MRF 2022.182
Østre Landsrets dom af 31. august 2022, 21. afd., sag BS-23129/2021-OLR
(Kristian Porsager Seierøe, Tune Vuust og Uffe B. Rasmussen (kst.))
K/S Ryegaard Gods (adv. Mette Ravn Steenstrup) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark)
Ophævet og hjemvist Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af afslag på dispensation fra fredning til genopførelse af nedbrændt bygning efter landsrettens besigtigelse, da nævnets afgørelse var baseret på mangelfulde oplysninger, hvormed landsretten ændrede byrettens dom i MRF 2021.141 B.
En i 1790 etableret færgekro blev i 1958 på foranledning af den daværende ejer af K/S Ryesgaard Gods (BF) omfattet af en frivillig fredning fastlagt ved fredningskendelse af det daværende Overfredningsnævn. Bygningen nedbrændte i 2009, hvor BF’s barnebarn, E, havde overtaget godset med færgekroen. E ansøgte i 2012 fredningsnævnet om dispensation fra fredningen til at opføre en ny bygning til erstatning for den nedbrændte færgekro. Efter et længere forløb, hvor projektet blev ændret flere gange, meddelte fredningsnævnet i juni 2018 efter besigtigelse afslag på det ansøgte med den begrundelse, at det ansøgte byggeri var i modstrid med fredningens formål, at byggeriet var højere end de nedbrændte bygninger og ville fremstå som en markant bygningsmasse i strandkanten og inddrage et kystområde, som ikke tidligere var bebygget. E påklagede afslaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i august 2019 stadfæstede afslaget på dispensation uden at foretage besigtigelse, idet nævnet bl.a. anførte, at det ansøgte byggeri med den ansøgte placering vil blive opført længere mod nord end den tidligere færgekro, og at bygningen i både højde og areal var væsentligt større end den tidligere bebyggelse og fremstod som et markant fremmedelement på en i øvrigt uberørt kyststrækning og dermed var i strid med fredningens formål om bl.a. at sikre det fredede område mod skæmmende bebyggelse. Afslaget blev af E indbragt for byretten med principal påstand om, at nævnet skulle anerkende dispensation, og subsidiær påstand om ophævelse og hjemvisning af afslaget. Til støtte herfor gjorde E bl.a. gældende, at det ansøgte ikke var i modstrid med fredningens formål, og at der ved udformningen af projektet var taget hensyn til, at byggeriet kan indgå i landskabet, samt at det var en fejl, at nævnet ikke havde besigtiget området. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at det ansøgte byggeri ville være et markant fremmedelement på en i øvrigt uberørt kyststrækning, at der ikke var tale om en genopførelse, og at nævnet ikke havde pligt til at besigtige området. Byretten, der foretog besigtigelse, lagde til grund, at det ansøgte byggeri ikke havde karakter af genopførelse af den tidligere færgekro, at byggeriet ikke var nødvendigt for landbrugs- og forstmæssige formål, at byggeriet ikke kunne passes ind i landskabet, og at det ansøgte byggeri ville være i modstrid med fredningens formål. Byretten tiltrådte herefter i MRF 2021.141 B nævnets afslag på dispensation med bemærkning om, at nævnet ikke havde pligt til at foretage besigtigelse. E ankede til landsretten, hvor parterne i den væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten, der foretog en ny besigtigelse, lagde til grund, at nævnet i begrundelsen for at afslå dispensation grundet bygningens skæmmende karakter bl.a. havde lagt vægt på, at bygningen ville blive opført ”længere mod nord” end den tidligere bebyggelse i området og ville fremstå som et markant fremmedelement på en i øvrigt ”uberørt kyststrækning” og dermed udgøre et væsentlig indgreb i det fredede område. På grundlag af landsrettens besigtigelse afviste landsretten, at området kunne karakteriseres som en uberørt kyststrækning, eller at skoven bag det ansøgte byggeri kunne beskrives som ”lav”, hvilket nævnet havde anført i begrundelsen for afslaget. Landsretten fandt på denne baggrund, at Miljø- og Fødevareklagenævnet til dels havde baseret afgørelsen for forkerte faktiske oplysninger, og det ikke kunne udelukkes, at en afgørelse baseret på korrekte oplysninger kunne føre til et andet resultat. Med henvisning hertil fik E medhold i den subsidiære påstand, hvorefter nævnets afgørelse blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling i nævnet.
Kommentar: Dommen er konkret begrundet og illustrerer betydningen af domstolenes besigtigelse i sager om påvirkning af landskabet. Det kan i den sammenhæng undre, at både byret og landsret fandt det nødvendigt at besigtige arealet, mens det samlede klagenævn afgjorde sagen uden besigtigelse. Som det fremgår af dommen, er sagen dog ikke afsluttet med en fredningsdispensation. En gennemførelse af det ansøgte kræver tillige, at Kystdirektoratet meddeler dispensation fra forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 15 mod byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen, og at indenrigs- og boligministeren efter ansøgning fra Lejre Kommune meddeler tilladelse efter planlovens § 5 b, stk. 9, der blev vedtaget efter nedbrænding af Svinkløv Badehotel.