MRF 2022.251
Vestre Landsrets dom af 29. september 2022, 16. afd., sag BS-27021/2021
(Claus Rohde, Henrik Estrup og Flemming Krog Bjerre (kst.)
A (adv. Jesper Theilmann Jensen) mod B (adv. Ole Krabbe)
Servitut fra 2009, der gav B færdselsret med kreaturer på markvej over A’s ejendom, kunne ikke fortolkes som givende B ret til at opsætte hegn langs vejen, uanset om dette måtte være nødvendigt for at kreaturerne kan benytte vejen. Afvist, at der var vundet hævd.
Sagen drejede sig om, hvorvidt B på grundlag af en servitut eller hævd havde ret til at opsætte et hegn langs en markvej over A’s ejendom, hvor der i 2009 var tinglyst en servitut, som gav den til hver tid værende ejer af B’s ejendom færdselsret med kreaturer og traktor over A’s markvej, som var eneste adgangsvej for kreaturerne til en eng, der tilhørte B. Vejen var etableret i 1979 med hegn langs siderne, og mellem de daværende ejere af de to ejendomme var i forbindelse med salg i 1984 indgået en servitutaftale om, at den daværende ejer af B’s ejendom kunne benytte vejen på A’s ejendom til kreaturer og havde pligt til at opstille og vedligeholde et hegn langs vejen, men servitutten blev ikke tinglyst. I 2009 blev der i forbindelse med salg af B’s ejendom tinglyst færdselsservitut, der ikke indeholdt bestemmelser om, at ejeren af B’s ejendom havde ret eller pligt til at opsætte hegn langs vejen. I 2012 købte B den herskende ejendom efter servitutten og benyttede efterfølgende vejen til kreaturer. I 2017 erhvervede A den tjenende ejendom. Da B ikke efterkom A’s anmodning om at fjerne hegnet, anlagde A sag mod B med påstand om, at B skulle anerkende, at B ikke har ret til at opstille hegn langs vejen og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at en sådan ret ikke fremgik af den tinglyste servitut. B påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor gældende, at der hele tiden havde været hegn langs vejen, og at dette var nødvendigt for at drive kreaturer på vejen, hvilket A var bekendt med, da A købte ejendommen i 2017, og at B alternativt havde vundet hævd på at opstille hegn. Byretten lagde til grund, at de tidligere ejere af den tjenende havde opfattet færdselsretten således, at den også omfattede et hegn langs siden, og at A som køber af den tjenende ejendom var bekendt med dette og derfor i ond tro om servituttens betydning, hvorfor byretten gav B medhold. A ankede til landsretten, der lagde til grund, at den oprindelige færdselsret med kreaturer over vejen til engen havde omfattet en pligt for ejeren af den herskende ejendom til at hegne langs vejen, men at dette ikke fremgik af den i 2009 tinglyste servitut, som gav ret til færdsel med traktorer og kreaturer. Uanset det var hensigtsmæssigt og måske endda nødvendigt med et sådant hegn, fandt landsretten ikke grundlag for at indfortolke en sådan ret til hegn i servitutten, og landsretten fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at tidligere ejere af A’s ejendom havde opnået en sådan ret på grundlag af aftale eller hævd. Med henvisning hertil var gav landsretten A medhold, således at B blev forpligtet til straks at bortfjerne hegnet.
Kommentar: Dommen illustrerer, hvordan servitutfortolkning i særlig grad lægger vægt på, at den tjenende ejendom ikke pålægges byrder, der ikke fremgår af servitutten, om end landsretten går ganske vidt i dette tilfælde, da den modsatte fortolkning næppe fuldstændig kunne afvises. Landsretten forklarede ikke nærmere, hvorfor hævd måtte afvises, men den korte forklaring er, at hegnet frem til 2009 hvilede på en aftale, og at det efterfølgende tidsrum var under 20 år. Om servitutfortolkning og hævdsreglerne se fx Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 213 ff. hhv. s. 808 ff.