MRF 2022.291
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. november 2022, j.nr. 21/07236
Ophævet Viborg Kommunes lovliggørende dispensation til § 3-beskyttet sø, der på baggrund af kommunens tilladelse var nedlagt for 16 år siden, da kommunen ikke havde kompetence, hvorfor den tidligere afgørelse var ugyldig, og berettigede forventninger blev afvist, uanset lodsejers gode tro. Dissens.
Efter ansøgning fra E meddelte Viborg Kommune i maj 2021 lovliggørelse dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til nedlæggelse af en sø, som E havde nedlagt i 2005 efter tilladelse fra den daværende Møldrup Kommune, uanset at søen i 1988 var registreret som § 3-beskyttet af det daværende Viborg Amt. Kommunen begrundede dispensationen med, at E havde et ønske om ”rationel markdrift”, og at E var i god tro om den ugyldige tilladelse til nedlæggelse af søen. Den lovliggørende dispensation blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der gjorde gældende, (1) at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation, da søen havde været registreret som § 3-beskyttet forud for naturbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1992, og at den fremtrådte tydeligt på luftfotos fra 2006, (2) at selv mindre søer på landbrugsarealer kan have en væsentlig naturværdi, særligt for padder, men også mere generelt for flora og fauna, og (3) at en dispensation kunne medføre en uhensigtsmæssig præcedens. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at det først var med kommunalreformen, at kommunerne overtog kompetencen til at dispensere fra § 3, hvorfor Møldrup Kommune ikke havde kompetence til at tillade søen nedlagt i 2005, og ”tilladelsen (den begunstigende forvaltningsakt) derfor er ugyldig”. Herefter afviste et flertal (5 mod 2), at E med tilladelsen havde opnået en berettiget forventning om at kunne opnå en lovliggørende dispensation fra § 3 med henvisning til, at det efter de dagældende regler var tydeligt, at det var amterne, der havde dispensationskompetencen fra § 3. Mindretallet fandt modsat, at E havde været i god tro og havde opfattet kommunen som rette myndighed, og at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt. Samme flertal afviste herefter, at der forelå et sådant særligt tilfælde, at der kunne meddeles dispensation. Flertallet henviste bl.a. til, at der ikke forelå oplysninger om, at det skulle være forbundet med uforholdsmæssigt store udgifter eller besvær at reetablere den nedlagte sø, og at nedlæggelsen af søen for 16 år siden ikke i sig selv begrunde en dispensation fra forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3 samt ønske om at undgå uønsket præcedens. Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede herefter kommunes afgørelse til afslag på dispensation.
Kommentar: Flertallets vurdering levner ikke meget plads til borgernes berettigede forventninger på grundlag af tidligere afgørelser meddelt uden fornøden kompetence. I den konkrete sag led kommunens tilladelse dog af en så åbenbar kompetencemangel, at tilladelsen formentlig må anses for en nullitet, hvor der kun er begrænset rum for berettigede forventninger, jf. Mørup: Berettigede forventninger i forvaltningsretten, 2005, s. 295 ff.