MRF 2022.301
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. november 2022, j.nr. 22/11466
Afvist klage fra spildevandsforsyningsselskab over Vesthimmerland Kommunes afgørelse efter spildevandsbekendtgørelsens § 13, om, at eksisterende drænvandstilslutning til spildevandsselskabet var lovlig i lyset af tidligere praksis, da beslutningen var truffet som led i tilsynsopgaven, og der ikke er klageret over lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3.
Det kommunalt ejede spildevandsforsyningsselskab Vesthimmerland Vand A/S rettede i 2019 henvendelse til Vesthimmerlands Kommune, da spildevandsselskabet havde opdaget, at en drænledning fra et landbrug var tilsluttet spildevandsselskabets regnvandsledning, hvilket selskabet mente var ulovligt. Efter henvendelsen traf kommunen i august 2022 afgørelse efter spildevandsbekendtgørelsens § 13, hvoraf bl.a. fremgår, at kommunen meddeler tilladelse til tilslutning til spildevandsanlæg, der er ejet af et spildevandsforsyningsselskab, samt dertil hørende udløbsledninger, jf. miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3. Kommunen afviste i afgørelsen, at den eksisterende påkobling af drænledning på regnvandsledningen var et ulovligt forhold, idet kommunen lagde vægt på, at kobling af drænvand til regnvandsledninger er udtryk for tidligere praksis ved udstykning, hvor eksisterende dræn ikke blev omlagt, men blot koblet på udstykningens spildevandsledninger eller vejafvanding. Kommunen kunne herved spare penge, da det således ikke var nødvendigt at anlægge en afskærende drænledning. Afgørelsen blev påklaget af spildevandsselskabet, der bl.a. gjorde gældende, at kommunen ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt mht. grundlaget for den oprindelige tilslutning. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at afgørelsen var truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed, og at det følger af miljøbeskyttelseslovens § 68, at tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, og valg af lovliggørelsesmåde er reguleret efter miljøbeskyttelseslovens § 69, hvor der ikke er klageret over afgørelser. Nævnet fandt herefter, at kommunens afgørelse måtte anses for en konstatering af, at tilledning af drænvand var et lovligt forhold, og der dermed var tale om en beslutning truffet som led i kommunens tilsynsmyndighed, hvorfor afgørelsen ikke kunne påklages. På den baggrund blev klagen afvist.
Kommentar: Nævnets afvisning forekommer tvivlsom, da det forudsætter, at nævnet kan ændre en afgørelse efter spildevandsbekendtgørelsens § 13 til at være en tilsynsafgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Efter de sparsomme oplysninger i nævnets afgørelse burde sagen være hjemvist, så det kunne tydeliggøres, hvilket grundlag som kommunen havde truffet afgørelse om, at tilslutningen til spildevandsledningen var lovlig, idet den mere ubestemmelige henvisning til kommunens tidligere praksis ikke i sig selv kan anses for en tilladelse efter spildevandsbekendtgørelsens § 13. Og når kommunen træffer afgørelse efter spildevandsbekendtgørelsens § 13, må dette efter § 13’s ordlyd betyde, at kommunen har meddelt tilladelse. Hvis kommunen efter en hjemvisning måtte beslutte, at den ikke finder anledning til at gribe ind efter miljøbeskyttelseslovens § 69, vil dette ikke kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, men i den foreliggende sag forelå der alene en afgørelse efter spildevandsbekendtgørelsens § 13. Sammenlign MRF 2022.285 Mfk, hvor nævnet anså en kommunes afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 42 om ikke at gøre yderligere for truffet efter miljøbeskyttelseslovens § 85, hvorefter klagen blev afvist med henvisning til § 85, stk. 2.