MRF 2022.257
Vestre Landsrets dom af 7. november 2022, 1. afd., sag BS-44762/2021
(Ida Skouvig, Marianne Kathrine Nielsen og Maria Dalager Hauge (kst.))
C (adv. Tobias Worsøe) mod selskab A v/B (adv. Rasmus B. Kronborg v/adv.fm. Mia Bak Pedersen)
B, hvis selskab i 2020 erhvervede en ejendom, havde på grundlag af tidligere ejeres brug af vej over B’s ejendom i alderstid vundet færdselshævd på brug af vejen, der var eneste vejadgang med bil fra B’s ejendom til klitparceller i Thy, idet kontinuitetsbetingelsen for færdselshævd måtte forstås under hensyn til områdets karakter af øde og naturbeskyttet område.
Selskabet A ved B erhvervede i 2000 arealer i et klitfredet område i Thy, hvor eneste vejadgang med bil fra hytter til klitparcellerne var over en vej, der gik over en ejendom, som C erhvervede i 2014, idet der i skellet mellem de to ejendomme var opsat en ikke aflåst kæde. Efter B’s overtagelse opstod der uenighed om B’s vejadgang over C’s ejendom, og C satte lås på kæden, så B ikke kunne benytte vejen. Selskab A ved B anlagde herefter sag mod C med påstand om, at C skulle anerkende, at den til enhver tid værende ejer af selskab A’s ejendom havde vundet færdselshævd på at benytte vejstrækningen over C’s ejendom, og at C skulle fjerne afspærringen. Til støtte herfor gjorde selskab A ved B gældende, at vejen havde været anvendt i alderstid af de tidligere ejere af ejendommen. C påstod frifindelse og subsidiært, at ejeren af selskabs A’s ejendom skulle betale for at fjerne afspærring og den fremtidige vedligeholdelse af vejstrækningen, og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at hvis der havde været en råden fra den hævdende ejendom var den sporadisk, og at en del af den tidligere vej var sløjfet. På grundlag af bevisførelsen lagde byretten til grund, at vejstrækningen over C’s ejendom var eneste adgangsvej for B til klitparcellerne, at vejen havde været benyttet i alderstid af tidligere ejere af selskab A’s ejendom, at denne brug ikke hvilede på en aftale, og at brugen under hensyn til områdets karakter og klitparcellernes beliggenhed havde haft en så tilstrækkelig stadig og regelmæssig karakter, at den kunne danne grundlag for hævd. Den omstændighed, at dele af vejstrækningen i 2000 var blevet omlagt, kunne ikke føre til et andet resultat. De til enhver tid værende ejere af selskab A’s ejendom havde derfor vundet færdselshævd, men således at selskab A fremover skulle betale halvdelen af udgiften til vedligeholdelsen af vejen, hvilket skulle tinglyses på selskab A’s ejendom som byrde. C ankede til landsretten, hvor der var supplerende bevisførelse, og parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde til grund, at vejstrækningen fremtrådte som adgangsvej fra selskab A’s ejendom til klitparcellerne. På grundlag af bevisførelsen lagde landsretten til grund, at det var eneste adgangsvej med bil, og at selv om brugen fra tidligere ejere af selskab A’s ejendom havde været begrænset, var kontinuitetsbetingelsen opfyldt under hensyn til områdets særegne karakter af øde, naturbeskyttet område. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.
Kommentar: Dommen illustrerer, at betydningen af færdselsadgangen for den hævdende ejendom har betydning for hævdserhvervelsen, og at der ved bedømmelse af hævdsbetingelsen om kontinuerlig, regelmæssig brug må tage hensyn til både brugen og områdets karakter.