MRF 2022.264
Vestre Landsrets dom af 12. december 2022, 12. afd., sag S-1089-21
(Jens Røn, Annette Nørby og Marie Kathrine Nielsen)
Anklagemyndigheden mod T Aps (adv. Jakob Fastrup)
Kvotevirksomhed idømt bøde på 30.000 kr. for manglende indberetning af verificerede CO2-udledninger for 2019 til Energistyrelsen inden den 31. marts 2020.
Efter EU’s kvotedirektiv (2003/87) er de virksomheder, der er anført i direktivets bilag I, omfattet af direktivets regler. Det indebærer bl.a., at virksomheden skal have en tilladelse efter art. 5 og opfylde de i art. 6 fastsatte krav til monitering af udledning af drivhusgasser, herunder som fastsat i en af myndighederne godkendt overvågningsplan. Efter art. 14, stk. 3, skal driftslederen af et anlæg overvåge og rapportere de årlige emissioner fra det pågældende anlæg til den kompetente myndighed efter udgangen af det pågældende år. Efter direktivets art. 15, stk. 1, skal rapporteringen efter art. 14, stk. 3, verificeres efter kriterier oplistet i direktivets bilag V og reglerne i gennemførelsesforordning (senest forordning nr. 2018/2067), hvoraf bl.a. fremgår, at verificeringen skal foretages af en uvildig tredjepart (verifikator), som skal være akkrediteret for de aktiviteter, som den pågældende kvotevirksomhed udfører. I dansk ret er kvotedirektivets regler navnlig implementeret i lov om CO2-kvoter (kvoteloven) og bekendtgørelsen om CO2-kvoter m.v. (kvotebekendtgørelsen). Ifølge bekendtgørelsens § 17, stk. 1 og 2, skal en operatør af en kvotevirksomhed årligt senest den 31. marts rapportere verificerede udledninger for det foregående år til Energistyrelsen og sikre, at rapporteringen registreres i et EU-register. T ApS var tiltalt for at have overtrådt disse regler ved som operatør for en kvotevirksomhed ikke at have indberettet verificeret drivhusgasudledning for 2019 til Energistyrelsen senest den 31. marts 2020. T ApS’ virksomhed bestod af nogle dieselmotorer, som leverede strøm, når elnettet havde behov for det, men som for det meste stod stille. T ApS nægtede sig skyldig, og virksomhedens direktør forklarede for retten, at han i de første fire år fra 2008-2012, hvor motorerne kørte meget, havde indberettet verificeret CO2-udledning til myndighederne. I de efterfølgende år havde virksomheden produceret strøm, så CO2-udledningen i kvoter alene svarede til en værdi af 3-5.000 kr. pr. år. Direktøren havde derfor fundet det helt unødvendigt at få foretaget en verifikation af indberetninger, der beløb sig til 25.000 kr., da det ud fra den producerede strøm var muligt at udregne udledningen. Byretten fandt, at selvom direktøren for T ApS mente, at der var tale om en unødvendig regel, når der udledes lidt CO2, og når det kan beregnes på en anden måde, var T ApS skyldig i en overtrædelse af kvotebekendtgørelsens regler. For så vidt angik strafudmålingen bemærkede byretten, der ikke fandtes retspraksis på området, og at forarbejderne til bestemmelsen heller ikke udtalte noget om bødeniveauet for overtrædelsen. Byretten var enig med Energistyrelsen i, at det ikke ville være særligt operationelt eller rimeligt, hvis bøden skulle udmåles i forhold til størrelsen af produktionsenhedens CO2-udledning. Byretten fastsatte bøden til 30.000 kr. med henvisning til, at bøden skulle være af en sådan størrelse, at den havde en præventiv effekt over for virksomhederne, samt til det oplyste om udgiften til verifikator. Da T ApS på forhånd var blevet advaret af Energistyrelsen om, at der ville ske politianmeldelse, såfremt der ikke blev indberettet verificerede udledninger, kunne det ikke føre til et andet resultat, at Energistyrelsen ikke i tidligere år havde anmeldt T ApS’ tilsvarende overtrædelser. T ApS ankede dommen til landsretten med påstand om formildelse. Landsretten udtalte, at det følger af kvotedirektivets art. 16, stk. 1, at sanktionerne for overtrædelser skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Landsretten bemærkede, at det fremgår af straffelovens § 51, stk. 3, at der ved fastsættelse af bøden skal tages særligt hensyn til bl.a. en tilsigtet besparelse, og at det måtte lægges til grund, at T ApS’ udgift til verifikator ville have været i størrelsesordenen 25.000 kr. På den baggrund tiltrådte landsretten, at bødestraffen var fastsat til 30.000 kr. og stadfæstede derfor byrettens dom.
Kommentar: Mens EU’s kvotedirektiv fra 2003 har affødt et stort antal domme fra EU-Domstolen om fortolkning og håndhævelse af direktivets regler (se fx MRF 2020.1 om straf for manglende indberetning af CO2-kvoter, MRF 2021.268 om overførsel af CO2-kvoter mellem to kvotehandelsperioder og MRF 2022.7 om pligten til at tilbagelevere emissionskvoter), er det så vidt ses første gang, at direktivets regler har været genstand for en dansk retssag. I modsætning til flertallet af sagerne for EU-Domstolen, der har omhandlet den takstmæssige bøde i kvotedirektivets art. 16 på 100 euro pr. ton, som ikke er tilbageleveret, vedrørte nærværende sag den uafhængige verifikationsmekanisme, og begrundelsen for domfældelsen og strafudmålingen må anses for at være i overensstemmelse med direktivet. Derimod må det undre, at Energistyrelsen fra 2013-2018 tilsyneladende undlod at politianmelde T ApS for overtrædelse af indberetningspligten, da styrelsens håndhævelsespligt må ses i lyset af EU-Domstolens praksis, hvorefter nationale myndigheder i medfør af loyalitetspligten i TEU art. 4, stk. 3, er forpligtet til at indlede retsforfølgning mod overtrædelse af EU-retlige regler med henblik på at sikre EU-rettens effektivitet og den national rets afskrækkende virkning, jf. fx sag C-352/92, Milchwerke Köln, samt Fenger: Forvaltning og fællesskab, 2004, s. 242 og samme: EU-rettens påvirkning af dansk forvaltningsret, 4. udg., 2021, s. 4. Det fremgår i øvrigt ikke af dommen, om tiltalte virksomhed var blevet pålagt at betale den takstmæssige bøde efter direktivets art. 16 (kvotelovens § 28, stk. 1).