MRF 2022.165
Vestre Landsrets dom af 23. maj 2022, 5. afd., sag BS-30466-2021
(Thomas Tordal Mortensen, Cecilie Maarbjerg Qvist og Flemming Krog Bjerre (kst.))
A og B (adv. Kjeld Jørgensen for begge) mod C (adv. Niels Vase)
Et 12 meter højt birketræ tæt ved skel overskred den naboretlige tålegrænse for den del af kronen, der overskred skel til naboen, der fik medhold i beskæring. Privatretlig servitut om beplantningshøjde ikke tillagt betydning, da naboen ikke var påtaleberettiget, og servitutten var ophævet ved lokalplan, mens sagen verserede.
Sagen vedrørte en tvist om et 12 meter højt birketræ på C’s ejendom placeret tæt ved skel til naboejendommen ejet af A og B, idet birken skrånende mod A og B’s ejendom, og kronen gik ind over skellet. A og B fandt, at birketræet medførte uacceptable nabogener. På bl.a. C’s ejendom var i 1959 tinglyst en servitut med det daværende sogneråd som påtaleberettiget. I servitutten var bl.a. anført, at levende hegn kunne kræves beskåret til 180 cm én gang årligt, og at øvrig beplantning ligeledes én gang om året kunne kræves nedkappet til 180 cm i skel, jævnt stigende til 5 meter i en afstand af 5 meter fra skel. I 2019 var ejendommen tillige omfattet af lokalplan 3-3-103 fra 2009, hvor det i lokalplanens afsnit om ubebyggede arealer i § 7.1 om bevaringsværdige træer bl.a. var anført: ”Træer, der har en stammediameter på mere end 25 cm, er bevaringsværdige, uanset at de ikke er optaget på Bilag 2. Træerne må ikke fældes”. Efter et hegnssyn i 2019, hvor A og B ønskede det eksisterende raftehegn erstattet af en 180 cm høj ligusterhæk, anlagde A og B i 2019 sag mod C med påstand om, at C skulle beskære birken ned til 180 cm i højden og fjerne alle grene, der overskred skel, og en subsidiær påstand om, at birken i skellet skulle skæres ned til 180 cm jævnt stigende til 5 meter på den del af birken, der stod på C’s ejendom. Under retssagen blev udmeldt syn og skøn, der konkluderede, at den af A og B ønskede beskæring ville medføre, at birken gik ud. Til støtte for påstanden om beskæring gjorde A og B bl.a. gældende, at en overvejende del af kronen overskred skel, at birketræet skulle beskæres i henhold til den privatretlige servitut, at den privatretlige servitut ikke var ophævet ved lokalplanen fra 2009, og at stammetræets diameter var mindre end 25, hvorfor træet ikke var omfattet af lokalplanen. Endvidere gjorde A og B gældende, at generne fra birketræet overskred den naboretlige tålegrænse og krænkede A og B’s råderet over deres ejendom. C påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at A og B ikke havde påtaleret efter servitutten, som A og B mente var bortfaldet som følge af lokalplanen, og at birketræet ikke overskred den naboretlige tålegrænse. Byretten lagde til grund, at A og B ikke kunne påberåbe sig servitutten, da A og B ikke var påtaleberettigede efter servitutten, ligesom retten afviste, at lokalplanen var relevant, da træet ikke var placeret på et ubebygget areal, hvorfor det afgørende var, om den naboretlige tålegrænse var overskredet. Retten lagde på grundlag af skønserklæringen og efter besigtigelse til grund, at det 12 meter høje birketræ var 26 cm i omkreds, at afstanden fra træets midte til skel var 30 cm, at træet hældte svagt mod A og B’s ejendom, at A og B i juni 2019 havde foranlediget to af træets kronestammer beskåret, og at den krævede beskæring ville betyde, at træet hurtigt ville gå ud af ælde. På dette grundlag fandt byretten ikke, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, hvor C blev frifundet. A og B ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Mens sagen verserede for landsretten, vedtog Aalborg Kommune i juni 2021 lokalplan 3-3-119 om ændring af lokalplanen for en del af området, hvori det bl.a. udtrykkeligt var bestemt, at den tinglyste servitut fra 1959 blev ophævet, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 21. Landsretten lagde til grund, at en beskæring af træet til en højde på 180 cm måtte sidestilles med en fældning, og at servitutten var uden betydning, da den var ophævet ved lokalplan. Landsretten afviste endvidere, at C kunne støtte ret på lokalplanens § 7.1, da bestemmelsen var uklar, hvorfor sagen måtte afgøres efter naboretlige principper. Herom bemærkede landsretten, at A og B efter en samlet bedømmelse ikke havde godtgjort, at birketræet forårsagede ulemper, som oversteg den naboretlige tålegrænse, hvorfor C blev frifundet for A og B’s påstand om beskæring, der ville have virkning som en fældning. Men herefter gav landsretten A og B medhold i den subsidiære påstand om beskæring af den del af kronen, der overskred skel, da der ikke forelå oplysninger, som berettigede en så væsentlig overskridelse af skel.
Kommentar: Dommen illustrerer det til tider komplicerede samspil mellem lokalplan, servitutter og naboret. I denne sag var det oplagt, at servitutten ikke kunne tillægges betydning, dels fordi A og B ikke var påtaleberettigede, og dels fordi den blev ophævet ved en ændring af lokalplanen, mens sagen verserede for landsretten. Link til de to lokalplaner er anført nedenfor. Som det fremgik, afviste landsretten, at C kunne påberåbe sig lokalplanens forholdsvis præcise regel om, hvilke træer der ikke måtte fældes, fordi rækkevidden af lokalplanreglen var uklar. Herefter blev sagen afgjort på grundlag af naboretten, hvor landsretten sondrede mellem ulempernes betydelighed og skeloverskridning, hvor det kan være svært at følge argumentationen. Ifølge landsretten oversteg ulemperne fra træet ikke den naboretlige tålegrænse, men i forhold til trækronens overskridelse af skel anlagde landsretten den vurdering, at det var C, der som ejer af birketræet skulle godtgøre de særlige forhold, der kunne begrunde skeloverskridelsen. Mens det må tiltrædes, at der ved betydelig skeloverskridelse af trækroner efter fast retspraksis skal mindre til, for at den naboretlige tålegrænse er overskredet, begrunder dette ikke, at træets ejer skal godtgøre en særlig begrundelse uafhængig af ulempernes betydelighed. Se tillige MRF 2021.296 V med kommentar. Med hensyn til hegnsloven må det ud fra oplysningerne i sagen kunne lægges til grund, at det omhandlede træ ikke udgjorde en del af hegnet mellem de to ejendomme. Landsretten bemærkede således, at træet ikke var omtalt i hegnssynets kendelse i sagen, hvorfor beskæringen ikke var hjemlet i kendelsens bestemmelse om, at hegnet skulle friholdes for beplantning i en afstand på 30-50 cm. Hertil kan føjes, at hegnslovens § 19, stk. 5, i et sådant tilfælde bestemmer, at spørgsmålet, om grene, som vokser ind over hegnet til nabogrunden, kan forlanges kappet, afgøres af domstolene (og ikke af hegnssynet).
Lokalplan 3-3-103 fra 2009: http://apps.aalborgkommune.dk/images/teknisk/PLANBYG/lokplan/03/3-3-103.pdf.
Lokalplan 3-3-119 fra 2021: https://referater.aalborg.dk/usercontrols/AalborgKommune/Referater/Pdf.aspx?pdfnavn=22153149-24223039-1.pdf&type=bilag&pdfid=123948.