MRF 2021.141

Retten i Roskildes dom af 2. juni 2021, sag BS-5965/2020-ROS

Ryegaard Land- og Skovbrug v/A, nu K/S Ryegaard Gods (adv. Mette Ravn Steenstrup) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv.fm. Mathias Kirk Jordansen)

Afslag på dispensation til opførelse af et byggeri i stedet for en nedbrændt kro i et fredet område ikke tilsidesat, selvom fredningsbestemmelserne skulle fortolkes dynamisk og til ejerens fordel med den begrundelse, at der var tale om en frivillig fredning. [Anket - se MRF 2022.182 Ø]

I 2009 blev en færgekro fra 1790, ejet af Ryegaard Land- og Skovbrug (A), totalskadet i forbindelse med en brand. Kroen bestod af en krostue, selskabslokaler og værelser og benyttedes som spise- og overnatningssted for rejsende. A’s bedstefar havde i sin tid taget initiativ til en frivillig fredning, der blev stadfæstet i overfredningsnævnets kendelse fra 1958, hvorved større arealer på det til kroen tilhørende gods blev fredet mod bl.a. ny bebyggelse, medmindre det fandtes nødvendigt for ejerens udnyttelse af ejendommene til landbrugs- eller forstmæssige formål, ligesom eksisterende bygninger ikke måtte ændres på en skæmmende måde. I oktober 2013 ansøgte A om dispensation fra fredningskendelsen med henblik på at opføre et byggeri til erstatning for den nedbrændte kro. Ifølge den vedlagte projektskitse, der blev successivt revideret, skulle bygningen primært huse et besøgscenter i tre etager på 1.470 m² samt bl.a. roklub, cykel- og bådopbevaring og flugtveje i åben konstruktion på yderligere 367 m². Den arkitektdesignede bygning skulle placeres et andet sted end den nedbrændte kro og integreres i landskabet og den omgivne natur. Dispensationssagen sattes i bero, imens Lejre Kommunes ansøgninger om forsøgstilladelse til projektet efter planlovens § 5, stk. 1, blev behandlet, men blev per anmodning genoptaget efter afslag herpå. Den 7. juni 2018 meddelte Fredningsnævnet for Østsjælland afslag på ansøgningen, idet projektet fandtes at stride med fredningens formål, jf. naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1, hovedsageligt på grund af projektets omfang og karakter. A påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFK), der den 7. august 2019 stadfæstede afslaget. A sagsøgte herefter MFK med principal påstand om at anerkende, at A skulle meddeles dispensation, subsidiært at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling. Til støtte herfor anførte A navnlig, at byggeriet ikke ville være i strid med fredningens formål, herunder fordi der var tale om en genopførelse snarere end et nyt byggeri, at MFK burde have besigtiget arealerne, at MFK ikke havde taget hensyn til A’s berettigede forventninger, og at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen, da der tidligere var blevet meddelt dispensation fra fredningen til opførelse af to spejderhytter. MFK påstod frifindelse og gjorde overordnet gældende, at MFK’s afgørelse var lovlig og gyldig, herunder fordi der ikke var tale om en genopførelse. Retten indledte med at konstatere, at fredningen ikke kunne betragtes som en status quo-fredning efter naturbeskyttelseslovens § 38, stk. 3, idet fredningsbestemmelserne tillod visse nye bebyggelser til landbrugs- og forstmæssige formål. Retten lagde til grund, at fredningsbestemmelserne åbnede mulighed for, at der kunne ske en vis udvikling af området i takt med tiden og lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om en frivillig fredning, hvorfor bestemmelserne ikke burde fortolkes imod ejeren. Retten fandt derfor, at en udvikling i forståelsen af, hvad der menes med landbrugs- og forstmæssige formål i takt med samfundsudviklingen, måtte accepteres. Efter at have sammenlignet den tidligere kro med projektet fandt retten, at der ikke var tale om en genopførelse, hverken med hensyn til placering, størrelse og udformning (dobbelt så stort og dobbelt så højt) eller med hensyn til anvendelse, men om en helt ny bygning med et noget andet formål – herunder tiltrækning af turister – end den nedbrændte kro, der bestod af ”en restaurant, rejsende kunne overnatte, der var selskabslokaler, som blev benyttet ved fester, og kroen blev besøgt af kommunens borgere og fiskere, som fiskede i området”. De nye formål med tiltrækning af turister kunne ikke anses for omfattet af landbrugs- og forstmæssige formål fortolket i lyset af samfundsudviklingen. På den baggrund tiltrådte retten MFK’s afgørelse. Efter en fortolkning af § 10, stk. 2, i nævnets forretningsorden fandt retten ikke grundlag for at kritisere MFK’s beslutning om ikke at foretage besigtigelse, idet afgørelsen var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, og lighedsgrundsætningen var ikke tilsidesat, da spejderhytter ikke kunne sammenlignes med det foreliggende projekt. Det var heller ikke en fejl, at MFK havde undladt at hjemvise en del af sagen, idet projektet fremstod som en helhed. Da der ikke var begået andre sagsbehandlingsfejl, frifandtes MFK.

Kommentar: Den omhandlede fredning var til hinder for et prestigeprojekt, der nød bred opbakning fra både lokalsamfundet, kommunen og Danmarks Naturfredningsforening. Det mest bemærkelsesværdige ved præmisserne er den særlige betydning, som byretten (ligesom fredningsmyndighederne) tillægger det forhold, at fredningen i sin tid blev fastlagt på frivilligt grundlag. Den slags fredningsoverenskomster var tidligere meget udbredt. Det er af principiel interesse, at byretten anvender det forhold, at der var tale om en frivillig fredning, til støtte for at fortolke fredningsbestemmelserne dynamisk og lempeligt i forhold til ejeren. Det er på linje med øvrig praksis, hvor der i almindelighed drages omsorg for ejerens retsposition ved frivillige fredninger, jf. f.eks. FOB 1976.404, FOB 1977.251, FOB 1977.561 og MAD 1999.582 NKN. Det må ses i lyset af grundlæggende overvejelser om forudsætningsbrist og forventningsbeskyttelse. Tilsvarende er det almindelig praksis, at der generelt skal føres en lempelig praksis med hensyn til ejeres adgang til at genopføre nedbrændte ejendomme, jf. f.eks. FOB 1974.277 om zonelovstilladelse. Problemet i denne sag var, at både størrelse, placering og udformning var forskellig, og at byretten tillige fandt, at tiltrækning af turister ikke var en del af den nedbrændte kros funktioner, som ifølge byretten var restaurant, at rejsende kunne overnatte, og at lokale borgere og fiskerne brugte selskabslokalerne. Om dette giver et dækkende billede af kroens funktioner, da den nedbrændte i 2009, kan man nok have sin tvivl om.

Link til dommen. [NB: Dommen er anket - se MRF 2022.182 Ø]