MRF 2022.98
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. april 2022, j.nr. 20/12938
Ophævet dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 i beskyttet overdrev til etablering af 450 meters MTB cykel- og paracykelspor til bl.a. handicappede borgere, da projektet ikke havde en væsentlig samfundsmæssig interesse og udgjorde et væsentligt indgreb i beskyttet natur. Dissens.
Fredericia Kommune meddelte i september 2020 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, dispensation til etablering af MTB cykel- og paracykelspor i et beskyttet overdrev på en ejendom beliggende i Madsbyparken. Ejendommen udgjorde ca. 30 ha, hvoraf ca. 3 ha var registreret som beskyttet overdrev. Dispensationen var meddelt på baggrund af en ansøgning fra Fredericia Kommune, Kultur & Idræt – Madsbyrådet og indebar etablering af en ca. 2,5 km lang rute, hvoraf ca. 450 meter forløb over det beskyttede overdrev. Sporet skulle etableres ved udgravning af en ca. 10-20 cm dyb og 130 cm bred rende, hvorefter der på udvalgte steder ville blive tilført et bundlag af stabilgrus samt et lag med knust granit. Formålet med sporet var at give mulighed for bevægelse og cykelidræt i et naturskønt område. Kommunen havde oplyst, at en del af fokusset i Madsbyparken var at øge mulighederne for, at flere borgere med bl.a. funktionsnedsættelse og psykiske vanskeligheder kunne få mulighed for at dyrke idræt og opleve naturen ved etablering af paracykelspor i naturlige omgivelser. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at området ikke var uden naturbeskyttelsesmæssig interesse, at etableringen af sporet var et betydeligt indgreb, at der var alternative placeringsmuligheder, og at en dispensation kunne medføre uhensigtsmæssig præcedens. Miljø- og Fødevareklagenævnets flertal (5 mod 2) fandt, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation, da projektet ikke havde en væsentlig samfundsmæssig interesse, da sporet udgjorde et væsentligt og ikke-naturforbedrende indgreb i beskyttet natur, og da naturen i det konkrete område ikke var uden særlig interesse. Flertallet lagde herudover vægt på, at tilførslen af stabilgrus og knust granit er fremmede materialer for et beskyttet overdrev, som er den mindst udbredte naturtype i Danmark, og at det kan tage adskillige år for et areal at udvikle sig til beskyttet overdrev. Endelig lagde flertallet vægt på den restriktive praksis, og at en dispensation kunne medføre en uhensigtsmæssig præcedens, ligesom det ikke fandtes godtgjort, at der ikke var alternative placeringsmuligheder. Mindretallet fandt, at der var tale om så særlige omstændigheder, at der burde gives en dispensation, og henviste til, at hensynet til mennesker med funktionsnedsættelser og psykiske vanskeligheder burde tillægges særlig vægt, fordi arealets bynære beliggenhed betød, at mange mennesker med handicap kunne få glæde af sporet. Mindretallet lagde desuden vægt på, at området i forvejen hyppigt blev anvendt til diverse aktiviteter, og at projektet alene ville inddrage relativt få kvadratmeter af det beskyttede overdrev. Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede på denne baggrund afgørelsen til et afslag.