MRF 2022.300
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. november 2022, j.nr. 22/05578
Ophævelse og hjemvisning af Odsherred Kommunes tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3, og kommunens afgørelse om, at projektet ikke krævede konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsen under kystbeskyttelsesloven, da sagen ikke fandtes oplyst tilstrækkeligt i forhold til projektets påvirkning af nærmeste Natura 2000-område.
Sagen angik E’s sommerhus beliggende i Overby Lyng direkte ud til Kattegat i kote 7,5 fra kystskrænten på en ca. 55 m kyststrækning, hvoraf en del var sandstrand og en del delvist nedbrudt skråningsbeskyttelse opbygget af sten. Da ejendommen var truet af erosion, ansøgte E Odsherred Kommune om tilladelse til at etablere kystbeskyttelse. I marts 2022 meddelte kommunen tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3 og traf samtidig VVM-screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at projektet ikke krævede VVM-tilladelse, samt ”afgørelse” om, at projektet ikke krævede konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsen for kystbeskyttelse og søterritoriet (2020/654). Tilladelsen blev meddelt på en række vilkår, herunder om, at der skulle ske strandfodring til sikring af færdsel foran anlægget. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der anførte, at projektet ville medføre uhensigtsmæssige og unødige konsekvenser på den omgivende kyststrækning, at der burde tilføres sand og ral for at undgå læsideerosion, at vilkåret for sandfodring burde præciseres, og at kommunens vurdering af projektets påvirkning på Natura 2000-området ikke var fyldestgørende. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvis til grund, at kommunens afgørelse ”indeholder tre afgørelser, idet der er truffet afgørelse om at meddele tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsen for kystbeskyttelse og søterritoriet, samt afgørelse i medfør af miljøvurderingsloven om, at projektet ikke er omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse”, og at det var afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven og habitatbekendtgørelsen, der var påklaget til nævnet. Herefter fremhævede nævnet, at nævnets prøvelse efter kystbeskyttelseslovens § 18 og § 11 i habitatbekendtgørelsen for kystbeskyttelse og søterritoriet er begrænset til retlige spørgsmål, og at det i forhold til habitatbekendtgørelsen er et retligt spørgsmål, om der er sket vurdering, men at klagenævnet ikke kan prøve, om en konsekvensvurdering indholdsmæssigt er korrekt. Nævnet begrænsede herefter sin prøvelse til, om afgørelsen efter habitatbekendtgørelsen for kystbeskyttelse og søterritoriet var tilstrækkelig oplyst. Nævnet fandt med henvisning til EU-Domstolens praksis, at kommunen havde truffet afgørelse på et ikke tilstrækkeligt oplyst grundlag, idet kommunen ikke havde begrundet, hvorfor en påvirkning kunne udelukkes med den beskedne afstand på 340 m til nærmeste Natura 2000-område, ligesom det ikke var oplyst, hvordan initialfodring og den løbende sandfordring ville have indvirkning på den aktive kystprofils sedimentsdynamik og dermed på Natura 2000-området. Nævnet ophævede herefter kommunens tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3 og afgørelsen om, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet, og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, hvordan sjusk i lovforberedelsen kan skabe selvstændige problemer for klagenævnsbehandlingen. I forhold til den almindelige habitatbekendtgørelses § 6, stk. 1 og 2, anses væsentlighedsvurdering henholdsvis konsekvensvurdering for procesledende afgørelser, der ikke kan påklages særskilt. Men hvis der klages over den endelige tilladelse til projektet efter en de mange lovregler anført i bekendtgørelsens § 7, både kan og skal Miljø- og Fødevareklagenævnet prøve, om reglerne i habitatbekendtgørelsens § 6 er overholdt ved vedtagelsen af den påklagede afgørelse. Habitatbekendtgørelsen for kystbeskyttelse og søterritoriet (2020/654) har grundlæggende samme indretning som de almindelige regler, men § 11 i habitatbekendtgørelsen for kystbeskyttelse og søterritoriet er udformet på en måde, der kan opfattes sådan, at væsentlighedsvurderingen er en afgørelse, uden der i forarbejderne til kystbeskyttelsesloven ses tilsigtet en sådan udvidelse af afgørelsesbegrebet. Noget andet er, at det noget uforståeligt, hvordan Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne nå frem til, at screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 21 ikke var påklaget, og her er der tale om en afgørelse og ikke en procesledende beslutning.