MRF 2022.91

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. marts 2022, j.nr. 21/11729

Ophævet og hjemvist tilladelse til råstofindvinding ved et dige beskyttet i henhold til museumslovens § 29 a, da tilladelsen forudsatte en dispensation til nedlæggelse af diget, som i en særskilt klagesag var blevet ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Region Nordjylland meddelte i september 2021 råstofindvindingstilladelse til en årlig indvinding af op til 90.000 m3 sand, sten, grus og ler på i alt 16,7 ha på en del af en ejendom og en del af en anden ejendom, hvor der allerede foregik råstofindvinding. I skellet mellem de to ejendomme lå et dige, der var beskyttet i henhold til museumslovens § 29 a. Thisted Kommune havde i august 2021 meddelt dispensation til gennemgravning af diget, hvor de to indvindingstilladelser stødte op mod hinanden. Dispensationen var vedlagt som bilag til indvindingstilladelsen. Tilladelsen var bl.a. meddelt på vilkår om, at skellet mellem ejendommene skulle bortgraves i en længde på ca. 350 meter, hvor indvindingsarealet på den ene ejendom stødte op til det tilladte indvindingsområde på den anden ejendom. Indvindingstilladelsen blev påklaget af Slots- og Kulturstyrelsen, der anførte, at region havde truffet afgørelse på et ufuldstændigt grundlag, da tilladelsen var meddelt forinden udløbet af klagefristen for en for tilladelsen nødvendig afgørelse om dispensation til nedlæggelse af diget. Slots- og Kulturstyrelsen påklagede ligeledes kommunens dispensation til gennemgravning af diget efter museumsloven, hvilket i en særskilt klagesag blev ophævet og hjemvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet i februar 2022, idet nævnet fandt, at kommunens afgørelse ikke indeholdt en vurdering af de hensyn, der skulle varetages efter museumslovens § 29 a, stk. 1 (j.nr. 21/11840). Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet var enigt med regionens oplysning om, at det var en forudsætning for udnyttelsen af den meddelte råstofindvindingstilladelse, at der forelå dispensation til nedlæggelse af en del af diget. Da nævnet imidlertid havde ophævet kommunens dispensation, forelå der ikke længere en sådan gyldig dispensation til nedlæggelse af diget, og nævnet fandt herefter, at indvindingstilladelsen led af en væsentlig retlig mangel. Nævnet havde overvejet, om det for nævnet var muligt at reparere regionen afgørelse, herunder ved at ændre eller fjerne tilladelsens vilkår. Det var dog nævnets vurdering, at en sådan tilpasning af projektet burde ske ved en fornyet tilladelsesproces hos regionen, såfremt en tilpasning vurderedes nødvendig. Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke på daværende tidspunkt var afklaret, om der kunne meddeles dispensation til nedlæggelse af en del af diget, og om det således var nødvendigt med en tilpasning af projektet. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede på denne baggrund tilladelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Kommentar: Med afgørelsen har Miljø- og Fødevareklagenævnet tiltrådt Region Nordjyllands opfattelse, hvorefter det er en forudsætning for meddelelse af en råstoftilladelse, at der er meddelt (endelige) tilladelser, dispensationer mv. efter anden lovgivning, når disse afgørelser er nødvendige for at iværksætte den påtænkte indvinding. Dette blev støttet på samordningspligten i råstoflovens § 8, hvorefter en ansøgning om tilladelse til råstofindvinding også gælder som ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning til råstofindvinding i jorden. Det er dog tvivlsomt, om samordningspligten kan tillægges et så vidtgående indhold. Reglen i § 8 har i første række til formål at sikre en koordineret og forenklet administrativ behandling af ansøgninger om råstofindvindingstilladelse, og der er hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder holdepunkter for, at det er en retlig forudsætning for meddelelse råstofindvindingstilladelse, at der forud er indhentet de fornødne tilladelser mv. efter anden lovgivning til indvindingen, endsige at disse tilladelser mv. er blevet endelige i den forstand, at eventuelle klagesager om afgørelserne skal være afsluttet. Det hører med til den historiske baggrund for råstoflovens samordningspligt, at det af 1977-råstoflovens § 8, stk. 3, fremgik, at miljøministeren i relation til samordningspligten kunne ”fastsætte nærmere regler om sagsbehandlingen, herunder om, hvilke myndigheder der skal inddrages i sagsbehandlingen, og i hvilken rækkefølge det skal ske”. Bemyndigelsen videreførte 1972-råstoflovens § 6, stk. 3, i hvis motiver det udtaltes, at det var tanken ”at søge fastlagt, i hvilken rækkefølge myndighederne skal behandle en ansøgning, og at én eller flere myndigheders sagsbehandling skal være afsluttet, før ansøgningen realitetsbehandles af den eller de øvrige myndigheder” (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 1940). Ifølge forarbejderne til råstofloven fra 1991 er 1977-råstoflovens § 8, stk. 3, videreført i den nugældende råstoflovs § 35, hvorefter miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for regionsrådenes administration af § 7, herunder for samarbejdet mellem regionsrådet og andre myndigheder. Regler herom er fastsat i administrationscirkulæret (2014/9418), der dog heller ikke bestemmer, at en råstofindvindingstilladelse er betinget af, at der forudgående er indhentet endelige tilladelser mv. til indvindingen efter anden lovgivning. Af cirkulærets § 2, stk. 3, fremgår alene, at regionen skal underrette ansøgeren om, at den ansøgte råstofindvinding forudsætter tilladelse efter anden lovgivning, ”og at regionsrådets behandling af sagen efter råstofloven foreløbig afventer de respektive myndigheders stillingtagen”.

Det fremgår ikke af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i j.nr. 21/11729, om det konkrete projekt var VVM-pligtigt efter miljøvurderingslovens regler, og om råstofindvindingstilladelsen derfor i medfør af miljøvurderingsbekendtgørelsens (2021/1376) § 10, nr. 1, trådte i stedet for en VVM-tilladelse. Var dette tilfældet, følger det som noget særligt af bekendtgørelsens § 11, at råstofindvindingstilladelsen ikke kan meddeles, før det nødvendige plangrundlag er tilvejebragt efter planlovens regler. Med henvisning til denne bestemmelse har Miljø- og Fødevareklagenævnet i flere tilfælde ophævet VVM-tilladelser, allerede fordi Planklagenævnet i en tidligere afgørelse havde underkendt plangrundlaget for det pågældende projekt, jf. f.eks. MAD 2018.86 Mfk og MRF 2021.232 Mfk.

Link til afgørelsen.