MRF 2022.95
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. april 2022, j.nr. 21/13196, 21/11976, og 21/11973
VVM-tilladelse til opstilling af otte vindmøller ca. 80 meter fra Natura 2000-område ophævet og hjemvist, da Planklagenævnet havde ophævet lokalplanen for projektet, og da konsekvensvurderingen ikke i tilstrækkelig grad redegjorde for, at en kollisionspåvirkning med en øvre grænse på 2 % fuglebestanden uanset art kunne anvendes.
Lolland Kommune meddelte i juni 2021 VVM-tilladelse til opstilling af vindmøller ved Bogø Inddæmning. Projektet omfattede otte vindmøller med en totalhøjde på mellem 125 og 149,9 meter, der skulle placeres på to rette linjer med fire møller i hver række. Projektområdet var beliggende i landzone samt inden for kystnærhedszonen og bestod hovedsageligt af dyrkede marker. Det nærmeste Natura 2000-område nr. 179, Nakskov Fjord og Inderfjord, lå ca. 80 meter nord for vindmøllerne og havde et samlet areal på 8.526 ha, hvoraf 90 % var hav omfattende habitatområde H158 og fuglebeskyttelsesområde F88. Udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområde F88 omfattede bl.a. ynglefuglene havørn, rørhøg, klyde, almindelig ryle, splitterne, fjordterne, havterne og dværgterne samt trækfuglene knopsvane, sangsvane, sædgås, grågås, bramgås, taffeland, troldand, blishøne og havørn, og tornskade var foreslået i den seneste basisanalyse. VVM-tilladelsen var meddelt på baggrund af en samlet miljørapport indeholdende dels en miljøvurdering af forslaget til lokalplan 360-131, der muliggjorde realiseringen af projektet, dels en miljøkonsekvensrapport for det konkrete projekt. Det fremgik af tilladelsen og en dertil udarbejdet Natura 2000-konsekvensvurdering, at vindmøllerne ikke ville medføre væsentlige negative indvirkninger på Natura 2000-området. Afgørelsen blev påklaget af to lokale foreninger og Dansk Ornitologisk Forening, der navnlig anførte, at konsekvensvurderingen var mangelfuld og ikke levede op til forsigtighedsprincippet, herunder i forhold til kollisionsberegningerne for fugle. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at Planklagenævnet samme dag havde ophævet lokalplanen, som muliggjorde realiseringen af projektet (MRF 2022.125 Pkn). Nævnet fandt derfor med henvisning til miljøvurderingsbekendtgørelsens (2021/1376) § 11, at der herefter ikke forelå det nødvendige plangrundlag for VVM-tilladelsen, hvorfor afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel. For så vidt angik påvirkningen af Natura 2000-området fandt nævnet, at kommunen ikke havde haft det fornødne grundlag for uden rimelig tvivl at fastslå, at vindmøllerne ikke havde skadelige virkninger herpå. Nævnet lagde vægt på, at den foretagne konsekvensvurdering byggede på, at kollisioner i størrelsesordenen 1-2 % ikke var vurderet at påvirke arterne på bestandsniveau. Nævnet lagde herefter til grund, at det for konsekvensvurderingens konklusioner reelt havde været afgørende, at det beregnede antal årlige kollisioner for de enkelte fuglearter på udpegningsgrundlaget ikke oversteg 2 % af en given bestand bestående af det antal individer, som området ifølge Natura 2000-planens bevaringsmålsætninger skulle kunne huse, eller af det maksimalt observerede antal, hvis arten ikke var målsat. Nævnet fandt, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde redegjort for, at der som generelt kriterium for en acceptabel påvirkning af en given fuglebestand uanset art kunne anvendes en øvre grænse på 2 %. Kommunen havde under klagesagen henvist til, at ORNIS-komitéen oprindeligt havde angivet 1 % øget dødelighed som havende ubetydelig påvirkning af en bestands dynamik, og at den øvre grænse på 2 % var begrundet med, at forekomster på 2 % af de regionale bestande ifølge tyske kilder var af regional vigtighed. Nævnet fandt dog ikke, at dette var en tilstrækkelig redegørelse for, hvordan 2 % kunne anvendes på samme måde som 1 %-kriteriet, da de tyske kilder ikke omhandlede den relative påvirkning af en given bestand fra øget dødelighed, men måtte forstås at vedrøre de kvantitative kriterier for vurderingen af vigtigheden af nærmere bestemte områder i Tyskland for trækfugle. VVM-tilladelsen led derfor også på dette punkt af en væsentlig retlig mangel. Nævnet understrede, at der alene var taget stilling til konsekvensvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Såfremt kommunen ved en fornyet behandling af sagen ville finde, at det ikke uden rimelig tvivl kunne udelukkes, at projektet ville skade Natura 2000-området, kunne projektet kun tillades efter undtagelsesbestemmelsen i habitatdirektivets artikel 6, stk. 4. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede på denne baggrund VVM-tilladelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Da Planklagenævnet samme dag havde ophævet plangrundlaget (MRF 2022.125 Pkn), og der i Planklagenævnets afgørelse var enighed om, at konsekvensvurderingen af fuglebeskyttelsesområdet var utilstrækkelig, udelukkede dette i sig selv, at VVM-tilladelsen kunne stadfæstes, jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens (2021/1376) § 11. Miljø- og Fødevareklagenævnet havde derfor ikke været nødt til at kommentere manglerne i konsekvensvurderingen efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, men vurderingen følger samme linje som Planklagenævnets afgørelse og understreger, at begge nævn prøver, om kravene til en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder er opfyldt.