælde, hvor hensyn til bevaring talte for det. Det var derudover bestemt i lokalplanens § 3, stk. 6, at der inden for området kun måtte opføres eller indrettes én bolig på hver ejendom. Efter lokalplanens § 6, stk. 5, måtte der ikke uden byrådets tilladelse opføres garager eller større tagkviste. Greve Kommune meddelte i juli 2020 byggetilladelse til opførelse af et ca. 268 m2 hus på ejendommen og gav samtidig dispensation fra § 6, stk. 1, til en bebyggelsesprocent på 27,1. Det fremgik af byggetilladelsen, at bygningen var opdelt i to dele. I stueetagen var de to dele opdelt af en skydedørspassage, og hver del havde en trappe, der førte op til førstesalen. Hver del havde desuden egen indgang og entré og bestod hver af en opholdsstue, køkken/alrum, to værelser og bad/toilet. Derudover var der et fælles bryggers, som lå i den ene del af huset, et fælles toilet, som der var adgang til fra begge entréer, samt en fælles opholdsterrasse. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der anførte, at det var i strid med lokalplanen at opføre to boliger på ejendommen, at garagen og tagkvistene ligeledes var i strid med lokalplanen, og at kommunen ikke havde haft hjemmel til at give dispensation til en højere bebyggelsesprocent. Planklagenævnet lagde til grund, at der med byggetilladelsen var truffet en indirekte afgørelse om, at projektet var i overensstemmelse med lokalplanen, bortset fra de bestemmelser, der var dispenseret fra. Flertallet (6 mod 5) fandt, at der var tale om indretning af to boliger, idet bygningen fremstod som to adskilte enheder med egen indgang og eget køkken, opholdsrum og entré. Uanset at ejendommen var indrettet med fælles faciliteter, fandt flertallet, at der var tale om individuelle boligenheder, hvorfor forholdet var i strid med lokalplanen og dermed krævede dispensation, jf. planlovens § 19. Mindretallet fandt derimod, at der var tale om én bolig, da der ikke var etableret lejlighedsskel, ligesom byggeriet udadtil fremstod som én bolig. Det var efter mindretallets opfattelse ikke afgørende, om der var etableret flere køkkener eller badeværelser i bygningen. Mindretallet konstaterede i øvrigt, at boligen var indrettet med et fælles gæstetoilet, et fælles bryggers og en indendørs passage med en skydedør mellem boligenhederne. Flertallet fandt ikke, at der var tale om en anvendelse, som lå meget tæt på den umiddelbart tilladte efter bestemmelsen. En dispensation fra bestemmelsen ville således være i strid med planens principper, hvorfor byggeriet forudsatte, at der skulle tilvejebringes en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2. For så vidt angik garagen og tagkvistene fandt nævnet, at forholdene var omfattet af lokalplanens § 6, stk. 5. Nævnet fandt, at bestemmelsen havde karakter af en dispensationsbestemmelse, hvorfor garagen og tagkviste krævede dispensation, jf. planlovens § 19. Da der ikke var gennemført dispensationsprocedure efter planlovens §§ 19 og 20, var forholdene ikke i overensstemmelse med lokalplanen. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund den indirekte afgørelse om, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanens § 3, stk. 6, og § 6, stk. 5, og hjemviste denne del af sagen til fornyet behandling, mens nævnet ikke kunne give medhold i den resterende del af klagen.
Kommentar: Som det fremgår af afgørelsen, delte Planklagenævnet sig i 6 mod 5 på spørgsmålet om, hvornår der foreligger én bolig i lokalplanens forstand. Mindretallet, der fandt, at den i sagen omhandlede ejendom alene bestod af én bolig, lagde bl.a. vægt på, at der ikke var etableret et lejlighedsskel i byggelovgivningens forstand, idet mindretallet herved henviste til U 2005.2809 H. I denne sag havde kommunen ved afgræsningen af boligbegrebet netop lagt vægt på, om der var etableret et lejlighedsskel. Landsretten – hvis begrundelse på dette punkt blev tiltrådt af Højesteret – bemærkede, at afgørelsen byggede på en praksis, der var fastlagt af Planstyrelsen og siden 1988 havde været fulgt af Naturklagenævnet og landets kommuner, og at det ikke var muligt at finde et andet og bedre, administrativt anvendeligt kriterium for afgrænsningen af, hvornår der foreligger én bolig. Mens det således efter dommen i U 2005.2809 H kan være sagligt at lægge vægt på, om der er etableret et lejlighedsskel i byggelovgivningens forstand, følger det ikke af dommen – som det synes forudsat af Planklagenævnets mindretal – at dette kriterium i sig selv skal være afgørende. Derimod må der ved fastlæggelsen af boligbegrebet ske en konkret afvejning af alle relevante momenter, som endvidere skal ses i lyset af den enkelte lokalplans formål. Der kan henvises til KFE 2019.998 B, hvor byretten tiltrådte Planklagenævnets vurdering af, at der i den pågældende sag var tale om indretning af 9 selvstændige boliger i overflødiggjorte landbrugsbygninger i strid med lokalplanen. Byretten lagde herved vægt på, at der var tale om 9 fysisk adskilte enheder bestående af flere værelser, eget toilet og bad samt egen indgang, at enhederne ville kunne bebos uden at have samvær eller fælles aktiviteter med de øvrige beboere, at der var indrettet almindelige køkkener i flere af de 9 boligenheder, at der var egen have omkranset af hæk ud for hver enhed, at der var tale om forholdsvis store enheder set i forhold til størrelsen af fællesarealerne, at der fra enkelte af boligerne ikke var direkte adgang til fællesarealerne, og at enhederne var annonceret udlejet som særskilte boligenheder (se også MRF 2021.15 Pkn om landzonetilladelse i samme sagskompleks).
For en kritik af Planklagenævnets praksis, hvorefter der kan ske en delvis ophævelse af en indirekte afgørelse om, at et ansøgt byggeri er i overensstemmelse med en lokalplan, henvises til MRF 2021.368 Pkn med kommentar.