MRF 2022.236
Planklagenævnets afgørelse af 2. september 2022, j.nr. 22/02018
Ophævet og hjemvist afslag til ejer på midlertidig dispensation fra lokalplan til anvendelse af feriebolig til helårsbeboelse, da ejeren ikke var blevet partshørt om indsigelser fra to ferieudlejningsforeninger, og det ikke kunne udelukkes, at partshøring ville have ført til et andet udfald.
Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte den 28. januar 2022 afslag på midlertidig dispensation fra lokalplan nr. 79, Hvide Sande Havn, til, at E kunne anvende sin feriebolig til helårsbeboelse. Lokalplanen fastlagde områdes anvendelse til centerformål i form af hotel, udstillings- og servicecenter samt feriecenter. Det var kommunens vurdering, at en dispensation til anvendelsen til helårsbeboelse ville være i strid med lokalplanens principper, hvorfor kommunen kun havde mulighed for at meddele midlertidig dispensation i op til 3 år, ligesom ferieboligerne var vigtige, da de var med til at understøtte en målsætning om helårsturisme i Hvide Sande by. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at det var kritisabelt, at indsigelserne fra to foreninger, som havde en økonomisk interesse i ferieudlejning, var indgået som en central del af den politiske behandling af ansøgningen, uden at E selv fik mulighed for at udtale sig. Planklagenævnet (formanden) fandt, at anvendelsen til helårsbeboelse var i strid med lokalplanen og dermed krævede dispensation, jf. planlovens § 19. Nævnet fandt endvidere, at en dispensation ville være i strid med planens principper, da der ikke var tale om en anvendelse, som lå meget tæt på den umiddelbart tilladte. Det bemærkedes i den forbindelse, at det var op til kommunens egen skønsmæssige vurdering, om den ønskede at meddele en midlertidige dispensation på maksimalt 3 år, og at denne vurdering ikke kunne efterprøves af nævnet. Nævnet kunne dog konstatere, at kommunen ikke havde sendt indsigelserne fra de to foreninger i partshøring hos E. Da oplysningerne i indsigelserne havde haft væsentligt betydning for sagens afgørelse og havde været til ugunst for E, fandt nævnet, at kommunen havde været forpligtet til at partshøre E om oplysningerne. Nævnet fandt endvidere, at den manglende partshøring var en væsentlig retlig mangel, som medførte afgørelsens ugyldighed, da det ikke kunne udelukkes, at afgørelsen havde fået et andet udfald, hvis kommunen havde partshørt E. Planklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsens udfald er helt i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter manglende partshøring medfører ugyldighed, hvis den må anses for konkret væsentlig. I forhold til nævnets prøvelse af kommunens skønsmæssige vurdering burde det dog have været præciseret, at nævnet kan prøve, om der er inddraget ulovlige hensyn, men det må tiltrædes, at fremme af turisme er et lovligt hensyn efter planloven.