MRF 2022.16
EU-Domstolens dom af 2. juni 2022, 4. afd., sag C-43/21, FCC Česká republika
Forlængelse af tilladelse til drift af affaldsdeponeringsanlæg udgør ikke en ”væsentlig ændring” i IE-direktivets forstand og er derfor ikke godkendelsespligtig efter direktivet.
Sagen angik et større affaldsdeponeringsanlæg i distriktet Ďáblice i Prag, der blev drevet af FCC Česká republika (FCC) i henhold til en tilladelse fra 2007. I slutningen af 2015 anmodede FCC byrådet i Prag om at udsætte datoen for driftens ophør fra 31. december 2015 til 31. december 2017, hvilket byrådet imødekom. En lokal myndighed og en miljøorganisation påklagede afgørelsen til det tjekkiske miljøministerium, der afviste klagen med henvisning til manglende klageberettigelse, idet det følger af tjekkisk lovgivning, som gennemfører IE-direktivet (2010/75), at den berørte offentlighed kun kan anfægte en godkendelse, hvis der er tale om en ”væsentlig ændring” i direktivets forstand. Klagerne indbragte ministeriets afvisning for de tjekkiske domstole, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om, hvorvidt den blotte forlængelse af driften af et affaldsdeponeringsanlæg udgør en væsentlig ændring af anlægget i IE-direktivets forstand, når der ikke sker en ændring af anlæggets størrelse eller kapacitet. EU-Domstolen lagde til grund, at det omhandlede deponeringsanlæg var omfattet af IE-direktivets bilag I, og at det derfor var undergivet et krav om godkendelse efter direktivets art. 4. Det samme gælder efter art. 20, stk. 2, for enhver ”væsentlig ændring” af anlægget. Efter art. 24 og 25 skal den berørte offentlighed ved meddelelse af godkendelse efter direktivet inddrages og – under visse betingelser – kunne anfægte godkendelsen ved rekursinstanser og domstolene. I IE-direktivets art. 3, nr. 9, er en ”væsentlig ændring” defineret som ”en ændring af et anlægs art eller funktionsmåde eller en udvidelse af et anlæg […], som kan få negativ og betydelig indvirkning på menneskers sundhed eller miljøet”. Domstolen bemærkede, at definitionen indeholder to kumulative betingelser, og det er derfor ikke tilstrækkeligt, at en ændring af et anlæg kan få væsentlige negative indvirkning på sundheden eller miljøet, hvis der ikke samtidig er tale om en ændring af et anlægs art eller funktionsmåde eller en udvidelse af anlægget. Domstolen fandt, at den blotte forlængelse af varigheden af deponeringen af affald ikke i sig selv ændrer anlæggets omfang eller opbevaringskapaciteten som fastsat i den oprindelige tilladelse. Forlængelsen af deponeringsperioden udgør derfor hverken en udvidelse af anlægget eller en ændring af anlæggets art eller funktionsmåde, hvorfor forlængelsen ikke i sig selv er en væsentlig ændring i IE-direktivets forstand, der efter direktivets art. 20, stk. 2, kræver forudgående godkendelse. Domstolen bemærkede, at IE-direktivet ikke kræver, at tilladelsen af et anlæg omfattet af direktivet nødvendigvis skal omfatte driftsperioden, hvorfor en forlængelse af driften heller ikke af denne grund i sig selv kræver, at der skal udstedes en ny tilladelse.
Kommentar: EU-Domstolens dom kan sammenholdes med praksis om, hvornår ændringer af projekter omfattet af VVM-direktivet udgør et projekt omfattet af VVM-direktivets regler. Efter Domstolens praksis i sag C-275/09 og sag C-121/11 forudsætter dette navnlig, at der foretages ”arbejder eller indgreb, som ændrer områdets fysiske karakteristika”, hvilket ikke omfatter den blotte forlængelse af en eksisterende tilladelse. Uanset at definitionen af en væsentlig ændring i IE-direktivets art. 3, nr. 9, synes bredere end VVM-direktivets projektbegreb, er det med dommen i sag C-43/21 fastslået, at den blotte forlængelse af eksisterende tilladelser heller ikke er omfattet af IE-direktivet. Det må dog bemærkes, at Domstolen udtrykkeligt fremhævede, at forlængelsen af deponeringsperioden skete inden for grænserne af den samlede opbevaringskapacitet, der allerede var blevet godkendt. Havde dette ikke været tilfældet, var resultatet formentlig blevet det modsatte.
I forslaget til afgørelse i sag C-43/21 argumenterede generaladvokaten for, at ”udvidelse” af et anlæg i IE-direktivets art. 3, nr. 9, skulle fortolkes udvidende, så det også omfatter en tidsmæssig udvidelse af deponeringsanlæggets drift. Dette blev ikke tiltrådt af EU-Domstolen, der blot bemærkede, at da der ikke skete en ændring i anlæggets omfang eller kapacitet, kunne der ikke være tale om en udvidelse af anlægget. Sml. også generaladvokatens forslag til afgørelse i sag C-121/21, Tjekkiet mod Polen, punkt 64-66 om VVM-direktivet samt generaladvokatens forslag til afgørelse i den danske sag C-278/21, AquaPri, om fortolkning af habitatdirektivets art. 6, stk. 3, ved forlængelse af havbrugs tilladelse ved ny miljøgodkendelse, hvor generaladvokaterne i begge sager foreslår, at forlængelsen er omfattet af kravet reglerne om VVM henholdsvis om habitatvurdering.