MRF 2021.268
EU-Domstolens dom af 25. november 2021, 5. afd., sag C-271/20, Aurubis
Hvis en kvotevirksomhed på grundlag af en retsafgørelse har krav på flere gratis emissionskvoter, end myndigheden har tildelt i den 3. kvotehandelsperiode, skal retsafgørelsen fuldbyrdes, uanset om dette sker i den 4. kvotehandelsperiode.
Efter EU’s kvotedirektivet (2003/87) art. 10a foretager medlemsstaterne gratistildeling af emissionskvoter til kvotevirksomheder anført i bilag I for den 3. kvotehandelsperiode (2013-2020) på grundlag af harmoniserede tildelingskriterier (ex ante-benchmarks), der bl.a. er fastsat i Kommissionens afgørelse 2011/278. Hver kvote er på 1 ton CO2, og kvoten er omsættelig til bl.a. andre kvotevirksomheder. Baggrunden for denne sag var, at Aurubis AG driver et kobberanlæg i Hamburg, der bl.a. omfatter et støberi, som udvinder kobber ved at flammesmelte kobberkoncentrat, der hovedsageligt består af kobber, svovl og jern, men også indeholder spor af bl.a. kulstof på 0,7 %. Anlægget udleder samlet ca. 29.000 CO2 om året, og anlægget er en kvotevirksomhed, da der forarbejdes ikke-jernholdige metaller, og der anvendes fyringsenheder med en effekt er på over 20 MW, jf. kvotedirektivets bilag I. Efter ansøgning blev anlægget i februar 2014 tildelt 2.596.999 gratis emissionskvoter for perioden 2013-2020. Dette blev efterfølgende i 2018 ændret af de tyske myndigheder, der reducerede de samlede tildelte emissionskvoter til 1.784.398 kvoter for den tredje kvoteperiode (2013-2020), idet de tyske myndigheder henviste til, at opvarmning af kobberkoncentrat ikke er omfattet af kvotedirektivets regler om brændselbenchmarks, da koncentratet ikke forbrændes i den forstand, det kræves efter kvotedirektivet. Aurubis anlagde herefter sag mod de tyske myndigheder med påstand om forhøjelse af de tildelte gratiskvoter, idet Aurubis bestred de tyske myndigheders fortolkning af de harmoniserede kriterier for tildeling af gratiskvoter. Dette gav anledning til denne præjudicielle sag om fortolkning af kvotedirektivets bestemmelser om brændselbenchmark, hvor den tyske forvaltningsdomstol samtidig ønskede svar på, om kvoter fra den 3. kvotehandelsperiode (2013-2020) kan overføres til den 4. kvotehandelsperiode (2021-2030). EU-Domstolen lagde til grund, at det omhandlede kobberstøberi genererer varme, der ikke er omfattet af ”målelig varme”, som dette begreb er defineret i Kommissionens harmoniserede bestemmelser (præmis 60). Det fremgår imidlertid af kvotedirektivets art. 3, litra t, at ”forbrænding” omfatter ”enhver oxidering af brændsel”, hvorfor der ikke efter kvotedirektivet er krav om, at reglerne kun gælder, når et brændsel er fuldstændig oxideret (præmis 65). EU-Domstolen afviste, at Kommissionen kunne ændre dette med Kommissionens harmoniserede kriterier, uanset om det betyder, at Aurubis kan høste en større fordel end andre virksomheder af de tildelte gratiskvoter, da denne gevinst skyldes virksomhedens investering i ny teknologi (præmis 70). De tyske myndigheder skulle derfor tildele gratiskvoter efter art. 3, litra d, i Kommissionens harmoniserede kriterier, idet det samtidigt skulle sikres, at der ikke skete dobbelttælling ved beregning af gratiskvoter. Da den 3. kvotehandelsperiode var udløbet inden dommens afsigelse, var spørgsmålet, om en mulig mertildeling af emissionskvoter kunne overføres til den 4. kvotehandelsperiode, idet kvotedirektivet ikke indeholder mulighed for en sådan overførsel af emissionskvoter mellem 3. og 4. handelsperiode. Ved besvarelsen af dette spørgsmål tog EU-Domstolen udgangspunkt i, ”at enhver person, hvis EU-retligt sikrede rettigheder og friheder er blevet krænket, har ret til en adgang til effektive retsmidler for en domstol” (præmis 79). Når en national myndigheds afgørelse om tildeling af gratis emissionskvoter rettidigt er anfægtet, skal vedkommende derfor også være i stand til gøre sin ret gældende, hvis vedkommende får medhold (præmis 80). EU-Domstolen fastslog derfor, at hvis en kvotevirksomhed på grundlag af en retsafgørelse har krav på flere gratis emissionskvoter, end myndigheden har tildelt i den 3. kvotehandelsperiode, skal retsafgørelsen fuldbyrdes, uanset om dette sker i den 4. kvotehandelsperiode.
Kommentar: En betydelig del af EU-Domstolens domme om fortolkning af kvotedirektivets regler om tildeling og handel med kvoter af emission af drivhusgasser er meget tekniske og angår de enkelte kvotevirksomheders indretning. Dette gælder også delvist denne dom mht. fortolkning af brændselbenchmark, men EU-Domstolen fik samtidig lejlighed til at udtale sig mere principielt om CO2-kvoternes retlige status. CO2-kvoten kan ikke anses som en fuldt beskyttet ejendomsret, men hvis en kvotevirksomhed ikke har fået de kvoter, som kvotevirksomheden har krav på efter kvotedirektivet og de harmoniserede tildelingskriterier, og kvotevirksomheden rettidigt anfægter myndighedens afgørelse og får medhold ved en retsinstans, skal kvotevirksomheden have de manglende kvoter tildelt, selv om der ikke er mulighed for at overføre ikke udnyttede emissionskvoter fra 3. handelsperiode til 4. handelsperiode.