MRF 2022.13
EU-Domstolens dom af 28. april 2022, 7. afd., sag C-251/21, Piltenes meži
Landdistriktsforordningens art. 30(6)(b) giver mulighed for, at ejer af skovareal får kompensation for omkostninger og driftstab som følge af naturbevarende tiltag ved at området udlægges som mikroreservat, uanset at arealet ikke er udlagt som Natura 2000-område, hvis udlægning af området må anses som et supplerende tiltag for Natura 2000-netværket. Kompensation kan dog ikke gives, hvis ejeren er en kriseramt virksomhed, jf. Kommissionens forordning 702/2014 om statsstøtte.
Sagen drejede sig om, hvorvidt det lettiske selskab Piltenes meži SIA som ejer af et skovareal på 500 ha, der var udlagt som mikroreservat for vilde fugle (bl.a. tjuren), havde krav på landbrugsstøtte efter landdistriktsforordning 1305/2013 som kompensation for omkostninger og indkomsttab for, at området var udlagt som mikroreservat for fugle, men var ikke udlagt som Natura 2000-område. Det fremgår bl.a. af art. 30, stk. 6, i forordning 1305/2013, at der kan udbetales støtte for landbrugs- og skovarealer, der (a) er udlagt som Natura 2000-områder efter habitatdirektivets art. 4 eller fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4, samt (b) at der også kan ydes landbrugsstøtte for afgrænsede områder, hvor landbruget eller skovbruget er pålagt miljøbetingede begrænsninger, og som bidrager til gennemførelsen af habitatdirektivets art. 10, under forudsætning af, at disse områder [...] for hvert program for udvikling af landdistrikterne ikke overstiger 5 % af de udpegede Natura 2000-områder, som er omfattet af dets territoriale anvendelsesområde. Det fremgår yderligere af Kommissionens forordning 702/2014 om visse kategorier af støtte til landbrugs- og skovbrugssektorens forenelighed med TEUF art. 107 og 108 om statsstøtte, at støtte til kriseramte virksomheder er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, da en sådan støtte bør vurderes efter rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, medmindre der er tale om naturkatastrofer, skadedyrsbekæmpelse eller genopretning af skove efter brande. Piltenes meži SIA ansøgte i 2015 om kompensation for omkostninger og tab ved det udlagte mikroreservat, men fik afslag fra de lettiske myndigheder i 2016 med henvisning til, at selskabet var en kriseramt virksomhed, da selskabet ifølge regnskabet havde tabt 50 % af egenkapitalen. Efter sagsanlæg ved en forvaltningsdomstol fik Piltenes meži SIA medhold i kravet på støtte, hvilket blev omgjort af appeldomstol. Sagen blev herefter indbragt for Letlands øverste forvaltningsdomstol, der fandt, at sagen krævede en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. EU-Domstolens lagde indledningsvis til grund, at det omhandlede areal ikke var udlagt som Natura 2000-område, og at støtte efter landdistriktsforordningens art. 30(6)(a) derfor var udelukket. Derimod fandt Domstolen, at det omhandlede fuglebeskyttelsesområde, der var udlagt efter fuglebeskyttelsesdirektivets art. 3, samtidig måtte anses for en foranstaltning omfattet af habitatdirektivets art. 10 ved at bidrage til den økologiske sammenhæng i Natura 2000-netværket og beskyttelsen af tjuren (præmis 59), hvorfor støtte for ulemper og tab var omfattet af landdistriktsforordningens art. 30(6)(b) (præmis 67-69). Spørgsmålet var herefter, om der også kunne ydes kompensation, når Piltenes meži SIA var et kriseramt selskab. EU-Domstolen lagde til grund, at forordning 702/2014 også omfatter den støtte der ydes som kompensation efter landdistriktsforordningens art. 30(6)(b) (præmis 82), og fastslog på denne baggrund, at der ikke kunne ydes kompensation for omkostninger og indkomsttab ved, at området var udlagt som mikroreservat, hvis ansøger er en kriseramt virksomhed.
Kommentar: Dommen indeholder en grundig gennemgang af de betingelser, der skal opfyldes, hvis der skal betales kompensation efter landdistriktsforordningen for driftstab og omkostninger, når der uden for Natura 2000-områderne udlægges skov- eller landbrug som naturområde.