MRF 2022.47
Planklagenævnets afgørelse af 10. januar 2022, j.nr. 20/07448
Kommune havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse af belyst reklameskilt i strid med byplanvedtægt fra 1965, da skiltet i 2014 var opsat på samme pæl og med samme placering som et tidligere skilt, der var opstillet omkring 1977, men som i 2013 var blevet ødelagt i en storm. Den resterende del af påbuddet var ikke i strid med EMRK art. 10 om ytringsfriheden, allerede fordi påbuddet var begrundet i planlægningsmæssigt relevante hensyn.
Sagen omhandlede et reklameskilt, lysinstallationer samt en bil opsat på taget af en bygning på en ejendom i Herlev Kommune, hvorfra der blev drevet erhverv i form af køb og salg af biler. Ejendommen var omfattet af en byplanvedtægt fra 1965, der bestemte, at det ikke var tilladt at opsætte selvlysende eller belyste reklamer på ejendommene eller i øvrigt at reklamere, således at en ejendoms karakter af beboelsesejendom forandres. Den 30. marts 2020 meddelte Herlev Kommune påbud om nedtagning og bortfjernelse af reklameskiltet, lysinstallationerne og bilen på taget med henvisning til, at der var tale om forhold i strid med byplanvedtægten, jf. planlovens § 51. Påbuddet blev påklaget af adressaten, der bl.a. anførte, at der havde været opsat lysskilte på ejendommen i over 30 år uden indsigelser fra kommunen, og at kommunen således havde forholdt sig passivt. Planklagenævnet (formanden) fandt for så vidt angik bilen på taget, at efter byplanvedtægtens ordlyd gjaldt forbuddet mod selvlysende eller belyst reklame for alle ejendomme, mens forbuddet mod reklamer i øvrigt kun omfattede beboelsesejendomme. Da der i den konkrete sag var tale om en erhvervsejendom, var der ikke hjemmel i byplanvedtægten til at give påbud om, at bilen på taget skulle nedtages og fjernes. For så vidt angik det belyste reklameskilt, den øvrige lysinstallation samt lyset i lygterne på bilen fandt nævnet derimod, at der var tale om forhold i strid med byplanvedtægten, der derfor forudsatte dispensation efter planlovens § 19. Herefter undersøgte nævnet, om der var tale om fortsættelse af eksisterende lovlige forhold. Det fremgik af sagens oplysninger, at der i 1977 var opsat et rundt skilt med belysning på ejendommen, med at dette skilt blev ødelagt i en storm i december 2013, og at der derefter blev opsat et firkantet skilt på samme pæl og på samme placering i januar 2014. Med henvisning til MRF 2021.351 Pkn udtalte nævnet, at genopførelse af den eksisterende skiltning efter storm eller anden hændelig undergang kunne ske i et omfang, der svarede til den hidtidige lovlige anvendelse, medmindre retten til fortsat udnyttelse af ejendommen var bortfaldet som følge af kontinuitetsbrud, jf. § 56, stk. 4. I den konkrete sag fandt nævnet derfor, at retten til at have et belyst reklameskilt på ejendommen ikke var bortfaldet, hvorfor opsætningen af det firkantede skilt var en fortsættelse af den eksisterende skiltning. Nævnet lagde til grund, at det belyste reklameskilt er opsat senest i 1977, og at skiltet derfor havde eksisteret i 42 år, da kommunen indledte sagen om lovliggørelse i 2019. Med henvisning hertil, og da der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssige interesser i at håndhæve byplanvedtægtens bestemmelse om skiltning, fandt nævnet, at kommunen som følge af indrettelseshensyn var afskåret fra at kræve lovliggørelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om, at den tidligere ejer havde været opmærksom på, at forholdet var i strid med byplanvedtægten. På denne baggrund ophævede Planklagenævnet den del af kommunens påbud, som vedrørte fjernelsen af bilen fra tag og fjernelse af det belyst reklameskilt. Nævnet kunne derimod ikke give medhold i klagen over den del af påbuddet, der vedrørte den øvrige lysinstallation samt lyset i lygterne på bilen, idet nævnet afviste, at påbuddet var i strid med EMRK art. 10 om ytringsfriheden, allerede fordi påbuddet var begrundet i planlægningsmæssigt relevante hensyn, og det derfor ikke var nødvendigt at tage stilling til, om påbuddet kunne betragtes som et indgreb i ytringsfriheden.
Kommentar: Afgørelsen er sammen med MRF 2021.351 Pkn omtalt i PKNO nr. 20 vedrørende muligheden for genopførelse som følge af hændelig undergang. Med MRF 2021.351 Pkn anerkendte Planklagenævnet, at hvis en eksisterende lovlig bygning hændeligt går til grunde, vil en genopførelse af en tilsvarende bygning ikke være en faktisk foranstaltning i modstrid med planlovens § 18, så længe der ikke er indtrådt kontinuitetsbrud. Sagen ovenfor adskiller sig imidlertid fra MRF 2021.351 Pkn derved, at det oprindelige reklameskilt på ejendommen efter sagens oplysninger var opstillet omkring 1977, hvorfor også det oprindelige skilt var i strid med byplanvedtægten fra 1965. Som Planklagenævnet med rette forudsætter i afgørelsen, var der derfor ikke tale om genopførelse af en eksisterende lovlig indretning, da der efter stormen i 2013 blev opsat et nyt skilt. Som Planklagenævnets afgørelse viser, har nævnets praksis om genopførelse efter hændelig undergang dog vidererækkende betydning, idet genopførelsen indebærer, at den ødelagte og genopførte indretning må betragtes som ét samlet forhold, herunder i relation til myndighedens eventuelle fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse som følge af indrettelseshensyn (lang tids forløb).