MRF 2022.139
Planklagenævnets afgørelse af 25. maj 2022, j.nr. 21/14070
Ophævet dispensation fra lokalplan til opførelse af en 48 m høj telemast, da telemasten var et forhold af så væsentlig planlægningsmæssig betydning, at den ikke kunne etableres, medmindre forholdet var specifikt muliggjort i lokalplanens anvendelsesbestemmelser, der omfattede serviceerhverv. Afvist, at antennemasten var omfattet af lokalplanens højdebegrænsning for bygninger. Planklagenævnet kunne efterprøve og ophæve dispensationen, da kommunen havde foretaget en vurdering af telemastens overensstemmelse med lokalplanen som helhed.
Haderslev Kommune meddelte i november 2021 dispensation fra lokalplan nr. 14.91.1-1, Centerområde i Starup, til opførelse af en 48 meter høj telemast med tilhørende teknik. Det var i lokalplanens § 3.1 bestemt, at området kun måtte anvendes til butikker, boliger, forsamlingslokaler og erhvervs- og serviceformål, som ikke medførte gener for omgivelserne. Ifølge lokalplanens § 5.5 måtte bygningshøjden ikke overskride 8,5 meter. Dispensationen var meddelt fra lokalplanens § 8.5, hvorefter ubefæstede arealer skulle tilplantes eller udlægges som græs. Det var kommunens vurdering, at det ansøgte var i strid med § 8.5, idet masten ønskedes placeret på et grusbelagt areal og teknikkabinerne i et beplantet område. Derudover vurderede kommunen, at en antennemast måtte betragtes som en bebyggelse i byggelovens forstand, der var et bredere begreb end byggeri og bygning, hvorfor denne ikke var reguleret af lokalplanens bestemmelser om bygningers højde og placering. Kommunen vurderede desuden, at det ansøgte kunne rummes inden for lokalplanen samt planens principper. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da det ansøgte ligeledes var i strid med lokalplanens §§ 3.1 og 5.5 samt planens principper. Planklagenævnet lagde til grund, at kommunen i afgørelsen havde vurderet, at masten ikke var reguleret af lokalplanens bestemmelser vedrørende højde og placering, og at det ansøgte var i overensstemmelse med lokalplanens anvendelse til serviceformål samt hertil hørende anlæg. Nævnet lagde på denne baggrund til grund, at kommunen også havde truffet afgørelse om, at den ansøgte telemast var i overensstemmelse med lokalplanens §§ 3.1 og 5.5, idet kommunen havde foretaget en konkret vurdering af telemastens overensstemmelse med lokalplanen, uanset at bestemmelserne ikke var udtrykkeligt nævnt i afgørelsen. Nævnet anså sig derfor for kompetent til at behandle klagepunktet vedrørende lokalplanens §§ 3.1 og 5.5. Nævnet fandt, at telemasten var i strid med anvendelsesbestemmelserne i lokalplanens § 3.1, da opstilling af en telemast med henblik på udsendelse af signal til brug for telekommunikation og/eller udlejning af plads til brug for andre udbyderes signalsending er et forhold af en så væsentlig planlægningsmæssig betydning inden for og uden for lokalplanområdet, at det ikke kan etableres, medmindre lokalplanen specifikt muliggør telemaster som omfattet af lokalplanens anvendelsesbestemmelser, hvilket ikke var tilfældet i den aktuelle sag. For så vidt angik det ansøgtes overensstemmelse med lokalplanen § 5.5 fandt nævnet, at ”bygning” i en sag som den foreliggende måtte forstås som snævrere end begrebet ”bebyggelse”, idet en bygning er kendetegnet ved at bestå af en eller flere faste konstruktioner, som udgør en rumlig helhed med overdækning/tag, og som er egnet til ophold eller opbevaring. Nævnet fandt desuden, at størrelsen på konstruktionen måtte indgå i vurderingen, ligesom det måtte tillægges betydning, om konstruktionen havde en vis grad af afskærmning mod vejrliget, og om den havde en dør, port eller lignende indgang. Nævnet fandt på denne baggrund, at en telemast ikke kan anses for at være en bygning i forhold til lokalplanen. Idet lokalplanens § 5.5 alene regulerede højden for bygninger, var telemasten således ikke omfattet af bestemmelsen og dermed umiddelbart tilladt efter lokalplanen. Nævnet var enigt i, at det ansøgte krævede dispensation fra lokalplanens § 8.5, men fandt ikke, at bestemmelsen var en del af planens principper, da der er tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse, hvorfor kommunen havde hjemmel til at give dispensation herfra. Nævnet fandt imidlertid, at den ansøgte var en anvendelse, som ikke lå meget tæt på den umiddelbart tilladte efter lokalplanens § 3.1, hvorfor en dispensation fra § 3.1 ville være i strid med planens principper. Kommunen kunne således ikke dispensere fra bestemmelsen til det ansøgte projekt, som derfor ville kræve en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2. Planklagenævnet ophævede herefter afgørelsen.
Kommentar: Afgørelser giver anledning til to kommentarer. Den ene vedrører fortolkning af lokalplanbestemmelser, som udlægger områder i byzone til serviceerhverv, hvor Planklagenævnet på linje med hidtidig praksis afviste, at antennemaster kan anses for omfattet af erhvervsmæssig anvendelse og i stedet kræver et selvstændigt grundlag i lokalplanen. Denne fortolkning af anvendelsesbestemmelserne er tidligere kritiseret af Christian Hollender, der har rejst spørgsmål ved, om udsendelse af signal til brug for telekommunikation i sig selv udgør en planlægningsmæssig relevant anvendelsesændring (se MAD 2018.2). Med afgørelsen har nævnet fastholdt, at telemaster indtager en særstilling i forhold til andre servicehverv, og at placering af telemaster kræver særlig hjemmel i lokalplan, jf. i samme retning MRF 2021.14 Pkn. Den anden kommentar vedrører nævnets forståelse af bebyggelsesbegrebet, der i forhold til lokalplaner er tillagt en andet og mere snævert indhold end byggelovens definition af ”bebyggelse”, hvilket svarer til den fortolkning, som Planklagenævnet anlagde i MRF 2021.14 Pkn, omend formålet med den forskellige forståelse af bebyggelsesbegrebet efter forskellige love fremstår noget uklart.