MRF 2022.60
Planklagenævnets afgørelse af 15. marts 2022, j.nr. 21/13170 og 21/13171
Ophævet ekspropriation i medfør af planlovens § 47 til etablering af regnvandsbassiner og klimasikringsanlæg, da lokalplanen var for upræcis til at danne grundlag for ekspropriationen, da de fornødne forudgående tilladelser ikke var meddelt, og da formålet med ekspropriationen hverken fremgik af ekspropriationsmaterialet eller afgørelsen, hvorfor nødvendigheden af ekspropriationens omfang ikke fandtes godtgjort.
Herning Kommune traf i september 2021 med henvisning til planlovens § 47 afgørelse om ekspropriation fra to landbrugsejendomme på grundlag af en lokalplan fra 2019, der bl.a. udlagde et område til byudviklingsformål med center-, bolig- og erhvervsbebyggelse samt offentlige formål. Lokalplanen havde endvidere til formål at udlægge arealer til håndtering af overfladevand i form af regnvandsbassiner og anden magasinering af skybrudsregn og at sikre, at regnvand kunne håndteres hensigtsmæssigt i forhold til klimatilpasning og samtidig bidrog til områdets rekreative værdi. Ekspropriationen havde til formål at etablere regnvandsbassiner og klimasikringsanlæg til håndtering af regnvand fra området og omfattede arealer på i alt ca. 470 m2 henholdsvis ca. 33.932 m2 fra de to ejendomme. Afgørelsen blev påklaget af ejendommenes ejere, der anførte, at ekspropriationen var ugyldig, da ekspropriation ikke var sket efter miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1, og der ikke forelå en tilladelse til et påtænkt spildevandsanlæg, ligesom der ikke var redegjort tilstrækkeligt for ekspropriationens nødvendighed. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at lokalplanen og dens formål varetog lovlige planlægningsmæssige hensyn. Nævnet bemærkede endvidere, at kommunen ikke var afskåret fra at ekspropriere til regnvandsbassiner og klimasikringsanlæg efter planlovens § 47, blot fordi kommunen også ville have hjemmel til at ekspropriere til disse formål eftermiljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1. Nævnet fandt imidlertid, at lokalplanen ikke var tilstrækkelig præcis til at kunne udgøre et grundlag for ekspropriation til regnvandsbassinerne, klimasikringsanlægget og rekreative arealer. Nævnet lagde herved vægt på, at lokalplanens bestemmelser havde en mere rammebetonet karakter og ikke indeholdt en nærmere beskrivelse af placeringen eller udformningen af de konkrete anlæg eller kortbilag til illustration heraf. Det fremgik således alene, at området måtte anvendes til tekniske anlæg i form af regnvandsbassiner og arealer til håndtering skybrudsregn fra lokalplanområdet, at der ud fra en samlet plan for området måtte foretages terrænregulering for etablering af regnvandsbassiner og lavninger til opstuvning af skybrudsregn, og at der kunne anlægges regnvandsbassiner, grøfter, kanaler og lignende arealer til afledning og opsamling af overfladevand, som skulle tilpasses landskabet og fremstå som en samlet helhed med de øvrige anlæg og bebyggelsen. Herudover indeholdt lokalplanen alene bestemmelser, der regulerede sekundære bygninger og anlæg, som understøttede arealets anvendelse til rekreative formål, og de ubebyggede arealer, som ikke skulle anvendes til regnvandsbassiner. Lokalplanens bestemmelser gjorde det dermed ikke muligt at danne sig et tilstrækkeligt indtryk af regnvandsbassinerne, klimasikringsanlægget og de rekreative arealer. Lovlighedskravet var derfor ikke opfyldt. Det fremgik endvidere, at der ikke forelå tilladelse til vandløbsregulering efter vandløbsloven eller udledningstilladelser efter miljøbeskyttelsesloven, og nævnet fandt på denne baggrund, at lovlighedskravet også af denne grund ikke var opfyldt, idet det ikke kunne føre til et andet resultat, at kommunen havde afgørelseskompetencen i forhold til disse tilladelser. Nævnet fandt endvidere, at kommunen ikke havde godtgjort nødvendigheden af ekspropriationens omfang. Dette medførte, at hverken ejerne eller nævnet kunne udlede, hvilke overvejelser der lå bag fastlæggelsen af det konkrete omfang af ekspropriationen, ligesom ejerne ikke havde haft mulighed for at forholde sig til kommunens begrundelse og komme med relevante klagepunkter. Nævnet fandt, at det som minimum må kræves, at det fremgår af det ekspropriationsmateriale, som fremsendes til ejerne, samt af afgørelsen om ekspropriation, hvilket formål der eksproprieres til. Planklagenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at nødvendighedskravet var opfyldt, og ophævede herefter ekspropriationen.
Kommentar: Afgørelsen er et eksempel på, at Planklagenævnet ved ekspropriation foretager en mere indgående prøvelse af, om grundlovens betingelser om lovlighed, nødvendighed og proportionalitet er opfyldt. Sagen illustrer samtidig de retlige overvejelser, som kommunen må gøre i forbindelse med ekspropriation til regnvandsbassiner og klimasikringsanlæg, da sådanne anlæg tillige er reguleret i miljøbeskyttelseslovens regler om spildevandsplaner tilladelser til udledning samt vandløbslovens regler om afledning af vand. Planklagenævnet lægger i afgørelsen til grund, at disse tilladelser efter anden lovgivning skulle være indhentet forud for ekspropriationen efter planlovens § 47 for at opfylde lovlighedskravet i grundlovens § 73, hvilket må tiltrædes med den bemærkning, at denne betingelse i teorien ofte betegnes aktualitetsbetingelsen. Uanset at det kan føre til uhensigtsmæssige resultater, anerkendes det i teori og praksis, at det principielt set står den eksproprierende myndighed frit for at vælge mellem flere mulige ekspropriationshjemler i tilfælde af såkaldt dobbelthjemmel, jf. hertil Mølbeck m.fl., Ekspropriation i praksis, 2. udg., 2019, s. 79 f.