MRF 2022.67
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. januar 2022, j.nr. 20/00860
Ikke medhold i klage over miljøgodkendelse til 10.973 tons forbrændingsslagge med en lagtykkelse på op til tre meter i bundsikring for køreareal med tæt asfaltbelægning på landbrugsejendom beliggende i område med drikkevandsinteresser (OD), da placeringen udgjorde et højdepunkt i terrænet, og primært grundvandsmagasin var beskyttet af 30 meter lerlag.
Anvendelse af forbrændingsslagge til bygge- og anlægsarbejder er reguleret af restproduktbekendtgørelsen (2016/1672). Efter bekendtgørelsens bilag 8 er restprodukter ud fra koncentrationer af bl.a. tungmetaller inddelt i tre kategorier, hvor restprodukterne uden yderligere tilladelse kan anvendes til bygge- og anlægsarbejder, såfremt anvendelsen sker som fastsat for de tre respektive kategorier efter bekendtgørelsens § 4, bilag 4 og bilag 5. Efter restproduktbekendtgørelsens bilag 5 kan restprodukter i kategori 3 bl.a. anvendes til bygge- og anlægsarbejder i form af veje. Næstved Kommune modtog i juli 2019 ansøgning om, at der i forbindelse med etablering af køre- og vendepladsareal med et omfang af 3.586 m2 på en landbrugsejendom for husdyrbrug skulle anvendes 10.973 tons slagge i kategori 3 som erstatning for grus ved udlæg af bundsikring. Forbrændingsslaggen vil efter afrømning af 30-40 cm muld på grund af terrænforholdene blive udlagt med en varierende tykkelse mellem 10 cm og op til tre meter. Ansøgningen var vedlagt fotodokumentation for, at der ved arealet havde været gravet to huller til 1,7 meter under terræn, hvor der i en periode på syv dage ikke havde været forekomst af vand. Kommunen lagde til grund, at begrebet ”veje” efter restproduktbekendtgørelsens bilag 5 ikke omfatter interne transportveje på en ejendom, hvorfor det ansøgte ikke var omfattet af restproduktbekendtgørelsen. I stedet lagde Næstved Kommune til grund, at det ansøgte var udtryk for et anlæg omfattet af krav om miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Ejendommen var beliggende i et område med drikkevandsinteresser (OD), hvor det primære grundvandsmagasin var overlejret af ler med en tykkelse på mere end 30 meter, og hvor grundvandsspejlet var pejlet til 17 meter under terræn. Efter forudgående afgørelse med VVM-screening og habitatvurdering meddelte Næstved Kommune i december 2019 miljøgodkendelse til at anvende forbrændingsslagge i kategori 3 med vilkår svarende til restproduktbekendtgørelsen, herunder om udlægning mindst en meter over højeste naturlige grundvandsstand samt etablering af tæt asfaltbelægning med en tykkelse på minimum 10 cm over slaggen. I godkendelsen var oplyst, at det måtte forventes, at Region Sjælland efterfølgende ville kortlægge ejendommen som jordforurenet under hensyn til indholdet af tungmetaller i slaggen. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der henviste til risikoen for forurening ved sæsonmæssige ændringer i grundvandsstand og risikoen for udvaskning af tungmetaller fra slaggen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at anvendelse af slagge i kategori 3 ikke kunne ske efter restproduktbekendtgørelsen. Da der var tale om at etablere et permanent køreareal, og anvendelsen af slagge var alternativ til at bortskaffe slaggen som affald, lagde nævnet til grund, at der var tale om nyttiggørelse af affald efter listebekendtgørelsen (bilag 2, listepunkt K 206). Anvendelsen krævede derfor miljøgodkendelse. I forhold til anlæggets placering bemærkede nævnet, at det sekundære grundvand generelt vil være i sand- og gruslag, mens fotodokumentationen vedlagt ansøgningen viste ikke-vandførende aflejringer i form af moræneler med indslag af flint og kalkstykker indtil 0,5 meter under terræn og herefter ler. Endvidere bemærkede nævnet, at kørearealet var placeret i kote 28 og et højdepunkt i terræn, og at tungmetallerne i den anvendte slagge i højere grad udvaskes ved lav pH-værdi. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt på denne baggrund, at der var tilstrækkelig sikkerhed for, at der ikke ville ske udvaskning fra slaggen gennem horisontal eller vertikal indtrængen af overfladevand eller af grundvand, herunder vand med lav pH-værdi, og at anlægget derfor kunne etableres uden væsentlig forureningspåvirkning af omgivelserne, hvorfor der ikke blev givet medhold i klagen.
Kommentar: Kommunens miljøgodkendelse forudsætter, at et miljøgodkendt oplag af forbrændingsslagge kan kortlægges som forurenet efter jordforureningslovens § 5. Dette har støtte i U 2011.465 H, hvor Højesteret tiltrådte, at lovlig anvendelse af forbrændingsslagge på gårdsplads skulle forureningskortlægges, hvilket blev begrundet med, at ”slagger fra affaldsforbrænding, der indgår som en del af jordmediet, må betragtes som en jordforurening”, og at det med kortlægningen sikres, at den forurenede jord ikke spredes til andre arealer, men omfattes af underretningspligten efter jordforureningslovens § 50, stk. 2. Hertil kan dog bemærkes, at når der er meddelt miljøgodkendelse til forbrændingsslagge forekommer det noget problematisk at kortlægge forureningen, der så i princippet indgår i den offentlige oprydning af forurenede ejendomme efter jordforureningslovens kapitel 3. En noget enklere løsning kunne være, at miljøgodkendelsen til brug af affaldsslaggen indeholdt vilkår om, at slaggen ikke må fjernes uden forudgående godkendelse af kommunen.