MRF 2022.262
Vestre Landsrets dom af 24. november 2022, 2. afd., sag BS-27248/2021
(Henrik Twilhøj, Astrid Bøgh og Rune Seest (kst.))
A (adv. Simon Hur Stæhr) mod B, C, D og E (adv. Rasmus Grejersen Lynge)
Servitut fra 2000, der gav B ret til færdsel til to anførte udsigtspunkter på A’s ejendom ved skrænt ud til Kattegat, omfattede alene gående færdsel og var ikke en eksklusiv brugsret og gav ikke B ret til varige indretninger på de to udsigtspunkter eller ret til at grave jord fra skrænten på den tjenende ejendom.
Sagen drejede sig om fortolkning af en servitut på A’s ejendom, der blev tinglyst i forbindelse med A’s køb i år 2000 af landbrugsejendommen direkte ud til Kattegat, hvorefter den til enhver tid værende ejer af B’s beboelsesejendom beliggende længere væk fra kysten havde ret til færdsel og brugsret til to udsigtspladser ved havet på 15x20 m samt færdselsret til havet over A’s ejendom på et vedhæftet rids, idet al færdsel skulle foregå til fods. Omkring 2019 opstod uenighed mellem A og B om fortolkning af servitutten. Dette gav anledning til, at A anlagde sag mod B (og øvrige ejere af B’s ejendom), hvor A nedlagde påstand om, at B alene havde ret til at færdes på de i servituttens anviste områder samt til at opholde sig på de i servitutten anviste udsigtspladser, men at B ikke havde ret til at placere afsætningspæle, at B ikke havde en eksklusiv brugsret, at det alene var ejeren af B’s ejendom, der er berettiget af servitutten, og at B var erstatningsansvarlig for A’s omkostninger til at retablere skrænten. B påstod frifindelse og nedlagde påstand om, at B havde eksklusiv brugsret til udsigtspunkterne, at B kunne give andre personer ret til adgang, at B havde ret til at placere afsætningspæle til stien og etablere permanent levende hegn ved udsigtspunktet, og at A ikke ensidigt havde ret til at oppløje eller fjerne stier og udsigtspladser. Under sagen blev udmeldt syn og skøn, der bl.a. konkluderede, at udsigtspunkterne var placeret på markerne. Byretten lagde til grund, at servitutten gav de til enhver tid værende ejere af B’s ejendom en færdselsret til havet og udsigtspunkt, men ikke gav B ret til at afsætte pæle eller etablere permanente indretninger, og at B’s ret ikke var eksklusiv i forhold til A råden. På grundlag af servituttens ordlyd og øvrig bevisførelse tilsidesatte byretten skønsmandens placering af udsigtspunkterne. Derimod fandt byretten det ikke godtgjort, at B havde foretaget sådanne ændringer i skrænten, at der kunne pålægges erstatningsansvar. B m.fl. ankede til landsretten, hvor der var supplerende bevisførelse. Landsretten lagde til grund, at dele af skrænten var eroderet, og stadfæstede byrettens dom med den ændring, at der skulle etableres pæle til markering af de to udsigtspladser, og at pælene skulle afsættes af landmåler, som parterne i fællesskab udpegede.
Kommentar: Dommen illustrerer, hvordan der ved servitutfortolkning lægges vægt på, at den tjenende ejendom ikke pålægges byrder eller begrænsninger, der ikke fremgår af servitutten. Se tillige MRF 2022.251 V som eksempel på, at servitutforpligtelser fortolkes indskrænkende i forhold til den tjenende ejendom. Der optræder i denne dom en part Z som frifindes, men det er ikke muligt at identificere Z ud fra oplysningerne i den anonymiserede dom.