MRF 2022.86
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. februar 2022, j.nr. 21/09707 og 21/09708
Tilladelse til kystbeskyttelsesprojektet og afgørelse om bidragspligt, jf. kystbeskyttelseslovens § 9 a, stadfæstet, da alle grundejere ville opnå en sammenlignelig beskyttelse, fordi der for hele området var en ikke uvæsentlig oversvømmelsesrisiko. Beslutningen om at fremme projektet, jf. kystbeskyttelseslovens § 2 a, stk. 3, var i overensstemmelse kystbeskyttelsesloven, da Kystdirektoratets vurdering om behov for kystbeskyttelse i sig selv var tilstrækkelig.
Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn tog i 2014 initiativ til etablering af en højvandssikring af Sakskøbing By og ansøgte i 2015 om tilladelse til kystsikring og højvandssikring. Kystbeskyttelsesprojektet, som bestod af flere anlæg i form af sluse, spunsdæmning og tilslutningsdiger, skulle etableres ved Maltrupvænge Lystbådehavn på tværs af Sakskøbing Fjord. Sakskøbing Fjord er en ca. 8 km lang og smal fjord, der løb fra Smålandsfarvandet ind til havnen i Sakskøbing. Fjorden er lavvandet, men der er en sejlrende i fjorden med en dybde på ca. 4 meter ind til havnen. Formålet med det ansøgte projekt var at nedsætte risikoen for oversvømmelse af de lavtliggende bebyggelser og arealer i byområdet, som pga. af stigende havvandsstand og ekstreme storme er stor. Guldborgsund Kommune foretog i 2015 høring af de grundejere, som kommunen fandt ville blive beskyttet af kystbeskyttelsesanlægget, og ca. 20 % af de ejere, som reagerede på høringsbrevet, var positivt indstillede over for projektet. Kommunen indhentede endvidere en udtalelse fra Kystdirektoratet om behovet for kystbeskyttelse. Kommunen gennemførte i 2019 endnu en høring af de ejendomsejere, som kommunen vurderede var bidragspligtige, og ved denne høring var der ca. lige mange, som var henholdsvis for og imod projektet. Efter grundejernes ønske om mere eller fuld kommunal finansiering ville kommunen bidrage ekstraordinært med 5 mio. kr. til anlægssummen. Kommune meddelte herefter i juni 2021 i medfør af kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, jf. stk. 2, tilladelse til kystbeskyttelsesprojektet, og traf samtidig i medfør af kystbeskyttelseslovens § 9 a afgørelse om bidragspligt for ejere af fast ejendom, som ville opnå en beskyttelse eller anden fordel ved foranstaltningen. Bidragspligten var fastsat 1.438 kr. pr. år, svarende til 120 kr. pr. måned. Kommunen havde vurderet, at der var et behov for kystbeskyttelse, da der i perioden 2006-2019, herunder i 2013 med stormen Bodil, havde været kraftige storme, der havde medført store oversvømmelser i Sakskøbing med store økonomiske omkostninger til følge. Kommunen havde valgt en bidragsfordelingsmodel, hvorefter alle ejendomme, som helt eller delvist var beliggende under kote + 2,2 m DVR90, skulle betale et administrationsbidrag og derved solidarisk bidrage til kystsikringsprojektet. Koten var fastsat ud fra en vurdering af, at det område, som lå under kote +2,2 m DVR90, ville blive beskyttet mod højvande fra havet ved etableringen af kystbeskyttelsesanlæggene, der ligeledes var i kote +2,2 m DVR90. Kommunens fastsættelse af, hvilke ejendomme, der var beliggende under kote +2,2 m DVR90, og dermed efter kommunens vurdering blev beskyttet mod oversvømmelse, var fastsat ud fra data fra Danmarks Højdemodel. Afgørelsen blev påklaget af to bidragspligtige ejendomsejere, der bl.a. anførte, at de ikke ville drage nytte af projektet i et omfang, der berettigede kommunen til at pålægge dem bidragspligt, fordi to af matriklerne lå under kote 1 og derved fortsat ville blive oversvømmet ved vandstande herunder, ligesom den del af matriklerne, der lå i kote 1,5-2,2, alene udgjorde 31 m2 og bestod af en haveskrænt, som i øvrigt virkede som naturlig kystbeskyttelse. Det anførtes endvidere, at der ikke havde været den fornødne opbakning til projektet, da der ikke havde været et overvejende flertal for projektets gennemførelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, for så vidt angik spørgsmålet om bidragspligt, at den lokale terrænkote var en objektiv målbar størrelse, som enten var højere eller lavere end den fastsatte sikringskote, der betingede, om ejendommen skulle være med til at betale bidrag eller ej. Bidragspligten måtte som udgangspunkt hænge sammen med den for projektet valgte sikringskote på 2,2 m over daglig vande, som var et objektivt konstaterbart kriterium ved brug af DVR90. Nævnet fandt på baggrund heraf, at det var acceptabelt, at kommune havde anvendt Danmarks Højdemodel som udgangspunkt for fastsættelse af bidragspligten, og henviste til, at kystbeskyttelsesloven hjemler fastsættelse af bidragspligt for alle, der drager nytte af foranstaltningerne, at der for hele området var en ikke uvæsentlig oversvømmelsesrisiko, og at dele af ejernes ejendomme var beliggende inden for det område, som med kystbeskyttelsesprojekt ville blive beskyttet mod oversvømmelse. Nævnet fandt endvidere, at modellen med den ligelige fordeling af udgifterne lå inden for rammerne af kystbeskyttelseslovens § 9 a. Nævnet lagde herved vægt på, at selv om behovet for kystbeskyttelse på de bidragspligtiges ejendomme kunne variere, ville alle grundejere, på hvis ejendomme, der var værdier, som var sårbare over for oversvømmelse, opnå en sammenlignelig beskyttelse ved etableringen af projektet, som havde en sikringskote på kote +2,2 m DVR90. Nævnet lagde derudover vægt på, at det pålagte bidrag ikke var uproportionalt med den opnåede beskyttelse. For så vidt angik spørgsmålet om opbakning til projektet bemærkede nævnet, at kommunes afgørelse om at fremme projektet, jf. kystbeskyttelseslovens § 2 a, stk. 3, ikke kunne påklages til nævnet, jf. lovens § 18, stk. 2, men at ”det fremgik af forarbejderne, at der var mulighed for senere at klage, når kommunalbestyrelsen havde truffet afgørelse om projektet”. Nævnet fandt, at kommunes beslutning om at fremme sagen og afgørelse om meddelelse af tilladelse var i overensstemmelse med reglerne i kystbeskyttelsesloven, da der efter Kystdirektoratets vurdering havde været et behov for kystbeskyttelse, og at dette var tilstrækkeligt i sig selv i forhold til at fremme et fællesprojekt om kystbeskyttelse. Nævnet lagde vægt på, at der ikke havde været et overvejende flertal imod projektet, og at der således havde været en vis opbakning, og at kommunen senere havde ydet mere finansiering til projektet efter ønske fra de bidragspligtige. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter afgørelserne.